“Hvorfor kom du ikke til mig med det samme?” spurgte Aram, mens vreden og smerten kæmpede om pladsen i hans stemme. “Hvorfor betalte du ham i seks måneder? Hvorfor lod du mig tro, at du ikke engang kunne holde ud, at jeg rørte ved dig?”

“Fordi jeg skammede mig!” råbte Nare desperat, mens tårerne strømmede ned ad hendes kinder. “I starten krævede han kun halvtreds tusind for at udlevere beviserne og forsvinde. Jeg troede, jeg kunne løse det selv uden at ødelægge din familie og sende din bror i fængsel – eller risikere, at du tog skylden for at beskytte Emre! Jeg mødtes med ham for at få originalerne, men hver gang jeg betalte, gav han mig kun kopier og hævede prisen måneden efter.”

Hun kiggede ned på sine hænder, der knugede sengetæppet.

“Og når jeg kom hjem… når du lagde dine arme om mig og spurgte, hvordan min dag havde været, mens jeg brugte dine egne penge til at betale en mand, der holdt en pistol for panden af vores liv… så fik jeg kvalme af mig selv. Jeg kunne ikke holde ud, at du var god ved mig, mens jeg løj dig lige op i ansigtet hver eneste dag. Hver gang du rørte ved mig, føltes det, som om jeg forrådte dig.”

Sandheden ramte Aram med en mærkelig blanding af lettelse og dyb alvor. Den mur af kulde, der havde skilt dem ad i et halvt år, styrtede sammen på få sekunder. Hun havde ikke forladt ham i sit hjerte; hun havde forsøgt at bære en bombe alene for at redde ham og hans håbløse bror.

Aram satte sig langsomt på sengekanten igen. Denne gang tøvede han ikke. Han lagde begge hænder om Nares rystende skuldre og trak hende ind til sig. Hun stivnede et brøkdel af et sekund, før hun brød helt sammen mod hans bryst, klynkende som et menneske, der havde holdt vejret under vand i alt for lang tid.

“Det er slut med at bære det alene nu,” sagde Aram stille ind i hendes hår. Hans hjerne – den analytiske, strategiske hjerne, der havde bygget en virksomhed op fra bunden – var allerede begyndt at arbejde i højeste gear. Frygten var væk, erstattet af en iskold beslutsomhed. “Når man fodrer et rovdyr, bliver det ved med at komme tilbage. Kaan havde aldrig tænkt sig at give dig de beviser.”

Han slap hende forsigtigt, tog hendes telefon og låste den op.

“Hvad gør du?” spurgte Nare ængsteligt.

“Jeg giver ham det, han vil have,” sagde Aram med et hårdt glimt i øjnene. “Men på mine betingelser.”

Aram skrev hurtigt et svar fra Nares telefon:

Aram har spærret mit kort, fordi han undrede sig over udgifterne. Han sover nu. Jeg har kontanter og mine egne smykker i pengeskabet i hans arbejdsværelse, og jeg kan overføre resten fra vores fælles opsparingskonto, hvis du kommer herhen. Men det er sidste gang. Du tager de originale bolte og harddisken med dig i nat, ellers kan du lige så godt sende det til politiet nu, for jeg har ikke mere at give dig.

Der gik mindre end et minut, før tre små prikker viste, at Kaan skrev.

“Ingen tricks, Nare. Hvis din mand vågner, eller jeg ser skyggen af en politibil, ryger der en automatisk e-mail afsted til samtlige nyhedsredaktioner. Jeg har en tidsindstillet server sat op. Jeg er ved bagindgangen til jeres have om 30 minutter. Hav 150.000 klar.”

Aram læste beskeden højt.

“En tidsindstillet server,” mumlede Nare blegt. “Han lyver ikke, Aram. Han er paranoid. Hvis vi overfalder ham eller ringer til politiet, og han ikke deaktiverer sit system, bliver det hele sendt ud automatisk.”

“Det er en klassisk ‘dead man’s switch’ – eller også bluffer han,” sagde Aram og rejste sig. Han gik hen til klædeskabet og trak i en mørk trøje og et par bukser. “Men vi kan ikke løbe risikoen. For at udløse en straffesag om pengeafpresning og samtidig rense mit navn for dokumentfalsk, har vi brug for to ting: hans egen tilståelse om, hvordan han og Emre fabrikerede beviserne, og vi har brug for, at han selv annullerer sin eventuelle server-alarm.”

“Hvordan vil du få ham til det på tredive minutter?”

Aram tog sin egen telefon frem og ringede til et nummer, han kunne udenad. Selvom klokken var næsten et om natten, blev der svaret efter tredje ring.

“Aram?” lød en hæs, søvndrukken stemme. Det var Selim, firmaets sikkerhedschef og en tidligere efterforsker ved politiets afdeling for økonomisk kriminalitet.

“Selim, vågn op. Jeg har brug for dig på min adresse om femten minutter. Tag ikke din egen bil, parker to gader væk, og kom ind gennem naboens have til mit skur. Og tag dit lytteudstyr med.”

“Hvad foregår der?” spurgte Selim, nu helt vågen.