Men han havde begået en fatal fejlregning. Han havde glemt, hvem jeg var, før ulykken. Han havde glemt, at jeg var uddannet revisor med speciale i retsmedicinsk regnskab. Han troede, at fordi mine ben var lammede, var min hjerne det også.

Omkring klokken tre om natten vågnede jeg med et sæt.

Værelset lå i halvmørke. Det svage lys fra gangen tegnede en smal stribe over gulvet. Betjenten udenfor må have taget en runde, for skyggen under døren var væk.

En svag lyd fik hårene på mine arme til at rejse sig. En skrabende lyd fra vinduet.

Mit værelse lå på første sal, men lige uden for vinduet var der en brandtrappe i stål. Jeg drejede langsomt hovedet. Uden for ruden, badet i gadelygtens gule skær, stod en silhuet.

Det var Mark.

Mit hjerte hamrede mod mine brækkede ribben, så det føltes som stød fra en elektrisk ledning. Jeg greb efter alarmknappen ved sengen, men ledningen var gledet ned bag natbordet. Jeg kunne ikke nå den.

Vinduet var låst med en simpel hasp. Mark tog en lille skruetrækker op fra lommen, stak den ind under rammen og pressede til. Med et lavt knæk gav træet efter. Han skubbede vinduet op og kravlede lydløst ind over kanten.

Han var beskidt. Hans tøj var flænset, og hans øjne lignede to brændende kul i et ansigt fordrejet af raseri.

“Shh,” hviskede han og trak en jagtkniv op fra bæltet. “Ikke en lyd, Elena.”

Jeg stirrede på ham uden at skrige. Panikken forsøgte at kvæle mig, men midt i frygten opstod en iskold klarhed. Hvis jeg skreg, ville han stikke mig ned, før betjenten nåede frem. Min eneste overlevelseschance var den samme som på gårdspladsen: tid.

“Du burde være flygtet, Mark,” hviskede jeg. Min stemme var forbavsende rolig.

“Flygte?” Han sneg sig tættere på sengen, hvert skridt kalkuleret. “Uden mine penge? Politiet var ved huset, før jeg nåede derhen. De har tømt kælderen. Du fortalte dem om pengeskabet, ikke sandt, din forræderiske kælling?”

“Selvfølgelig gjorde jeg det,” svarede jeg og holdt hans blik fast. “Du troede, jeg ville beskytte dig? Efter du slæbte mig som et stykke affald?”

Han rystede på hovedet, og et forkvaklet smil spredte sig på hans læber. “Det var en leg. De forstod det bare ikke. Allison og Scott… de forrædere. De skal nok få betalt. Men først skal vi to afslutte det her. Tror du, jeg vil lade dig sidde i en retssal og pege på mig? Tror du, jeg lader dig tage alt, hvad jeg har bygget op?”

“Du har ikke bygget noget op, Mark,” sagde jeg langsomt. “Du har stjålet det. Hver en krone fra dine underleverandører. Hver en krone fra forsikringsudbetalingen efter min ulykke.”

Han standsede en halv meter fra sengen og løftede kniven. “Hvad ved du om det?”

“Jeg ved alt,” sagde jeg. Jeg lod min hånd glide ubemærket ned mod sengebordet, hvor der stod en tung glaskande med vand. “Jeg fandt kontoudtogene for seks måneder siden. Jeg ved, at du bevidst slækkede på bremserne på min bil dengang for tre år siden. Du ville have forsikringssummen. Men da jeg overlevede, måtte du nøjes med at spille den opofrende ægtemand, mens du ventede på en ny chance.”

Hans ansigt stivnede. Det var første gang, jeg sagde det højt. Jeg havde haft mistanken i årevis, samlet små indicier, men aldrig turdet konfrontere ham. Hans reaktion – det glimt af rå skyld og rædsel i hans øjne – bekræftede alt.

“Du ved for meget,” hviskede han hæst. Han hævede kniven for at støde den ned i mit bryst.

I det sekund kastede jeg al min overkroppens styrke ind i en sidste desperat bevægelse. Jeg greb glaskanden med begge hænder og slyngede den med fuld kraft lige ind i hans ansigt.

Glasset splintredes mod hans næseryg. Vand og blod eksploderede ud over ham, og han udstødte et brøl af smerte og forvirring, mens han snublede baglæns. Kniven faldt ud af hans hånd og ramte gulvet med en skarp klang.

“VAGT!” skreg jeg af mine lungers fulde kraft. “HJÆLP!”

Døren blev flået op på et splitsekund. Den bevæbnede betjent stod i døråbningen med trukket våben.

“POLITI! SMID DIG PÅ JORDEN!”

Mark, blindet af blod og vand, vendte sig vildt mod vinduet for at flygte ud på brandtrappen igen. Men betjenten tøvede ikke. Han tacklede Mark bagfra med en sådan kraft, at de begge bragede ind i natbordet og sendte lamper, monitorer og medicinflasker flyvende gennem rummet.

Alarmerne på væggen hylede i en infernalsk tone. Mark kæmpede som en galning, spyttede og slog, men betjenten fik overtaget, vred hans ene arm om på ryggen og plantede et knæ i hans nakke. Sekunder efter stormede to andre betjente og kommissær Lindholm ind i lokalet.

Håndjernene smækkede om Marks håndled med en endegyldig, metallisk lyd.