Uden at tænke over konsekvenserne handlede Julien med instinktiv urkraft. Han tog et hurtigt skridt baglæns ud af døråbningen, trak døren næsten helt i, så kun en smal sprække var tilbage, og mødte Patricia, netop som hun rundede hjørnet af gangen.

Kapitel 1: Konfrontationen i mørket
Patricia stoppede op. Hendes ansigt, som ellers altid var udtryk for kølig elegance og perfekt lagt makeup, forandrede sig et øjeblik, da hun så Julien stå der i gangen. Et glimt af overraskelse – næsten umærkeligt – flakkede over hendes øjne, før hun hurtigt genvandt sin ulastelige fatning.

“Julien?” sagde hun med sin bløde, velmodulerede stemme. Der var en klang af falsk undren i den. “Du er tidligt hjemme. Jeg troede først, du havde et vigtigt direktionmøde i eftermiddag?”

Hendes stemme, som han før havde fundet beroligende, lød nu som lyden af gift, der dryppede på et stentag. Hvert eneste ord bar på en skjult dagsorden. Julien mærkede blodet suse i tindingerne. Hvordan havde han kunect overset dette? Hvordan kunne han have været så blind over for den subtile terror, hans elskede samlever udsatte deres døtre for, mens han sad i glaskontorer og talte om kvartalsregnskaber?

“Mødet blev aflyst,” svarede Julien, og hans stemme lød mærkelig hul, som kom den langtfra. Han holdt sine øjne fast naglet til hendes. “Jeg besluttede mig for at tage direkte hjem. Jeg trængte til at se pigerne.”

Patricia smilede svagt, et næsten usynligt løft i mundvigen, men hendes øjne forblev iskolde. Hun tog et skridt nærmere ham, rækker ud for at rette på kraven af hans skjorte med en gestus, der engang havde føltes som omsorg, men som nu føltes som et kvælertag.

“Det er da dejligt for dem, skat,” hviskede hun. “Men du ser bleg ud. Er alt vel på kontoret? Du har arbejdet alt for meget på det seneste. Du ved, hvor vigtigt det er, at vi bevarer roen derhjemme… for pigernes skyld.”

For pigernes skyld. Ordene hang i luften som en uudtalt trussel. Patricia vidste det. Eller rettere sagt: Hun vidste, at Julien havde været væk, men hun vidste endnu ikke, hvad han havde set. Hun testede ham. Hun afprøvede hans grænser, præcis som hun sandsynligvis havde gjort det med Léa og Chloé dag ud og dag ind.

Julien greb om Patricias hånd, idet hun rørte ved hans krave. Hans greb var fast – måske lidt for fast, for et hurtigt lyn af smerte eller overraskelse flakkede over hendes ansigt, før hun skjulte det igen bag en maske af såret uskyld.

“Patricia,” sagde Julien lavmælt, mens han trådte et skridt tættere på henne, så hun blev tvunget til at læne sig bagover mod den polerede væg. “Lad os gå ind i køkkenet sammen. Jeg tror, vi trænger til at tale om noget. Om, hvordan hverdagen egentlig fungerer herhjemme, når jeg ikke er til stede.”

For et brøkdel af et sekund så han masken krakelere. Patricias pupiller udvidede sig. Den fuldkomne kontrol gyngede. Men før hun nåede at svare, blev døren til køkkenet skubbet op indefra.

Éléonore stod i døråbningen. Hun havde skuldrene sænkede, men hendes ryg var rank som en soldats. I hånden holdt hun et rent viskestykke. Hun kiggede direkte på Julien, dernæst på Patricia, og med en stemme, der var fuldstændig fri for frygt, sagde hun:

“Fru Moreau og jeg var netop ved at tale om, hvorfor lille Léa rystede så voldsomt på hænderne, da hun skulle drikke sin juice. Måske skulle vi tage den samtale ved køkkenbordet, hvor der er lyst nok til, at alle kan se hinanden i øjnene?”

Kapitel 2: Sandhedens time ved marmorøen
Atmosfæren i det luksuriøse køkken var tæt som før et tordenvejr. Léa og Chloé sad stadig ved marmorøen; de havde trukket sig tættere sammen, og Chloé, den ellers så livlige tvilling, havde lagt sin lille arm beskyttende om sin søsters skuldre. De kiggede ikke på Patricia. De kiggede ned i bordpladen, som om de frygtede, at blot et blik i hendes retning ville påkalde sig en usynlig straf.

Patricia gled ind i rummet med en langsom, næsten katteagtig bevægelse. Hun sendte Éléonore et blik, der kunne have dræbt en fuldvoksen mand på stedet, men den unge barnepige veg ikke en anelse. Hun stillede sig roligt op ved siden af pigerne, klar til at gribe ind, hvis det var nødvendigt.

“Éléonore,” begyndte Patricia med en stemme, der nu var ren, kold gift, indpakket i fløjl. “Du synes vist, du blander dig i ting, der ikke vedrører dig? Jeg vil minde dig om, hvem der ansatte dig her, og hvem der betaler din løn. Hvis du ikke kan finde ud af at opføre dig professionelt…”

“Nok!” Juliens stemme torden mod de lyse vægge. Det var første gang, han hævede stemmen i sit eget hus på denne måde, og ekkoet fløj igennem de åbne rum.