“Åh, kom nu! Vi har alle gjort det her i årevis.”
Denne gang løftede Sophie hovedet.
“Det kan faktisk være problemet.”
Élodie så på hende, som om hun lige havde skiftet side.
Sophie fortsatte, mere sagte:
“Monique har ret i én ting. Vi organiserede vores tur ud fra den antagelse, at hun ville tage børnene med. Det samme gjorde jeg. Jeg spurgte ikke.”
Julien sank tilbage i sin stol.
“Heller ikke mig.”
Élodie var den eneste, der ikke gav efter.
“Så nu vil alle opføre mig, som om jeg er skurken?”
“Nej,” svarede jeg. “Vi fortsætter, som om alle er ansvarlige for, hvad de har gjort.”
Hun ville sige noget, men Julien afbrød hende.
“Vent. Mor, hvorfor nævnte du din fødselsdag i din besked?”
Jeg havde næsten ikke lyst til at svare.
Så besluttede jeg, at hvis denne samtale skulle tjene noget formål, måtte den gå hele vejen.
“Fordi ingen kom. Fordi du skrev fire dage senere. Fordi Elodie ringede tre dage senere. Og fordi jeg dagen efter passede to af børnene for at hjælpe dig.”
Julien blev bleg.
Sophie vendte sig mod ham.
“Hvornår var det?”
“I oktober,” sagde jeg.
Han kiggede på bordet.
“Jeg troede, det var den følgende uge.”
“Nej.”
Ingen talte i flere sekunder.
Så udbrød Élodie:
“Du kunne have fortalt os det.”
Jeg smilede næsten.
“Jeg har brugt ti år på at fortælle dig, at jeg er træt, uden nogensinde at forhindre dig i at gå derfra med kasser med rester og dine børn under armen. Måske sagde jeg det forkert. Måske, endnu vigtigere, var du mere interesseret i ikke at høre det.”
Marc, som næsten ikke havde sagt noget, nikkede langsomt.
“Hun tager ikke fejl.”
Élodie sendte ham et dystert blik.
Han tilføjede:
“Jeg taler også for mig selv. Jeg lod det ske, fordi det passede os.”
Den sætning havde mere effekt end noget andet.
Fordi det kom fra hendes egen mand.
Diskussionen tog derefter en mere praktisk drejning. Var hotellerne refunderbare? Nej, ikke helt. Julien og Sophies ophold kunne omplanlægges mod et gebyr. Élodie og Marcs var praktisk talt tabt.
I en halv time talte de om penge, organisering og løsninger.
Jeg lyttede til dem.
Men jeg tilbød ikke at gemme deres program.
Dette var nyt for mig.
Til sidst spurgte Julien:
“Og du, skal du virkelig til Wimereux?”
“Ja. I morgen.”
“Med Claire?”
“Ja.”
Han nikkede.
“Okay.”
Élodie rejste sig brat op.
“Nå, nyd det.”
Hun gik før de andre.
Næste morgen kom Claire for at hente mig. Hun kørte i en lille grå bil fyldt med bløde tasker, tørklæder og en termokande med kaffe. Da hun så mig med min kuffert, sagde hun blot:
“Du ser lysere ud.”
Jeg svarede ham:
“Men jeg har dog medbragt tre trøjer.”
Hun lo.
Og den latter gjorde mig utrolig godt.
Wimereux var koldt, lyst og blæsende. Vi gik langs havmuren med frakkerne lynet op til hagen. Vi spiste fisk og skaldyr i et lille brasserie, købte peberkager på et julemarked og så havet blive næsten sort sidst på eftermiddagen.
Om aftenen den 24. vibrerede min telefon flere gange.
Et billede af børnene i deres nattøj.
En besked fra Julien: “Vi improviserede pizzaer og en film. De er begejstrede.”
Så senere: “Det er meget arbejde.”
Jeg stod og kiggede på den sætning et øjeblik.
Det er meget arbejde.
Tre ord.
Han skulle bare tilbringe én hel dag med fem julebegejstrede børn for at indse, hvad han bad mig om at absorbere, med otte af dem, i tre dage.
Jeg svarede: “Ja. Men det kan være meget glædeligt, når man vælger at gøre det.”
Han sendte et hjerte.
Élodie skrev for sin del ingenting.
Om morgenen den 25. spiste vi morgenmad med udsigt over havet. Claire læste, mens jeg kiggede på bølgerne. Jeg havde ikke hældt atten kopper kaffe op. Jeg havde ikke tjekket, om en kapun var gennemstegt. Jeg havde ikke samlet noget indpakningspapir op.
Og mod alle odds var jeg ikke ked af det.
Jeg var rolig.
Omkring middagstid ringede min telefon. Det var mit barnebarn Manon, elleve år gammel, Elodies datter.
“Bedstemor?”
“Ja, min skat. Glædelig jul.”
Hendes stemme var tøvende.
“Mor sagde, at du ville have lidt fred og ro i år.”
Jeg følte noget stramme sig i mit bryst.
Det var den grænse, jeg nægtede at lade blive overskredet.
“Hør godt efter, Manon. Jeg ville primært have, at de voksne skulle spørge mig, før de organiserede min tid. Det har intet at gøre med dig eller nogen andre. Jeg elsker jer alle præcis lige meget.”
Hun forblev tavs.
Så spurgte hun:
“Kan vi sove hos dig igen?”
Jeg smilede.
“Selvfølgelig. Når vi har valgt en dato sammen.”
“Okay.”
Efter opkaldet kiggede Claire på mig.
“Hvordan har du det?”
“Ja. Ja, der.”






