Jeg kiggede op og smilte. Moppen havde efterhånden fået status som en fast del af personalet i Elena og mit uofficielle kompagni. “Han er bare misunnelig på, at du får al opmærksomheden,” svarede jeg tørt.

Roman trådte ind ad døren. Han bar på en tynd, mørkeblå mappe, som han havde fundet i bunden af et pengeskab i fondens gamle arkivbygning, der nu stod til at blive revet ned. Han satte sig langsomt i den læderstol, der stod tættest på vinduet.

“Clara har ringet,” sagde Roman med lav stemme.

Elena stoppede med at spille. Tonen hang længe i luften, før den langsomt døde ud. “Clara? Kvinden, der sendte kuverterne?”

“Ja,” nickede Roman. “Hun vil mødes. Ikke her i palæet. Hun er stadig bange – ikke for politiet længere, men for dem, der måske hjalp Victor bag kulisserne, og som endnu ikke er blevet fundet.”

Jeg rejste mig langsomt op og tørrede hænderne af i mit forklæde. “Tror du, der er flere?”

Roman så på mig med sine mørke, alvorlige øjne. “Victor Sloan arbejdede aldrig alene. En mand med så store ambitioner og så få skrupler har altid haft beskyttere i kulissen. Personer, der havde brug for, at fondens penge flød i de rigtige – eller forkerte – kanaler.”

Kapitel 2: Mødet i havnen
To dage senere befandt vi os i en kold og blæsende udkant af havneområdet. Mågerne skræppede op over de rustne kraner, og duften af saltvand og rådden tang hang tungt i den disede luft. Clara havde valgt en lille, næsten øde fiskerestaurant, hvor lyset fra neonskiltet udenfor blinkede træt i det regnvåde vindue.

Clara var en lille kvinde med gråt hår samlet i en stram knold og øjne, der flakkede uroligt mod døren, hver gang nogen bevægede sig udenfor. Da vi satte os ved det lille bord i hjørnet, trak hun en slidt lædertaske tættere ind til sig.

“I skulle ikke have opsøgt mig,” hviskede hun, mens hun stirrede ned i sin kop kaffe. “Victor er væk, ja, men hans netværk… det er som et edderkoppenet. Hvis du rører ved den ene tråd, ryster hele spindet.”

“Clara,” sagde Roman roligt og lagde sine store hænder fladt på bordet. Hans autoritet var naturlig, men i dag var der en dæmpet varme i hans stemme, som jeg sjældent havde hørt før. “Min mor døde på grund af det spind. Og tusindvis af uskyldige mennesker har betalt prisen. Vi er her for at rydde op én gang for alle.”

Clara så på ham, og for et øjeblik så jeg genkendelsen i hendes ansigt – det samme faste blik, som Nora havde haft. Hun åbnede sin lædertaske og trak en tyk kuvert frem, som hun skubbede over bordet til mig.

“Din mor vidste det, Maya,” sagde Clara med en stemmeføring, der knap var højere end suset fra vinden udenfor. “Ikke alt, men hun vidste nok til at være i fare. Dagen før ulykken kom Nora ind på mit kontor. Hun havde fundet en konto i Schweiz – en konto knyttet til en fond, der formelt set støttede genopbygning efter naturkatastrofer, men som i virkeligheden blev brugt til hvidvaskning af penge for en mand ved navn Henrik Vance.”

Jeg spærrede øjnene op. “Henrik Vance? Den store investor? Han sidder jo i byrådet og er næstformand for…”

“For finansudvalget, ja,” afbrød Clara bittert. “Han var den virkelige hjerne bag det hele. Victor var bare en håndlanger, der udførte det beskidte arbejde. Da din mor og Sofia opdagede det, besluttede de at gå direkte til politiet den følgende mandag. Men ulykken skete om søndagen.”

Roman lænede sig frem, og hans ansigt blev hvidt som kalk. “Bremserne…”

“Marcus Cole gjorde det ikke af egen vilje,” fortsatte Clara. “Han blev truet. Ikke af Victor, men af folkene omkring Vance. De vidste, at hvis Nora og Sofia fik lov til at lægge de beviser frem, ville hele Vance-imperiet falde sammen som et korthus.”

Jeg mærkede en kold iling løbe ned ad ryggen. Pludselig gav alt mening. De 41.800 dollars, de falske lån, de månedlige kuverter med 800 dollars – det var blot dråber i et enormt hav af svindel, som havde opslugt liv og skabt ulykke for generationer.

Kapitel 3: Konfrontationen i byrådet
Tilbage i palæet lå der en intens handlekraft i luften. Vi havde ikke længere brug for at hviske. Clara havde givet os det manglende led i kæden: bankkontonumre, underskrevne vidneudsagn fra hendes egen tid i fonden, og kopier af de originale dokumenter, som Nora havde scannet og gemt på en sikkerhedskopi, før hun blev dræbt.

Roman spildte ikke tid. Han samlede sit eget hold af uafhængige revisorer og advokater, og denne gang blev politiets specialenhed for økonomisk kriminalitet inddraget direkte, uden om de lokale instanser, hvor Vance havde haft sine tentakler spredt i årevis.