Hun krammede sin kanin.
— Tilhører ejendommen mig?
Spørgsmålet ramte mig helt ind i hjertet.
– Hvorfor spørger du om det?
— Mor sagde, at når man døde, ville far være rig. Og så ville det være mig. Hun sagde, at far skulle skrive under hurtigt, for ellers ville man give alt til en anden.
Jeg følte en kold vrede stige i mig.
— Du behøver ikke at bære noget af det her. Det er voksenproblemer.
– Men jeg er en del af familien?
Jeg satte mig ned ved siden af hende.
— Du er mit barnebarn, og ingen kan tage den plads fra dig.
Hun hvilede hovedet mod min arm. I flere minutter hørte vi intet andet end vinden mod vinduerne.
Senere kom Damien til os. Han så fortryllet ud.
— Sover Lila?
– Ja.
Han satte sig i lænestolen nær vinduet.
– Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige til dig.
– Start med sandheden.
Han sænkede hovedet.
— Jeg har underskrevet adskillige dokumenter i de seneste måneder. Mathilde fortalte mig, at det var for at reorganisere vores investeringer. Hun fik mig til at tro, at boet havde gæld, og at vi skulle planlægge fremad. Jeg havde ingen anelse om, at hun forberedte sig på et salg.
– Du bad ham aldrig om bevis?
– Jeg stolede på ham.
— Tillid fritager dig ikke fra at se på, hvad du underskriver.
Han accepterede bemærkningen uden at protestere.
– Vidste du, at hun var din kusine?
– Det vidste jeg ikke, da du blev gift.
– Men hvad så?
– Ja.
Hvorfor fortalte du mig det ikke?
Jeg kiggede på sneen.
– Fordi jeg var bange for at miste dig.
Han gav et trist smil.
– Du mistede mig alligevel.
– Jeg ved det.
Han forblev tavs og tilføjede så:
– Men du har aldrig rigtig stolet på mig.
Jeg vendte mig mod ham.
— Jeg købte denne ejendom, fordi din far næsten havde mistet den. Jeg betalte din gæld af, da du var 26. Jeg forhindrede banken i at tvangsauktionere din lejlighed. Jeg gav dig enhver chance, jeg kunne.
– Det er ikke det samme som at tale til mig.
– Nej.
For første gang i lang tid stod vi endelig ansigt til ansigt uden de behagelige løgne, der havde erstattet ømheden.
– Jeg er ked af det, mor.
Jeg svarede ikke med det samme.
— Er du sådan, fordi du blev ydmyget, eller fordi du forstår, hvad Mathilde gjorde mod mig?
Han kiggede op.
— Fordi jeg forstår. Og fordi jeg så dit ansigt, da hun spurgte dig, hvor du skulle sove.
Tårerne kom ukontrolleret til mig.
Han rejste sig og tog mig i sine arme. Jeg krammede ham, ligesom da han var otte år gammel og kom hjem fra skole med et skrabet knæ.
Men i stueetagen var alt ikke færdigt.
Da vi gik ned igen, stod Mathilde alene ved pejsen. Bernard og Véronique var forsvundet. Marc ventede på mig sammen med to politibetjente og en elegant kvinde i halvtredserne.
— Jeg vil gerne præsentere Dem for Maître Renaud, min advokat, sagde jeg til Damien.
Mathilde forstod det med det samme.
– Indgiver du en klage?
— For dokumentfalsk, forsøg på bedrageri og misbrug af en sårbar person. Eksperterne vil undersøge alt.
– Jeg mente ikke at såre dig.
— Du fratog mig offentligt et værelse i mit eget hjem.
— Jeg troede, du ville udelukke os!
— Så du besluttede dig for at straffe mig, før du overhovedet vidste det.
Hun kiggede på Damien.
– Vil du lade hende gøre det?
Han svarede ikke.
— Damien, jeg er din kone.
— Du er den kvinde, jeg giftede mig med, ja. Men jeg ved ikke længere, hvem du er.
Det var den sætning, der gjorde det af med ham.
Hun vendte sig mod mig, hendes øjne var røde.
— Du vandt.
– Det var ikke et spil.
— For dig, måske ikke. Men du havde alt. Pengene, ejendommen, magten, hemmelighederne. Jeg havde kun, hvad jeg kunne få.
– Du havde en familie.
– Jeg vidste slet ikke, hvem jeg var.
Denne gang kunne jeg ikke finde på noget at sige.
Vreden forsvandt ikke, men den skiftede form. Bag Mathildes ambition lå et stjålet barn. Bag hendes grusomhed, en gammel frygt. Dette undskyldte ikke noget. Men det forklarede den vold, hvormed hun havde ønsket at besidde et sted, som, uden hendes viden, faktisk kom fra hendes biologiske far.
Mester Renaud nærmede sig.
— Fru Morel, De er velkommen til at kontakte en advokat. De må dog ikke forlade landet, før De har modtaget den officielle indkaldelse.
Mathilde fnyste fnysende.
– Selv nu behandler du mig som en kriminel.
“Det er retssystemet, der bestemmer,” svarede jeg. “Ikke mig.”
Hun stirrede på mig.
— Og ejendommen? Vil du give den til Damien?






