Ikke som primær bolig lige med det samme. Jeg boede først et par måneder i lejligheden i centrum, mens tingene faldt til ro. Jeg var nødt til at finde ud af, om jeg virkelig ville tilbage, eller om huset var blevet for fyldt med minder.
Endelig, en efterårsmorgen, åbnede jeg skodderne igen, lukkede den friske luft ind og lavede kaffe i køkkenet.
Der var ikke flere kasser i gangen.
Ikke flere stemmer til at fortælle mig, hvordan tingene ville fungere fra nu af.
Slut med at dreje en masse nøgler for enden af en finger som et trofæ.
Kun den blå skål, placeret nær indgangen, med mine nøgler indeni.
Jeg tænkte på alt, hvad jeg havde ofret for at købe dette hus, og derefter på alt, hvad jeg næsten havde ofret for at undgå en konflikt.
Det andet beløb ville have været meget større.
Og denne gang taler jeg ikke om penge.






