Jeg gik ud i stuen og kiggede ud på haven. Vinteren var ved at vige for et spædt, tidligt forår. Græsset var grønt i pletter, og de første krokus var begyndt at skyde op gennem mulden.
Min telefon brummede i lommen. Det var en besked fra min mor.
Monica bor hos os nu. Det er trangt, og alt er din skyld. Overvej om du vil sone dine synder og bede om tilgivelse, før det er for sent.
Jeg læste beskeden, mærkede et lille stik af sorg over, at intet nogensinde ville ændre sig hos dem – og så slettede jeg den. For første gang i mit liv behøvede jeg ikke at svare. Jeg behøvede ikke at forklare mig. Jeg behøvede ikke at please nogen, der kun elskede mig for det, jeg kunne levere.
Jeg ringede til Adam.
“Hej,” sagde jeg, da han tog den.
“Hej med dig. Hvordan gik det?”
Jeg kiggede ud over den tomme stue, hvor sollyset faldt i brede stråler over gulvet.
“Det gik fantastisk,” smilede jeg. “Skal vi tage ud og se på farveprøver til Olivias værelse i weekenden? Jeg tænker, vi skal have noget lyseblåt eller mintgrønt. Noget helt nyt.”
I den anden ende lød Adams varme, lettede latter.
“Lige det, vi har brug for.”
Jeg lagde på, puttede telefonen i lommen og gik ud af hoveddøren for at køre hjem til min rigtige familie. Min egen familie. Og denne gang ville der ikke være nogen plads til slanger i paradis.






