“Jeg havde to små kameraer installeret i detektorhusene,” sagde han. “Et øverst, et nederst. De optog på et hukommelseskort. Jeg kunne bagefter tjekke, om det var faldet ned.”

Ingen talte i et par sekunder.

Julie greb fat i bordkanten.

Hendes advokat var den første til at reagere.

— Hr., De påstår, at der er skjulte kameraer i en ejendom, De ikke har ejet i seks år?

Maurice nikkede.

— Jeg siger, at de var der, da jeg solgte dem. Jeg glemte dem. De blev drevet af kredsløbet. De var ikke forbundet til internettet.

Dommeren spurgte ham, om han havde konsulteret dem siden salget.

— Aldrig. Jeg havde ikke længere muligheden. Men jeg ved, hvor de er.

Hans datter tog så en gennemsigtig pose op af sin taske. Ikke en video. Ikke et hukommelseskort. En gammel installationsfaktura, fundet samme morgen blandt hendes fars papirer, med udstyrets referencenummer.

Mit hjerte hamrede, men min advokat placerede to fingre på min underarm.

“Ikke endnu,” mumlede hun.

Hun havde ret.

Vi havde ingenting endnu.

Dommeren omsatte ikke den udtalelse til en dom. Han beordrede, at oplysningerne skulle videregives til de efterforskere, der allerede behandlede Julies klage. Høringen blev udsat. Da jeg gik, mødte jeg hendes mor. Tolv dage tidligere havde hun kaldt mig et monster i en besked, før hun blokerede mig. Denne gang kiggede hun væk.

På trappen til retsbygningen gentog min advokat, hvad hun havde sagt fra begyndelsen:

— Et gammelt kamera kan være i stykker. Kortet kan være tomt. Huset kan være blevet skiftet. Du kan ikke bygge noget, før du har set det.

Jeg spurgte ham, hvad der ville ske, hvis billederne eksisterede.

— Så taler vi om billederne. Ikke hotellet. Ikke Lionel. Billederne.

Det var næsten brutalt, men jeg havde brug for det.

Om eftermiddagen sikrede efterforskerne sig de to enheder, som Maurice havde rapporteret. Klokken 17:12 sendte min advokat mig tre ord: “De har dem.”

Jeg svarede ikke.

Jeg sad i min søsters kælder med ansigtet mod en hylde fyldt med syltetøjsglas og gamle vandrestøvler. Huset, hvor jeg stadig betalte hver måneds realkreditlån, lå femten minutter væk. Min tremmeseng stod stadig i garagen, en halvslebet ahornbjælke på arbejdsbordet.

Min søster satte en kop kaffe foran mig.

– Vil du have, at jeg bliver?

– Ja.

Det var alt, hvad jeg nåede at sige.

Næste morgen ringede min advokat til mig. Hendes stemme var langsommere end normalt.

— Damien, begge kort virker.

Jeg satte mig ned på jorden.

Hun forklarede mig, at optagelsen var i loop og ville forblive i flere uger endnu. Tidsstemplet var ikke perfekt indstillet, men efterforskerne var i stand til at krydsreferere optagelserne med tidspunktet for Julies opkald og med naboens udendørskamera.

Så sagde hun:

— Vi ses i garagen indtil efter efteråret.

Jeg følte ikke den lettelse, jeg havde forestillet mig. Jeg frøs.

Billederne fra den øverste repos viste Julie alene klokken 20:31. Hun sad på det trin, hvor jeg allerede havde fundet hende to gange. Hun ventede. Hun rejste sig. Hun kiggede mod garageporten.

Klokken 20:36 gik hun ned et par trin, kom op igen og lagde derefter sin telefon tilbage i cardiganlommen.

Klokken 20:38 viste det nederste kamera hende klamrende sig til rækværket. Hun gik frivilligt ned til det tredje trin, satte sig næsten ned, tøvede og lod sig så falde sidelæns.

Jeg klamrede mig til bordkanten.

– Hun var gravid.

Min advokat svarede ikke.

Faldet havde været virkeligt. Det brækkede håndled var virkeligt. Blå mærket på hendes hofte var virkeligt. Måske var det det, der gjorde billederne sværere at se på: hun havde ikke foregivet at have en skade. Hun havde bevidst skadet sig selv.

Elleve sekunder senere åbnede garageporten sig, og jeg dukkede op på marken, stadig med støvmasken om halsen. Jeg løb hen imod hende.

Der var ikke behov for lyd.

Jeg var der ikke, da hun faldt.

Da høringen blev genoptaget to dage senere, bar Julie ikke længere sin gips som et flag. Hun holdt armen tæt ind til sig og stirrede ned i bordet.

Hendes advokat forsøgte en forsigtig fremgangsmåde: Julie var bestemt faldet alene, men hun var i en tilstand af frygt forårsaget af vores skænderi og fortolkede derefter min ankomst som en trussel.

Dommeren stillede ham et simpelt spørgsmål:

— Frue, hvorfor har De gentagne gange sagt, at han skubbede Dem?

Julie kiggede på sin advokat, før hun svarede.

– Jeg var i panik.

— Du beskrev hans to hænder bag din ryg.

Hun lukkede øjnene.

– Sådan havde jeg det.

For første gang sad hendes mor ikke lige bag hende. Hun var flyttet to sæder til siden.

Dette lille tomme rum påvirkede mig næsten lige så meget som billederne.

Min advokat smilede ikke. Hun forsøgte ikke at ydmyge Julie. Hun gennemgik blot kronologien: skænderiet om huset, min afgang til garagen, lyset synligt udefra, det filmede fald, min ankomst elleve sekunder senere, og så anklagen.