Ethan lyttede intenst. Nu forstod han pludselig, hvorfor hun havde reageret så naturligt og respektfuldt den aften i festsalen. Det havde ikke været tilfældigt; det var en del af den, hun var.
“Dit budget er stramt,” bemærkede Ethan og bladrede gennem hendes nøje udarbejdede tegninger. “Og du beder kun om halvdelen af det beløb, vi normalt bevilger til projekter i denne størrelsesorden. Hvorfor?”
“Fordi jeg kun beder om præcis det, jeg har brug for til at bygge de første tre prototyper af vores integrerede ramper,” svarede hun ærligt og så ham lige i øjnene. “Jeg er ikke interesseret i oppustede konsulenthonorarer, hr. Vance. Hver eneste krone skal gå til stål, sten og håndværkere.”
Ethan lukkede mappen og lænede sig tilbage. “Du får det fulde legat, Isabella. Men på én betingelse.”
Hun spærrede øjnene op. “Hvilken?”
“At du kvitter dit job i cateringfirmaet og bliver ansat her som fondens faste rådgiver for fysisk tilgængelighed. Vi har brug for dine øjne på alle vores fremtidige byggeprojekter. Og kald mig Ethan.”
Isabella sad som forstenet i et par sekunder, før et varmt, strålende smil bredte sig over hendes ansigt. “Det vil jeg rigtig gerne… Ethan. Men jeg insisterer på, at vi gennemgår kontrakten punkt for punkt, før jeg skriver under på noget.”
“Naturligvis,” lo Ethan stille. “Jeg ville blive skuffet, hvis du ikke gjorde det.”
I løbet af de næste par måneder forvandlede deres professionelle samarbejde sig til et dybt og ubrydeligt venskab. Isabella bragte et frisk pust ind i de ellers så formelle kontorer. Hun behandlede aldrig Ethan, som om han var skrøbelig, men hun havde en sjælden evne til at læse hans kropssprog. På de dage, hvor smerterne i hans ryg og ben var slemme, og han var nødt til at blive i kørestolen fra morgen til aften, lagde hun blot møderne på hans kontor i stedet for i det store konferencerum i den anden ende af bygningen – uden at nævne det med et eneste ord, og uden at få ham til at føle sig svag.
Men fortiden var ikke helt færdig med Ethan.
En kold fredag aften i november forlod Ethan og Isabella kontoret sent. De havde siddet over nogle byggetegninger til et nyt kulturhus og besluttede at spise en sen middag på en lille, hyggelig bistro et par gader derfra. Ethan gik ved hjælp af sin stok denne aften; det gik langsomt, men regnen var stoppet, og den friske luft gjorde ham godt.
Da de trådte ind i varmen på bistroen, frøs Ethan pludselig i døråbningen.
Ved et lille bord nær baren, alene med et halvtømt glas hvidvin, sad Brooke.
Hun så helt anderledes ud end den selvsikre kvinde i den mørkegrønne kjole fra gallaen. Hendes ansigt var blegt og træt, og den dyre frakke, hun plejede at bære, var erstattet af en almindelig uldjakke. Da hun fik øje på Ethan – stående oprejst ved siden af Isabella, støttende sig til sin stok – flakkede hendes blik, og hun så ud, som om hun helst ville synke i jorden.
Isabella mærkede straks spændingen i Ethans skuldre. Hun lagde ikke hånden på hans arm, men lænede sig blot en anelse ind mod ham.
“Vil du gå et andet sted hen?” spurgte hun lavmælt. “Der ligger en god italiensk restaurant lige rundt om hjørnet.”
Igen gav hun ham valget. Ethan kiggede på Isabella, og derefter tilbage på sin ekskæreste.
“Nej,” sagde han roligt. “Vi bliver her. Jeg har ingen grund til at gemme mig.”
De fik anvist et bord i den modsatte ende af lokalet, men der gik ikke ti minutter, før Brooke rejste sig og langsomt gik hen imod dem. Hendes skridt var tøvende, og den kulde, der havde præget hendes stemme til gallaen, var helt væk.
“Ethan,” sagde hun lavt og knugede sin taske foran sig. “Må jeg… har du et øjeblik?”
Ethan tørrede sine hænder i servietten og kiggede op på hende. Hans blik var hverken vredt eller triumferende; det var blot neutralt. “Hvad vil du, Brooke?”
Hun kastede et hurtigt, usikkert blik på Isabella, før hun igen så på Ethan. “Retssagen mod Chad begynder i næste uge. Hans advokater forsøger at skubbe hele ansvaret over på mig. De hævder, at fordi mit navn står på godkendelserne, var jeg hjernen bag svindlen, og at han bare handlede i god tro.” En tåre trillede ned ad hendes kind, og hendes stemme knækkede. “Jeg mister alt, Ethan. Mit arbejde, min opsparing, min frihed. Du ved, at jeg ikke stjal de penge. Jeg var bare dum og blind. Hvis du afgiver vidneudsagn om, at jeg blev manipuleret… så lytter anklageren måske.”
Bordet blev helt stille. I baggrunden klirrede bestik mod tallerkener, og dæmpet jazzmusik flød ud af højttalerne.






