Aram lagde langsomt Nares telefon på natbordet. Skærmens kolde, blå lys lyste hendes blege ansigt op i soveværelsets halvmørke. Hendes vejrtrækning var overfladisk, næsten panisk, og hendes øjne flakkede mellem telefonen og Arams udtryksløse ansigt.

“Om jeg svarede ham?” gentog Aram med en stemme så lav og behersket, at det fik Nare til at krympe sig sammen. “Nej, Nare. Jeg svarede ikke. For jeg ved ikke, hvem han er. Og jeg ved ikke, hvad det er for en ‘konsulentvirksomhed’, jeg har finansieret med over to hundrede tusind i løbet af det sidste halve år.”

Nare greb ud efter telefonen, men Aram lagde sin hånd fladt over den. Det var ikke en voldelig bevægelse, men den var urokkelig.

“Ikke flere løgne,” sagde han. “Ikke mere med, at du er træt, eller at det er en bogføringsfejl. Manden skriver, at han kommer herhen. Ind i mit hus. Så nu fortæller du mig alt, fra begyndelsen til slutningen, eller også ringer jeg efter politiet i dette sekund.”

“Nej! Ikke politiet!” udbrød Nare og greb fat i hans underarm. Det var første gang i månedsvis, hun frivilligt havde rørt ved ham, men hendes fingre var iskolde og rystede. Tårerne brød endelig gennem den mur, hun havde bygget op omkring sig selv. “Aram, vær så venlig… hvis du blander politiet ind i det, ødelægger han alt. Han ødelægger dig.”

Aram rynkede panden. Han havde forberedt sig på den klassiske, ydmygende forklaring: en affære, der var gået galt. En yngre elsker, der nu afpressede hende for ikke at afsløre deres hemmelighed. Men frygten i Nares øjne handlede ikke om skam over utroskab. Det var ren, uforfalsket rædsel.

“Hvem er han, Nare?”

Nare trak knæene op til brystet og begravede ansigtet i sine hænder. Da hun begyndte at tale, var hendes stemme næsten uhørlig.

“Han hedder Kaan. Kaan Vural.”

Aram stivnede. Navnet var ham ikke fremmed. For tre år siden, da Arams arkitekt- og entreprenørfirma stod på randen af sit største gennembrud – kontrakten om at bygge det nye erhvervscenter i udkanten af byen – havde Kaan Vural været en af underleverandørerne på stålkonstruktionerne. Kaan var blevet fyret midt i processen, da Aram opdagede grove uregelmæssigheder i hans leverancer. Kort efter gik Kaans firma konkurs.

“Hvad har Kaan Vural med dig at gøre?” spurgte Aram, mens en kold fornemmelse bredte sig i hans bryst.

“Det handler ikke om mig,” hviskede Nare og så op på ham med rødkantede øjne. “Det handler om din lillebror, Emre. Og om ulykken på byggepladsen for to år siden.”

Aram følte, at gulvet gyngede under ham. For to år siden var et stillads kollapset på en af hans byggepladser en sen aften. En nattevagt var kommet alvorligt til skade, men havde overlevet. Arbejdstilsynet og politiet havde konkluderet, at det var en hændelig ulykke forårsaget af ekstremt stormvejr og en skjult материаfejl i boltenes legering. Firmaet havde betalt en stor erstatning til vagten, forsikringen havde dækket resten, og sagen var blevet lukket.

Emre – Arams yngre, umodne bror, som Aram havde ansat som byggepladsleder for at give ham en chance i livet – havde haft ansvaret for sikkerheden den uge.

“Hvad har Emre med det at gøre?” pressede Aram frem.

“Det var ikke stormen, Aram,” hulkede Nare. “Og det var ikke en fabrikationsfejl. For syv måneder siden opsøgte Kaan mig på en café. Han lagde en mappe på bordet foran mig. Den indeholdt originale indkøbsordrer, interne beskeder og en optagelse.”

Nare trak vejret dybt og rystende, før hun fortsatte:

“Emre havde spillet hasardspil på nettet. Han skyldte penge til de forkerte mennesker. For at dække sit tab lavede han en aftale under bordet med Kaan, lige før du fyrede ham. Emre bestilte billige, ucertificerede kopibolte gennem et af Kaans skuffeselskaber og forfalskede sikkerhedsgodkendelserne med din digitale signatur. De delte differencen.”

Aram stod fuldstændig stille. Hans hjerte dunkede så hårdt mod hans ribben, at han kunne høre det i sine egne ører.

“Min digitale signatur,” gentog han tonløst.

“Emre havde adgang til dit kontor og dine koder,” sagde Nare. “Da stilladset faldt sammen, hjalp Kaan ham med at skifte de ødelagte bolte ud i ruinerne, før inspektørerne kom næste morgen, fordi Kaan stadig havde nøgler til pladsen. Men Kaan beholdt de ødelagte originaldele og al dokumentationen. På papiret – i alle officielle systemer – står der, at du personligt godkendte indkøbet af det billige materiale for at spare penge på budgettet.”

Telefonen på natbordet vibrerede igen. Et kort, aggressivt sum, der lød som en advarsel i det stille rum.

Aram kiggede ned på skærmen.

“Klokken er 00:25. Jeg giver dig til klokken 01:00. Derefter sender jeg hele mappen til anklagemyndigheden og pressen. Lad os se, hvor længe din mand kan holde sit fine firma kørende fra en fængselscelle.”