Ifølge Zoé, som havde sendt sin fuldmægtig til stedet for at overvære “forestillingen”, havde Mark forsøgt at klandre sin far for det hele, hvorefter Frank var faldet om med et mindre hjerteanfald på fortovet og var blevet kørt væk i en hvid ambulance med blåt blink – uden at nogen af de fine naboer turde række en hånd ud for at hjælpe.

Megan var angiveligt flyttet ind hos en veninde i Evanston, og Peterson Logistics var blevet erklæret konkurs af byens skattemyndigheder tirsdag eftermiddag.

Men alt det var nu næsten ligegyldigt.

Jeg stod på altanen i min nye penthouselejlighed på 38. etage med udsigt over Lake Michigan, hvor de grå bølger skummede mod molen i det sene novembervejr. Solen var ved at gå ned og malede himlen i dybe nuancer af lilla, brændt orange og kold stål.

Bag mig i stuen lød lyden af glade grin. Lily sad på gulvet sammen med Zoé og byggede et enormt tårn af Duplo-klodser, mens der duftede af friske pandekager fra det åbne køkken.

“Mor!” råbte Lily og holdt en rød klods op i vejret. “Se, jeg har bygget et slot! Og der er ingen sure onkler, der kan komme ind, fordi vi har en lås på døren, som kun vi kender koden til!”

Jeg smilede, tog en tår af min kaffe og gik ind i stuen, idet jeg satte mig på knæ ved siden af min datter og kiggede ind i herlige, klare øjne, der ikke længere kendte til frygt.

“Det er det sikreste slot i hele verden, skat,” sagde jeg blidt og kyssede hende på hovedet. “Og denne gang er det os, der bestemmer, hvem der må banke på.”

Zoé kiggede op over klodserne, sendte mig et bredt, triumferende smil og skårede med sin kaffekop.

“Til nye slotte,” hviskede hun.

“Til nye slotte,” svarede jeg og vidste, at det her kun var begyndelsen på et helt nyt liv.