Jeg kiggede på Patricia, og for første gang, siden jeg havde kendt hende, kunne hun ikke finde på noget at sige med det samme.

Hans ansigt lukkede sig.

— Isabelle behøvede ikke at sende dig det.

Kevin sænkede telefonen.

– Det er ikke problemet.

– Det var mellem hende og mig.

— Nej. Problemet er, at du prøvede at provokere noget i Elodie på vores bryllupsdag for at se, om hun ville “bryde sammen”.

Patricia krydsede armene.

— Du gør et stort nummer ud af det. Jeg satte korkpropper på et slør, jeg lagde ikke et glas i hendes hånd.

Jeg kunne mærke min mor stå ubevægelig bag mig. Sarah, derimod, var holdt op med at se væk. Hendes kæbe var sammenbidt.

Kevin lagde sløret på sengen, ligesom man ville placere noget skrøbeligt efter en ulykke.

– Du vidste, at det ville gøre ondt på hende.

— Hun er seksogtredive, Kevin. Hun kan tåle en joke.

Han nikkede let. Ingen dramatisk vrede. Intet råb. Bare det udtryk, jeg kendte fra ham, da en beslutning lige var blevet truffet i hans indre.

– Mor, kom ud af værelset.

Patricia blinkede.

– Undskyld?

— Kom ud. Nu.

Hun kiggede på mig, som om jeg skulle gribe ind på hendes vegne.

I et sekund vendte den gamle refleks tilbage. Den der plejede at drive mig til at formilde alle, til at sige, at det ikke var en stor ting, til at sluge ydmygelsen for ikke at skabe opstyr.

Jeg tænkte på min mor ti år tidligere, hvor hun sad ved sit køkkenbord og simpelthen bad mig om at holde op med at lyve om den tilstand, jeg var i.

Så jeg blødgjorde ikke noget.

“Jeg vil have hende til at gå,” sagde jeg.

Patricia trak vejret tungere.

— Meget godt. Siden jeg tydeligvis er timens monster…

“Gør ikke det,” afbrød Kevin. “Der er ingen, der har kaldt dig det.”

Han åbnede døren for hende.

Hun gik uden at tage sin taske.

Så snart døren lukkede sig, begyndte mine ben at ryste.

Jeg satte mig ned foran toiletbordet. Sarah lagde en hånd på min skulder. Min mor gik hen til sløret og stoppede så et par centimeter væk, som om hun var bange for at beskadige det yderligere.

“Vi kan fjerne dem,” sagde hun.

Det var præcis den sætning, jeg havde brug for.

Ikke “glem.” Ikke “tænk på dit bryllup.” Ikke “sådan er hun bare.” Kun: vi kan fjerne dem.

Sarah ringede til syersken. Da hun indså, hvad der var sket, lukkede hun sin butik tidligt og kom selv med et lille sysæt. Hun havde stadig en stump af den samme blonde.

I tyve minutter åbnede vi båndene et efter et.

Hver eneste fjernede prop faldt ned i en skotøjsæske, som Sarah havde fundet i garderoben. Lyden var næsten latterlig: bank, bank, bank.

I det tiende minut begyndte jeg at græde.

Ikke på grund af tørst. Ikke fordi Patricia havde “vækket” noget, som hun så kunne bruge som bevis.

Jeg græd, fordi jeg endelig havde forstået, hvad hun havde ledt efter i flere måneder.

Hvert glas hun tilbød ved middagen, hver kommentar om champagne, hvert smil da jeg bad om danskvand var ikke bare klodsethed. Hun ventede på et fejltrin, der ville give hende mulighed for at fortælle sin søn, at hun havde haft ret i at mistro mig.

Kevin blev ved vinduet, mens syersken reparerede sømmen. Han ville ikke røre mig uden at spørge. Af og til svarede han på en besked fra arrangøren eller fotografen.

Så ringede hans telefon.

Det var Isabelle.

Han tændte først for højttalertelefonen efter at have kigget på mig og spurgt, om det var okay med mig.

Hendes tante talte hurtigt, med lav stemme.

— Elodie, jeg er ked af det. Jeg burde have advaret Kevin i går aftes. Jeg troede, hun bluffede.

“Hvorfor endte du med at sende ham skærmbilledet?” spurgte jeg.

Stilhed.

— Fordi hun sendte mig et billede af sløret i morges, hvor hun skrev: “Se, jeg gjorde det.” Og fordi jeg ikke ville have, at hun bagefter skulle sige, at det var en spontan idé, eller at alle syntes, det var sjovt.

Rummet frøs til igen.

Det var det første rigtige vendepunkt.

Indtil da havde Patricia altid formået at præsentere sine bemærkninger som temmelig grove vittigheder. De andre lo af forlegenhed, skiftede emne eller sagde i al hemmelighed, at jeg ikke skulle høre efter.

Denne gang nægtede en fra hans egen familie at give ham et alibi.

Kevin spurgte:

— Hvor er hun?

— Nede i stuen, i den lille stue. Hun fortæller alle, at Elodie har ydmyget hende, og at hun er forhindret i at deltage i brylluppet.

Jeg lukkede øjnene.

Sådan har du det. Anden akt var allerede begyndt.

Kevin spurgte mig, hvad jeg ville lave.