“Fordi femten procent er krummer, når man kan få det hele!” snerrede Arthur. “Da Clara døde, så jeg, hvor skrøbelig du i virkeligheden er. Du lukkede øjnene for alt. Du lod mig styre hele maskineriet. Da Martin og Vanguard Nord kom til mig for et år siden med et tilbud på halvtreds millioner euro for at sikre dem eksklusiv adgang til patenterne, indså jeg, at jeg ikke behøvede at vente på min pension.”

Jeg flyttede mig en halv meter til venstre, så kameraet i min brystlomme fik frit udsyn til både Arthur og Martin Keller, der nu stod i døråbningen med en sort kuffert.

“Så du fandt Vanessa,” sagde jeg.

“Martin fandt hende,” rettede Arthur og glattede sit slips. “Hun havde gæld til de forkerte mennesker i København og et talent for at spille præcis den kvinde, en ensom enkemand drømmer om. Vi gav hende din profil: hvilke bøger Clara læste, hvilken parfume hun brugte, hvordan du altid bløder op, når nogen taler om familie. Da du stadig tøvede med at give hende adgang til selskabet, foreslog jeg graviditeten. Jeg vidste, at du aldrig ville svigte et ufødt barn.”

Mit bryst snørede sig sammen af afsky. “Og Nora? Du lod Vanessa true et otteårigt barn — din egen guddatter — i mit eget hjem.”

Et kort glimt af ubehag gled over Arthurs ansigt, men han børstede det væk. “Vanessa gik for vidt med pigen. Det var uprofessionelt, og det kostede hende alt. Hvis hun bare havde holdt hovedet koldt i tyve minutter mere, ville du have underskrevet fuldmagten ved receptionen, mens du drak champagne. Men det gør ingen forskel nu.”

Inde fra Boksen bippede computeren tre gange.

“Kopieringen er færdig,” sagde Martin Keller og trak USB-kablet ud af hovedserveren. Han lagde harddisken og det røde læderbind ned i en skumforet metalkuffert og klikkede låsene i. “Vi har koderne, og nødprotokollen er dateret og underskrevet af dig, Arthur. Lad vagterne tage sig af ham. Vi har et fly klokken 23:15.”

Arthur kiggede på de to mænd i mørke jakkesæt. “Hold ham hernede, indtil vi er ude af luftrummet. Sørg for, at det ser ud, som om han gik amok på inventaret. Brug hans egne hænder på tastaturet.”

De to vagter trådte frem.

Jeg ventede, indtil den nærmeste vagt var to skridt fra mig. Så kastede jeg mig baglæns ind gennem branddøren, greb svensknøglen og smækkede det tunge dørblad direkte ind i armen på den forreste mand. Et knæk lød, efterfulgt af et brøl af smerte.

Samtidig slog jeg svensknøglen med al min kraft direkte ind i glasboksen til Inergen-brandanlægget på væggen.

Glasset splintredes. Jeg rev det røde håndtag i bund.

I det næste sekund eksploderede kælderen i hvidt, blinkende stroboskoplys, og en sirene så høj, at den vibrerede i tænderne, skar gennem rummet.

ADVARSEL. INERGEN-UDLØSNING OM 30 SEKUNDER. FORLAD RUMMET ØJEBLIKKELIGT.

Den elektroniske nødlås i Boksen slog til. For at forhindre at gassen sivede ud i resten af bygningen, begyndte den to tons tunge panserdør til Boksen langsomt, men ustoppeligt at lukke sig automatisk.

Martin Keller befandt sig stadig inde i Boksen med metalkufferten. Hans øjne udvidede sig i panik, da døren begyndte at svinge i. Han sprang frem mod åbningen, men den anden vagt, der var blevet blændet af stroboskoplyset, bakkede direkte ind i ham i døråbningen. De faldt begge over dørtrinnet ud på gangen — og metalkufferten røg ud af Kellers hænder, gled hen over det glatte betongulv og stoppede lige inde på den forkerte side af panserdøren.

“Kufferten!” skreg Arthur og kastede sig frem for at gribe den.

Jeg sprang frem og greb fat i bagsiden af Arthurs jakke og trak ham voldsomt tilbage, netop som panserdøren smækkede i med et tungt, metallisk klonk, og de magnetiske bolte låste den indefra. Genstandene, de havde brugt et år på at stjæle — serverkopien, nøglerne og de originale patenter — var nu låst inde bag tyve centimeter hærdet stål, mens kvælstofgassen hvæsede ud af dyserne bag glasruden. Ingen uden redningsberedskabets masterkode kunne åbne den dør de næste fire timer.

Arthur stirrede gennem det tykke panserglas på kufferten, der lå alene på gulvet derinde. Hans ansigt var hvidt som kridt.

Så vendte han sig mod mig med et ansigt forvrænget af rent raseri.

Den anden vagt var kommet på benene og trak en teleskopstav fra bæltet. Jeg hævede svensknøglen, klar til at tage slaget, selvom jeg vidste, at jeg var i undertal.

Men før vagten nåede at svinge staven, lød der et øredøvende brag fra bilrampen for enden af kælderens hovedgang.

Sikkerhedsporten blev brudt op udefra. Blå blink skar gennem det hvide stroboskoplys, og tre mørke SUV’er — to politivogne og en sort bil, jeg kendte alt for godt — standsede med hvinende dæk på det våde betongulv.

Ud af den forreste vogn sprang fire betjente med trukne våben, og lige bag dem stod min onkel David sammen med chefanklageren for økonomisk kriminalitet.