En solrig eftermiddag sad Rosa på terrassen med en kop kaffe i hånden, mens hun kiggede ud over haven. Mia løb rundt på græsplænen og forsøgte at fange rigtige sommerfugle med et lille net, hun havde fået i fødselsdagsgave af sin onkel.
Luca kom gående ad grusstien med hænderne i lommerne. Han standsede et øjeblik og kiggede på sin niece, før han satte sig i stolen ved siden af Rosa.
“Det er en underlig fornemmelse,” sagde han lavt og kiggede på sine arrede hænder. “At vågne op om morgenen og vide, at man ikke behøver at se sig over skulderen længere.”
Rosa kiggede på ham, hendes blik mildere end længe. “Du burde have sagt det før, Luca. Vi kunne have klaret det sammen.”
“Måske,” svarede han og drak en tår af sin kaffe. “Men så havde Mia måske aldrig fundet det lille slips-insekt.”
De lo begge to – en befriende, ren latter, der lød over hele terrassen.
Indenfor på Rafaels kontor lå det opklippede marineblå slips stadig på skrivebordet. Det var rammet ind i en simpel træramme ved siden af Mias tegning af manden med det revnede sølvur. Det så ikke ud af meget for en udenforstående. For enhver anden ville det blot være et ødelagt stykke tøj og en barnlig krusedulle.
Men for Rafael var det minde om den dag, hvor en femårig pige med en lyserød saks skar igennem ti års løgne og frelste sin familie fra mørket.
Han satte sig ved skrivebordet, tog sin pen og kiggede ud på haven, hvor datteren jublede, hver gang en sommerfugl undslap hendes net.
Godset var deres igen. Fremtiden lå åben. Og denne gang var der ingen skjulte lyttesendere gemt i sømmene.






