Villaen er blevet et familiested, men ikke et socialpas. Ingen kommer ind, fordi de besidder de rigtige sociale koder. Man kommer ind, fordi man respekterer de mennesker, der allerede sidder ved bordet.
Og hver jul, når jeg tager den gyldne brudeudstyrsudstyr på inden jeg tager afsted til Cap-Ferret, tænker jeg tilbage på den sætning, Antoine udtalte, som om den var helt rimelig: “Du ville ligesom ødelægge atmosfæren.”
Han gentog det for mig én gang, måneder senere, og rystede på hovedet.
“Jeg forstår slet ikke, hvordan jeg kunne have sagt det.”
Jeg fortalte ham det eneste, der stadig betød noget.
“Så sørg for, at du aldrig forstår, hvordan du kunne sige det igen.”
Det år, til jul, talte ingen om mennesker fra den samme verden.
Mathis placerede sin bedstefars passer midt på bordet, lige ved siden af min skårne kop, som jeg havde medbragt specielt til dette formål.
Og for første gang i lang tid blev jeg hverken tolereret, inviteret af høflighed eller gjort til nytte på betingelse af at forblive diskret.
Jeg var simpelthen bare hjemme.






