Men vejen tilbage for Oliver var langtfra en snorlige succeshistorie.
I slutningen af november ramte de en mur. Efter uger med fremgang fik Oliver voldsomme muskelkramper i ryggen og benene. Nerverne, der langsomt var ved at vågne, sendte konstante smertesignaler gennem hans krop. En onsdag eftermiddag under træningen i stuen, hvor Rafael og Julian havde monteret et sæt hjemmelavede barrer af træet fra det gamle træhus, svigtede Olivers venstre ben pludselig.
Han faldt tungt ned på måtten med et bump.
Emma og Julian sprang til med det samme, men Oliver slog rasende deres hænder væk.
“Lad mig være!” råbte han med tårerne strømmende ned ad kinderne. “Det nytter jo ikke noget! Jeg bliver aldrig som de andre! Jeg vil ikke mere!”
Han skubbede sig baglæns hen over gulvet, indtil hans ryg ramte væggen under vinduet, og trak knæene op mod brystet ved hjælp af sine arme. Emma så hjælpeløst på Julian. Den gamle frygt stod malet i hendes ansigt.
I det øjeblik trådte Nico ind fra køkkenet med to glas saftevand. Han så den væltede krykke, den tomme barre og Oliver, der sad sammenkrøbet i hjørnet. Nico stillede glassene på bordet, gik hen til det gamle plastikbassin, som de havde gemt i bryggerset som et minde, og hentede det ind i stuen – denne gang helt tørt og fyldt med Olivers samling af tegneserier og en bunke spillekort.
Nico sagde ingenting til de voksne. Han satte sig bare på gulvet, to meter fra Oliver, med ryggen mod den samme væg, og begyndte at blande kortene.
“Vil du spille Krig?” spurgte Nico stille. “Eller skal vi bare sidde her og være sure på gulvtæppet?”
“Gå væk, Nico,” snøftede Oliver. “Mit ben vil ikke lystre.”
“Min bedstemors hofte lystrer heller aldrig, når det regner,” svarede Nico ubekymret og lagde to bunker kort ud på tæppet mellem dem. “Hun bander ad den på spansk i ti minutter, og så spiser hun en småkage. Det får ikke hoften til at virke, men småkagen smager stadig godt.”
Oliver stirrede på ham med røde øjne, og midt i al fortvivlelsen undslap der ham et lille, ufrivilligt fnis.
Julian satte sig langsomt ned på gulvet ved siden af sin søn – ikke for at løfte ham op, og ikke for at love ham, at alt nok skulle blive godt i morgen. Han satte sig bare på det kolde trægulv og lænede skulderen mod Olivers.
“Det gør ondt at falde, søn,” sagde Julian lavt. “Og det er helt i orden, at du ikke orker at rejse dig lige nu. Vi bliver bare siddende her på gulvet sammen med dig, indtil du er klar.”
Emma satte sig på Olivers anden side og lagde hovedet mod hans skulder. I næsten en time sad de fire på gulvet i det lille rækkehus, spillede kort og spiste brændte småkager, som Julian havde forsøgt at bage dagen før. Ingen nævnte fysioterapi. Ingen talte om fremskridt. Og netop fordi presset forsvandt, faldt Olivers skuldre langsomt ned på plads.
Da foråret endelig kom, og de første vintergækker brød gennem den frosne jord i den lille baghave, var der rejst et smukt, lavt værkstedshus for enden af græsplænen. Det var bygget udelukkende af det genbrugte cedertræ fra det gamle træhus. Det lå helt nede på jorden, uden stiger og uden farlige højder, med en bred, blid trærampe, så alle kunne komme ind.
Inde i værkstedet stod Julian og Rafael sammen ved et langt arbejdsbord. De havde startet et lille, fælles snedkeri, der specialiserede sig i at bygge specialdesignede møbler og legeredskaber til børn med særlige behov. Julian stod for regnskabet og materialerne, mens Rafael stod for håndværket – og både Oliver og Nico var faste lærlinge efter skoletid.
En lørdag i april stod dørene til værkstedet på vid gab ud mod haven. Solen varmede de nylakerede brædder.
Oliver sad på en bænk ved døren med to underarmskrykker lænet op ad låret. Hans ben var stadig svage, og han brugte stadig kørestolen på lange ture, men indenfor og i haven kæmpede han sig frem ved egen kraft.
“Nico!” kaldte Oliver ud i haven, hvor Nico var i gang med at sparke til en fodbold. “Kom og hold brættet, mens jeg skruer det fast!”
Nico løb hen til rampen, hans sko dækket af græs og jord, præcis som den dag han var sprunget over muren. Oliver rejste sig langsomt ved hjælp af krykkerne, fandt balancen med et koncentreret udtryk i ansigtet og tog fire sikre, langsomme skridt hen til høvlbænken.
Emma stod i køkkendøren med en kande saftevand i hænderne.Da Julian kom ud fra værkstedet for at tørre hænderne, mødtes deres blikke. De boede stadig hver for sig, og arrene fra fortiden var ikke tryllet væk. Men da Emma så det rolige, ærlige udtryk i Julians øjne – og så det lille skæve træskilt, som drengene havde sømmet fast over værkstedsdøren med teksten Ingen mure her – smilede hun til ham. Ikke et høfligt, påtaget smil, men det ægte smil, som Oliver havde savnet i så mange år.






