De to kvinder blev arresteret. Marina samarbejdede, anerkendte Celestes rolle, men tog ansvaret for selv at trykke på knappen.

Måneder senere finansierede de inddrevne penge endelig de manglende nødradioer, og Harbor Light genåbnede under uafhængig ledelse.

På kajen så Helena Rafael installere en radio på en fiskerbåd. Hun havde medbragt ham en ny redningsvest og huskede, hvordan han plejede at lade som om, han skulle reddes, bare for at få hende til at grine.

Han undersøgte strimlerne og smilede. “Du ved, at jeg allerede har seks af disse?”

„Jeg ved det,“ sagde Helena og spændte alligevel bæltet. „Jeg vil bare have, at du kommer hjem.“

KAPITEL 1: SKYGGER PÅ KAJEN
Eftermiddagssolen kastede lange, gyldne stråler over havnen i det nordlige fiskerleje, hvor luften altid duftede af salt, tjære og ristede fiskefileter fra den lille bod ved hjørnet. Seks måneder var gået siden den skæbnesvangre dag på luksusyachten, hvor Helena var blevet reddet fra at synke mod havets bund. Seks måneder med juridiske opgør, vidneudsagn, lukkede døre i retten og utallige søvnløse nætter, hvor synet af det tykke glas og det mørke vand havde hjemsøgt hende.

Men i dag føltes luften anderledes. Lettere.

Helena stod på den slidte træbro og så på sin bror, Rafael, der omhyggeligt skruede den sidste antenne fast på en af de nye, vejrbestandige nødradioer. Enheden skinnede i den lavtstående sol – et lille fyrtårn af tryghed for de mænd og kvinder, der dagligt risikerede livet på det uberegnelige hav.

“Test, en-to, test,” mumlede Rafael, mens han trykkede på den lille gummibelagte sendeknap. En sprød, klar lyd med et blidt baggrundsstøjbånd svarede prompte fra kontrolboksen på væggen ved hans side.

“Klar og tydelig, skipper,” sagde en ældre fisker ved navn Jens, der stod lænet op ad rælingen på sin kutter, Søstjernen. Han rystede på hovedet med et bredt smil, der rynkede hans vindbarka ansigt. “Det er første gang i tyve år, jeg føler, at nogen heroppe faktisk lytter til os, før katastrofen rammer. Ikke også, Helena?”

Helena nikkede og lod blikket glide ud over horisonten, hvor bølgerne slog dovent mod molemolerne. “Jo, Jens. Lad os håbe, det forbliver sådan.”

Selvom Harbor Light Foundation nu kørte under ny, uafhængig og gennemsigtig ledelse, og selvom Celeste og Marina sad varetægtsfængslet i Vestre Fængsel i afventning af domsafsigelsen – Marina med en fuld tilståelse, der kulegroede alle detaljer om underslæbet og mordforsøget, og Celeste i fuld gang med at hyre de dyreste forsvarsadvokater for at undgå den ultimative straf – så følte Helena stadig, at fundamentet under hendes tilværelse var revnet. Man kan ikke stirre døden i øjnene igennem en tyk glaskiste uden at forandre sig for altid.

Hendes hænder rystede svagt, når hun tænkte på de to veninder, hun havde stolet på gennem tykt og tyndt. Særligt Marina. Pigen, der havde grædt ved sin mors kiste, og som Helena havde taget under sine vinger. At den samme person havde hjulpet med at drukne hende… Det var et sår, der aldrig helt ville hele.

“Hey.”

Rafael lagde en varm, ru hånd på hendes skulder og afbrød hendes mørke tanker. Han kiggede på henne med de samme kloge, mørke øjne, som hun huskede fra deres barndom. “Du er langt væk igen. Det er slut med at tænke på glaskister og falske fakturaer nu, Helena. De er bag lås og slå. Systemet virker, endelig.”

“Jeg ved det godt, Rafael,” hviskede hun og trak jakken tættere om sig, selvom sommerbrisen var mild. “Det er bare… mærkeligt. At gå her i den by, hvor alle kender mit ansigt, og hvor folk enten kigger på mig med medlidenhed eller mistænksomhed. Som om jeg er hende pigen, der næsten blev myrdet af sine bedste venner.”

“Lad dem kigge,” svarede Rafael og tørrede sine olieplettede fingre i et stykke viskestykke. “Du reddede fonden. Du fik sandheden frem. Og vigtigst af alt: Du overlevede.”

Før Helena nåede at svare, ringede hendes telefon i lommen. En skarp, insisterende tone skar igennem havnelivets lavmælte summen af mågeskrig og skvulpende vand.

Hun tog den frem. Skærmen viste et ukendt nummer.

Normalt ville hun have afvist det – efter måneder med journalister, nysgerrige naboer og chikane fra Celestes fjerne forretningsforbindelser var hun blevet ekstremt varsom med hvem, hun talte med. Men der var noget ved opkaldet, en underlig, lumsk fornemmelse i maven, der fik hendes fingre til at trykke på svarknappen.

“Helena Vance?” spurgte en kold, kontrolleret mandsstemme i den anden ende.

“Ja, det er mig. Hvem er det?”

“Du kender mig ikke, men vi har en fælles bekendt. En person, som er meget ked af, at du overlevede din lille svømmetur i efteråret.”

Helenas hjerte sprang et slag over. Verden omkring hende syntes at fryse til is. “Hvem er i telefonen? Hvor fik du dette nummer fra?”