Far lænede sig tilbage.
“Hvor er det?”
Sabine pressede læberne sammen.
“En del af det er investeret i mit hus. Vi var nødt til at reparere taget og varmesystemet. Jeg ville betale det tilbage senere.”
Jeg følte, at jeg blev varm.
Far derimod blev helt rolig.
“Hvor meget?”
“Jeg kender ikke det præcise beløb i euro.”
“Så cirka.”
Hun nævnte ikke et tal.
Skatterådgiveren samlede sine dokumenter.
“Jeg mener, du bør konsultere en advokat fra nu af.”
Sabine rejste sig op.
“Det er latterligt. Far, du sagde altid, at landet alligevel ville være til os til sidst.”
“For dig,” sagde han. “Ikke kun for dig. Og ‘engang’ er ikke i dag.”
Hun rakte ud efter sin taske.
Så kiggede hun på mig.
“Du ventede bare på at få mig til at se dårlig ud.”
Jeg ville have elsket at liste alle de aflyste ture for hende. Det nye varmesystem. Månederne Thomas og jeg tilbragte med at sidde ved køkkenbordet og lave beregninger. I stedet sagde jeg bare:
“Jeg vidste slet ikke, at disse penge eksisterede.”
Hun gik uden at sige farvel.
Den følgende mandag kom Bernd hjem igen. Han medbragte ikke kun sine kvitteringer for bankoverførslen, men også en kopi af lejekontrakten og sine håndskrevne årsnotater.
Efter hans far flyttede ind, havde Sabine fortalt ham over telefonen, at han fremover skulle betale huslejen direkte til hende. Bernd havde ikke tænkt over det. Hun havde en fuldmagt. Og hun havde udtrykkeligt fortalt ham, at pengene var nødvendige til hans fars pleje.
“Heinz,” sagde han, “hvis jeg havde vidst, at Karin også betalte for huset, ville jeg have ringet til dig.”
Far rystede på hovedet.
“Du gjorde, hvad du fik besked på. Det er ikke din skyld.”
Det fjernede det sidste spor af tåge.
Samme eftermiddag fik far en betalingsopgørelse fra plejehjemmets ledelse. Måned efter måned var den samme kilde angivet: min konto. 2.100 euro. Seksogtredive gange.
Advokaten, som far så hyrede, stillede ingen dramatiske spørgsmål. Han gjorde noget, som Sabine tilsyneladende frygtede meget mere: han lagde tal side om side.
€78.000 i lejeindtægter.
4.380 euro i verificerbare udgifter til fars ejendom og forsikring.
73.620 euro uden nogen brugbar anvendelse for far.
75.600 euro, som jeg havde betalt til plejehjemmet i samme periode.
Vi hørte intet fra Sabine i to uger.
Så kom der et brev fra hendes advokat. I det oplyste hun, at hun havde handlet “i familiens tillids navn”, antaget et senere forlig og ikke anerkendt nogen forsætlig skade.
Far læste sætningen to gange.
“Jeg ordner det senere,” sagde han. “Med penge, jeg ikke vidste noget om.”
Han var ikke vred. Det var overstået på det tidspunkt. Han var skuffet, og med min far var skuffelse altid mere stille end vrede.
Advokaten foreslog først at søge fuld refusion uden retten. Faren var enig. Han ville undgå en offentlig strid eller at se sin datter i retten, hvis det kunne undgås.
Men han ville have sine penge tilbage.
Og han ville have, at det skulle være tydeligt, hvem den tilhørte.
Tre uger senere sad vi igen i et mødelokale, denne gang på advokatens kontor. Sabine kom med sin mand, Uwe. Han så ud, som om han ikke havde sovet godt de sidste par uger.
Den dag fandt jeg ud af, at Uwe ikke havde vidst, hvor pengene til taget og varmen var kommet fra. Sabine havde fortalt ham, at det var en forudbetaling fra far.
Uwe kiggede på min far.
“Heinz, jeg troede virkelig, du havde besluttet det.”
Far svarede: “Så løj hun for os begge.”
Sabine begyndte at græde.
Ikke højt. Hun sad bare der og tørrede sig under øjnene med to fingre.
“I årevis gjorde jeg alt,” sagde hun. “Ligesom mor gjorde. Med forsikringerne. Med gården. Med blanketterne. Karin var altid kærligheden, og det var mig, der skulle fungere.”
Der var den, den gamle kløft mellem os, pludselig åben på bordet.
Jeg ville protestere. Far rakte bare hånden op.
“Du har gjort meget,” sagde han. “Og jeg burde have takket dig oftere. Men taknemmelighed er ikke en bemyndigelse til at give dig mine penge.”
Sabine kiggede på ham.
“Jeg troede alligevel, du ville give mig den til sidst.”
“Så skulle du have ventet, til jeg gav dig den.”
Til sidst underskrev hun en tilbagebetalingsaftale. Nogle af pengene var stadig tilgængelige. For resten optog hun og Uwe et lån med sikkerhed i deres hus. Far insisterede på, at de dokumenterede udgifter på 4.380 euro skulle tages i betragtning. Han ville ikke have hævn, bare et ordentligt regnskab.
Da de 73.620 euro var sat ind på hans konto, ringede han til mig.
“Kom forbi i morgen,” sagde han.
Jeg troede, han havde brug for noget fra lejligheden.
I stedet lå der en overførselskvittering på hans bord, som banken havde forberedt til ham. 73.620 euro til mig.
“Far, nej.”
“Men.”






