“Det her,” sagde Jørgen og pegede på et af billederne, der viste en mand med rygvendt mod kameraet, der stod ved siden af pejsen i stuen, “er taget den aften, din mor døde.”

Min puls slog pludselig et hårdt slag mod mine ribben. “Den aften? Hun døde af et hjerteanfarkt. Lægerne…”

“Lægerne skrev det, de fik besked på at skrive,” afbrød Jørgen koldt. “Isabel havde ikke et svagt hjerte, Sebastian. Hun havde et stærkt helbred og en stædighed, der gjorde hende livsfarlig for dem, der malkede fonden for midler til deres egne spekulationer. Arthur vidste det ikke i starten. Men da han fandt ud af det, var det for sent at standse blødningen – så han valgte at lukke øjnene.”

Helena tog et skridt frem og lagde hånden på kanten af bordet. Hendes knoer var hvide. “Mener du, at Isabel blev myrdet?”

“Jeg siger ikke, at der blev brugt gift eller våben,” sagde Jørgen og kiggede direkte på mig. “Jeg siger, at hendes hjerte svigtede, fordi hun blev jaget i sit eget hjem. Den nat hun døde, var der en fremmed herinde. En mand, der vidste, hvor det skjulte rum var, længe før Clara overhovedet tegnede stjernen.”

Jagten på det andet rum
Huset føltes pludselig meget større, og væggene føltes ikke længere beskyttende. De føltes som et gitterværk, der holdt os inde sammen med spøgelserne fra en fortid, vi troede, vi havde lukket ude.

“Hvorfor kommer du først nu?”spurgte jeg. Min stemme lød hårdere, end jeg havde ment. “Hvorfor ikke for tre uger siden, da vi fandt kasserne?”

“Fordi for tre uger siden ville du have slået mig ihjel, hvis jeg havde sagt det til dig,” svarede Jørgen uden at blinke. “Du var blind af stolthed og frygt for, at din lille verden skulle ramle sammen. Du troede på de anonyme breve, fordi de ramte dine egne usikkerheder. Først da du selv klatrede op på den lysekrone og så Clara afsløre løgnen… først der fik du øjnene op for, at der er ting i dette hus, som hverken penge eller magt kan skjule.”

Han strakte hånden ud og pegede på et af de gamle fotografier. “Der er et rum mere.”

Jeg kiggede på ham. “Det skjulte rum bag pejsen var tomt på nær de tre kasser.”

“Bag det rum,” sagde Jørgen lavt, “er der en ældre skakt. En flugtvej fra det oprindelige hus, der blev opført i 1800-tallet, længe før din familie købte grunden. Din mor fandt det, før hun døde. Og det var der, hun gemte det, de virkelig ledte efter.”

Helena så på mig. Der var ingen tøven i hendes blik længere. Den mistillid, der havde sat sine spor mellem os, var smeltet bort i konfrontationen med denne nye virkelighed. Vi var nået til et punkt, hvor der ikke var flere genveje.

“Vi skal derind,” sagde hun.

“Clara kommer hjem om en time,” sagde jeg.

“Hun skal ikke være en del af det her,” svarede Helena bestemt. “Jørgen og vi to går derind nu. Vi finder ud af, hvad det er, din mor prøvede at fortælle os, inden det er for sent.”

Gennem muren
Vi gik ikke denne gang gennem pejsen, men via kælderen under biblioteket, hvor Jørgen viste os en lem skjult bag gamle brændevarer og støvede kasser med julepynt. Det var en tung jernlem, der var smurt ind i maskinolie for at modstå fugten. Da Jørgen pressede sit vægt på den, knirkede den højt, som et sår der bliver revet op.

Lugten der nede var anderledes end i det øvrige hus. Det duftede af kold jord, gammelt møbelstof og den skarpe, metalliske lugt af jern, der har ligget i mørke i årtier.

Vi tændte vores lommelygter, og lyskeglerne skar igennem støvregnen i den snævre korridor. Væggene var opført i rå kampesten, muret op med kalk, der påførte luften en kridtaktig smag i munden.

“Her,” hviskede Jørgen og stoppede foran en lav trævæg, der var blevet sat op som en midlertidig spærring engang i midten af det tyvende århundrede. “De forsøgte at skjule indgangen, da de udvidede stueetagen. Men de nåede aldrig at fjerne det, der lå bagved.”

Jeg tog en koben, som Jørgen havde medbragt i sin taske. Med tre hårde slag mod det møre træ knækkede listerne, og brædderne gav efter med et hult brag. Støv hvirvlede op i lyskeglerne, og et vindpust af kold, stillestående luft slog imod os – en luft, der ikke havde været udskiftet siden den nat, Isabel døde.

Vi trådte ind.

Det var ikke et stort rum. Det var mere en niche, et hemmeligt kammer på knap fire kvadratmeter, klemt ind mellem fundamentet og husets bærende mur. I midten stod et lille mahognibord, og på bordet lå der en enkelt genstand:

En gammel, mekanisk spilledåse i mørkt træ med et snit af et lille træ på låget.