“Vanessa,” sagde jeg lavt. “Hun hjalp mig med jakken i morges, før jeg kørte mod kapellet.”

“Men hvad med den biometriske scanning?” spurgte Mira. “Systemet kræver dit fingeraftryk eller din nethinde, hvis der laves ændringer i ejerskabsdokumenterne.”

Jeg stivnede. Minderne fra Claras død skyllede ind over mig som isvand. Nødprotokollen. Da Clara lå på hospitalet i de sidste uger, og jeg nægtede at forlade hendes seng, havde jeg underskrevet en midlertidig nødfuldmagt, der gav Arthur og bestyrelsesformanden ret til at handle på mine vegne, hvis jeg blev erklæret ude af stand til at lede virksomheden på grund af alvorlig fysisk eller psykisk krise. Da jeg vendte tilbage på arbejde tre måneder senere, havde Arthur lagt et annulleringsdokument foran mig. Jeg havde skrevet under, og han havde lovet at registrere det hos erhvervsstyrelsen.

Han registrerede aldrig annulleringen. Han havde gemt nødfuldmagten i Boksen i tre år og ventet på det rette øjeblik.

Men hvorfor så bruge Vanessa?

Fordi nødfuldmagten krævede to ting for at blive aktiveret uden min underskrift: en lægeerklæring eller et officielt vidneudsagn fra nærmeste pårørende om, at jeg var mentalt ustabil, samt en udløsende hændelse. Hvis Vanessa havde fået min underskrift efter brylluppet, ville overtagelsen have været stille, lovlig og umulig at anfægte. Men da Nora afslørede hende ved alteret, skiftede Arthur til Plan B.

Et offentligt sammenbrud ved mit eget bryllup. En brudgom, der gik amok i kirken, anklagede sin gravide brud for bedrageri og fik hende anholdt foran halvtreds vidner. Hvis Arthur kunne slette beviserne for Vanessas svindel og samtidig fremstille mig som en paranoid, psykotisk mand, der endelig var knækket efter sin første kones død, kunne han aktivere nødprotokollen inden børserne åbnede mandag morgen.

“Far,” sagde Nora pludselig. Hun havde rejst sig fra sofaen og stod med sin lille grønne festtaske i hænderne. “Manden i køkkenet… på min video. Ham med mappen.”

Jeg knælede ned foran hende. “Ja, skat? Kan du huske noget om ham?”

“Han lugtede af de der grønne bolsjer, som onkel Arthur altid har i sin bil,” sagde hun stille. “Og da han gik ud gennem bagdøren, kaldte Vanessa ham ved et navn. Hun sagde ikke Arthur. Hun sagde Keller.”

Martin Keller.

Navnet ramte mig som et slag i mellemgulvet. Martin Keller var vicedirektør i Vanguard Nord, vores største og mest hensynsløse konkurrent. I to år havde Vanguard forsøgt at opkøbe vores patenter på grøn energilagring — det livsværk, min far havde startet, og som jeg havde færdiggjort. Jeg havde afvist hvert eneste bud, selv da de tilbød det dobbelte af markedsværdien.

Arthur stjal ikke bare penge fra kassen. Han var ved at partere hele virksomheden og sælge patenterne til Vanguard Nord under en fingeret tvangsadministration, før nogen kunne nå at stoppe ham. Og i Boksen lå de originale, fysiske overdragelsesdokumenter og server-nøglerne til vores krypterede udviklingsnetværk. Hvis Arthur fjernede de fysiske hovednøgler fra Boksen og slettede logfilerne, ville vi aldrig kunne bevise, at vores kildekode var blevet stjålet, før den lå på Vanguards servere i udlandet.

“Mira,” sagde jeg og rejste mig. “Lås alle døre. Slå alarmen til. Hvis nogen ringer på — selv hvis det ligner sikkerhedsvagter — åbner du ikke. Du ringer kun til onkel David på hans direkte linje.”

“Hvor tager du hen?” spurgte hun, men hun kendte allerede svaret.

“Til hovedkvarteret. Politiet vil bruge timer på at få en dommerkendelse til en intern erhvervstvist på en lørdag aften, og når de kommer ind, er Arthur over alle bjerge med servernøglerne.”

Jeg kyssede Nora på panden. Hun holdt fast i min krave med begge hænder.

“Pas på, far,” hviskede hun. “De er ligeglade med, hvem de gør ondt.”

“Ingen kommer til at gøre os ondt længere, Nora. Det lover jeg dig.”

Regnen piskede mod forruden, da jeg pressede speederen i bund gennem de næsten tomme gader ind mod finansdistriktet. Klokken var 21:40. Glasfacaden på Vestergaard Energi rejste sig som en mørk monolit mod nattehimmelen. Kun på fjortende sal — direktionsgangen — og dybt nede ved kælderrampen brændte der et svagt lys.

Jeg parkerede ikke i kælderen. Hvis Arthur havde kontrol over sikkerhedssystemet, ville portene låse mig inde, så snart jeg kørte ned. I stedet efterlod jeg bilen i en sidegade to hundrede meter væk, trak min våde smokingjakke tæt om mig og løb langs bygningens bagside mod det gamle nødudgangstårn fra 1980’erne.

Da min far byggede den nye glasfløj omkring den oprindelige fabrikshal, insisterede arkitekterne på at forsegle den gamle brandtrappe. Min far havde gjort det på papiret, men i virkeligheden havde han beholdt en mekanisk cylinderlås i den gamle ståldør bag fjernvarmeanlægget. Kun han og jeg havde nøglen; den hang i mit nøglebundt sammen med nøglen til vores sommerhus. Arthur anede ikke, at den eksisterede.

Låsen gav efter med et rustent klik. Jeg listede ind i den mørke skakt, hvor lugten af gammel beton og fugt hang tungt i luften, og bevægede mig lydløst ned ad støbejernstrappen mod Kælder 2.