Jeg gav mit navn, min fødselsdato og de nødvendige oplysninger. Min stemme var rolig. Det var næsten det, der overraskede mig mest.

Rådgiveren spurgte mig, hvilket kort jeg ville spærre.

Jeg gav ham de sidste fire cifre.

“Har du dette kort i din besiddelse?”

Jeg kiggede på Adrien, stadig på tærsklen.

“Nej. Den blev betroet til min søn i en nødsituation. Jeg ønsker, at den spærres med det samme, og at der ikke foretages yderligere betalinger.”

Prisca ankom bag ham.

“Sylvie, vent, vi kan ordne det her sammen.”

Jeg løftede en finger uden at råbe.

“Ikke nu.”

For første gang siden jeg havde kendt hende, blev hun tavs.

Rådgiveren bekræftede blokeringen og spurgte mig derefter, om jeg ville rapportere transaktioner, som jeg ikke genkendte.

Jeg følte min mave snøre sig sammen.

“Ja. Men jeg er nødt til at gennemgå mine optegnelser.”

“I så fald, frue, bedes du notere alle de involverede transaktioner, selv de mindste. Vi åbner en fil.”

Alle de mindste.

Den sætning fulgte mig direkte ind i stuen.

Jeg tog min frakke af, stillede min kuffert op mod væggen og åbnede sekretærskuffen.

Adrien kom ind bag mig. Prisca blev et par meter væk.

Jeg tog papmappen frem, hvor jeg havde opbevaret mine kontoudtog. Januar. Februar. Marts. April.

Prisca sukkede.

“Du skal vel ikke skrælle alting nu?”

Jeg kiggede op.

“Hvorfor ikke?”

Hun krydsede armene.

“Fordi vi taler om et julemåltid, ikke et røveri.”

Adrien gav ham et mærkeligt blik.

“Prisca, vær stille i to minutter.”

Hun vendte sig irriteret mod ham.

“Undskyld?”

Jeg tog en pen og begyndte at indkredse de operationer, jeg ikke genkendte.

I starten var det beskedne beløb: 38 euro hos et konditori/cateringfirma i det 6. arrondissement, 64 euro hos en blomsterhandler, 119 euro i en boligindretningsbutik. Så 220. Så 480. Så 760 euro for møbelleje til en fødselsdagsfest, jeg ikke engang deltog i.

Adrien lænede sig over min skulder.

“Vent. Er det din fars dag i dag?”

Prisca svarede for hurtigt.

“Ja, men din mor blev inviteret.”

Jeg løftede hovedet.

“Jeg var i Annecy den weekend.”

Adrien sagde ingenting.

Jeg vendte en ny side.

Et gebyr på 312 euro til en gourmetleveringsservice.

Jeg huskede den aften rigtig godt: Jeg spiste en grøntsagssuppe alene foran en dokumentar, overbevist om, at jeg havde brugt lidt for mange penge i løbet af ugen.

“Og dette?” spurgte Adrien.

Prisca trak på skuldrene.

“Racing. For os. Endelig for alle.”

“Hos dig?”

Hun svarede ikke.

Jeg fortsatte.

Jo længere jeg kom, desto mere tegnede et mønster sig. Betalingerne var ikke tilfældige. De fulgte Priscas begivenheder: fødselsdage, middage, weekender med venner, gaver til grupper, reservationer. Nogle beløb svarede endda til øjeblikke, hun havde pralet med over for mig.

Så hørte jeg min egen stemme, fra måneder tidligere: “Jeg bliver distraheret.”

Og hendes: “I din alder er det normalt at glemme små ting.”

Jeg lagde pennen.

Den sætning havde jeg ikke glemt.

Adrien kiggede på hende.

“Fortalte du ham det?”

Prisca rødmede.

“Men jeg lavede bare sjov.”

“Hun troede, hun var ved at miste hukommelsen.”

“Jeg kunne ikke have vidst, at hun ville dramatisere det.”

Noget ændrede sig i min søns ansigt. Det var ikke vrede endnu. Det var værre for hende: det var tvivl.

Han tog en stol og satte sig ved siden af ​​mig.

“Mor, vis mig alt siden januar.”

Prisca tog et skridt fremad.

“Adrien, helt ærligt, vil du deltage i det her?”

Han kiggede ikke engang på hende.

“Ja.”

Vi brugte næsten en time på at gennemgå hver linje.

Jeg genkendte nogle af købene. De andre noterede jeg på et stykke papir. Når en titel virkede bekendt for mig, uden at jeg vidste hvorfor, søgte Adrien igennem gamle familiebeskeder.

Klokken 16:43 stoppede han brat.

“Der.”

Han lagde sin telefon på bordet med skærmen vendt mod sig selv for at undgå at vise mig private notifikationer, og læste derefter en gammel besked fra Prisca i deres familiegruppe højt: “Tak for den fantastiske aften, jeg organiserede alt selv i år.”

Den tilsvarende opkrævning fremgik af min kontoudtog tre dage tidligere.

1.184 euro.

Jeg mærkede kulden komme tilbage, selvom varmen var tændt.

“Hvad var det?” spurgte jeg.

Adrien kørte en hånd hen over hans ansigt.

“Hans fyrretyvende fødselsdag.”

Prisca svarede straks:

“Du ved jo godt, at jeg havde planlagt at betale det tilbage.”

“Hvornår?” spurgte han.

Hun åbnede munden.

Der kom ingen lyd ud.

Jeg stablede lagnerne uden at ryste.

“Hvor mange?” spurgte Adrien.

Jeg lavede additionen én gang. Så en anden gang.

Over elleve måneder oversteg de transaktioner, jeg ikke genkendte, 8.000 euro.

Stilheden der fulgte var så tydelig, at jeg kunne høre uret tikke i gangen.

Prisca rystede på hovedet.

“Det er ikke muligt. Der må være nogle af dine køb derinde.”

“Måske,” sagde jeg. “Det er netop derfor, banken vil tjekke.”

Hun rettede optegnelserne.

“Banken?”

“Ja.”