DEL 3

Marcel Le Guen havde aldrig løjet om, hvem han var.

Han var en god fisker og tog stadig ud på havet to gange om ugen.

Men 42 år tidligere havde han overtaget sin fars lille værksted for marinemotorer. Med tiden var værkstedet blevet til Atlantique Marine, en gruppe specialiseret i motorer, trailere og professionelle både. Marcel havde beholdt sine enkle vaner og sine gamle støvler.

Denne gang var han dog ikke gået ind i forhandleren for at teste nogen.

Han ville virkelig gerne købe et køretøj.

Og det var netop det, der gjorde det, der var sket, endnu mere alvorligt.

Hans gruppe havde netop opkøbt en regional kæde med 11 forhandlere, der var svækket af gæld og katastrofal ledelse. Filialen i La Rochelle var en af ​​dem.

Da Marcel fik at vide af sin mekaniker, at Claire, “sælgeren, der havde taget sig tid til at tale med ham”, var blevet fyret under mærkelige omstændigheder, bad han ikke om at få hende genansat med det samme.

“Nej,” sagde han til den juridiske direktør. “Jeg vil ikke have, at nogen opfinder en uskyld, bare fordi jeg kan lide det. Jeg vil have fakta.”

Et internt revisionshold blev sendt til stedet uden at informere Philippe.

Beviserne kom hurtigt frem.

Softwaren gemte en historik over ændringer: filen, der blev brugt mod Claire, var blevet ændret siden Philippes personlige session. Kameraerne viste også, at kunden havde gået otte minutter uden at blive betjent, før Claire kom for at hilse på ham.

Élodie blev derefter tilkaldt og endte med at brast i gråd.

— Han fortalte mig, at hvis jeg ikke bekræftede hans version, ville han ikke forny min prøvetid.

Revisionen afslørede også Philippes opkald til konkurrerende forhandlere og en besked, hvori han beskrev Claire som “en enlig mor, der er for afhængig af sin løn til at skabe opmærksomhed”.

Marcel forblev tavs.

De tilbagekaldte bonusser var uberettigede: Claire var endda den næstbedste sælger i regionen.

Han lukkede filen.

— Er købet juridisk afsluttet?

— Siden i morges.

— Godt. Vi tager til La Rochelle på mandag.

Philippe, derimod, vidste ingenting.

Mandag klokken 9:06 holdt en sort sedan op foran forhandleren.

Philippe fik øje på den regionale direktør og skyndte sig hen mod indgangen, smilende og med jakken på.

Så åbnede bagdøren sig.

Marcel kom ned iført de samme slidte støvler.

Philippes smil forsvandt.

Den gamle mand trådte stille ind med sin sorte notesbog i hånden.

Omkring dem holdt sælgerne op med at tale.

— Hej, hr. Delmas.

– Mr. Le Guen… hvilken overraskelse.

— For mig er det også en. Jeg har fået at vide, at du er meget god til at genkende vigtige klienter.

Philippe blev bleg.

Marcel lagde en mappe på et skrivebord.

— Siden fredag ​​har jeg været majoritetsaktionær i den gruppe, der ejer denne koncession.

Ingen bevægede sig.

Philippe åbnede munden.

– Hvis jeg havde vidst, hvem du var…

Marcel løftede en hånd.

– Det er præcis problemet.

Stilheden blev tung.

“Hvis du havde vidst, hvor meget jeg havde, ville du have tilbudt mig en kop kaffe, en lænestol og måske din bedste sælger. Men fordi jeg havde mudder på mine støvler, besluttede du, at jeg ikke var fem minutter værd.”

Philip prøvede at smile.

– Det var en klodset joke.

— Nej. En klodset joke er kun én sætning. Du har derimod bygget et helt system op omkring din foragt.

Marcel åbnede mappen.

— Du straffede en medarbejder, fordi hun betjente kunder, du anså for at være “dårlige”. Du ændrede data. Du pressede en kollega. Derefter ringede du til andre arbejdsgivere for at forhindre Claire i at finde arbejde.

Philippe kiggede på den regionale direktør.

– Jeg kan forklare alt.

— Du skal forklare dette til HR-afdelingen og juristerne.

Marcel lukkede sin skjorte.

Så syntes han at huske noget.

— Første gang jeg kom, sagde du, at hvis en fisker som mig købte en bil her, ville du efterlade dit jakkesæt og komme og fiske med ham.

Nogle medarbejdere sænkede hovedet for at skjule deres smil.

Marcel så Philippe direkte i øjnene.

– Jeg endte ikke med at købe en bil.

Han holdt en pause.

— Jeg købte alle 11 koncessioner.

Philippes ansigt blev tomt.

– Men du kommer ikke med mig på fisketur.

Klokken 9:34 blev Philippe Delmas suspenderet og derefter afskediget for alvorlig forseelse i henhold til den interne procedure.

Samme eftermiddag var Claire i gang med at pudse vinduer i en lejlighed i Aytré, da hendes telefon vibrerede.

— Fru Moreau? Jeg ringer på vegne af den nye ejer af ejendommen.

Hun syntes, det var en dårlig joke.

— Hvilken ejer?

En anden stemme besvarede telefonen.

— Fiskeren med de beskidte støvler.

Claire satte sig ned på en stol.

— Hr. Le Guen?

— Ham selv.

– Hvorfor ringer du til mig?