”Det er ikke dit hjem,” sagde jeg. ”Og hun,” jeg pegede på Sloane, hvis kashmirklædte skuldre pludselig blev stive som brædder, ”skal forlade min ejendom inden for tres sekunder. Ellers ringer jeg til politiet og anmelder en ulovlig indtrængen.”

Sloane lo en kort, skinger latter. ”Er du gået fra forstanden? Ethan, gør dog noget ved hende. Hun er hysterisk. Fødselsdepressionen har tydeligvis gjort hende utilregnelig.”

Ethan trådte helt tæt på mig. Han bøjede sig ned over bordet, så jeg kunne lugte hans dyre aftershave blandet med den velkendte duft af kaffe og en svag tone af Sloanes blomsterparfume. Hans øjne var kolde.

”Hør her, Claire. Lad være med at gøre det her grimt. Du har ingen penge. Du har intet job. Du har et spædbarn, du knap nok kan bære uden at besvime. Hvis du begynder at skabe dig over huset, fryser jeg alle de fælles konti i morgen tidlig. Jeg trækker retssagen ud i to år. Du har ikke råd til en advokat i to uger. Du vil ende på gaden med Noah, mens du tigger mig om nåde. Skriv. Under. Nu.”

Han pegede på den stiplede linje med kuglepennen.

Jeg kiggede på pennen. Så kiggede jeg på Ethan.

”Du glemte noget, da vi reddede firmaet for to år siden, Ethan.”

Han sukkede dybt, rullede med øjnene og kiggede over på Sloane som for at sige: Se hvad jeg må trækkes med. ”Hvad snakker du om nu?”

”Husker du den dag, hvor Danske Bank truede med at begære Mercer-Vance Logistics konkurs på grund af den misligholdte kassekredit på 4,2 millioner?”

Hans blik flakkede en mikroskopisk brøkdel af et sekund. ”Selvfølgelig husker jeg det. Jeg forhandlede en refinansiering på plads.”

”Nej,” sagde jeg roligt, mens en sær varme begyndte at brede sig i mit bryst. ”Det gjorde du ikke. Banken nægtede at tale med dig. De ville have reel sikkerhed. De ville have likviditet her og nu, og de ville have en ledelse, der faktisk kunne læse et balanceark.”

Jeg gik langsomt rundt om spisebordet, hen til den antikke skænk af egetræ, som havde stået i min families eje i tre generationer. Hvert skridt sendte en bølge af smerte gennem mit bækken, men jeg lod ikke en mine fortrække. Jeg åbnede den nederste skuffe, stak hånden ind bag dåbsattesterne og de gamle fotoalbummer, og trak en tynd, mørkeblå lædermappe frem.

Den var støvet ovenpå. Indeni var dokumenterne urørte, præcise og uafviselige.

”Hvad er det der?” spurgte Ethan. Hans stemme havde mistet en smule af sin selvsikre klang.

”Dette er rekonstruktionsaftalen fra den fjortende november for to år siden,” sagde jeg og lagde mappen midt på bordet, lige oven på hans skilsmissepapirer. ”Den dag skød jeg tre millioner kroner ind i Mercer-Vance Logistics for at indfri den akutte bankgæld og redde virksomheden fra tvangsopløsning.”

Sloane smilede overbærende. ”Tre millioner? Fra hvad, Claire? Du tjente en almindelig revisorløn. Hold nu op med at lyve for dig selv.”

Jeg værdigede ikke Sloane et blik. Mine øjne var låst fast på Ethan, hvis kinder langsomt begyndte at miste farve.

”Min mormors arv,” fortsatte jeg. ”Aktieporteføljen i Novo Nordisk og A.P. Møller, som min mor overlod til mig, da hun døde. Jeg solgte det hele på én formiddag for at redde dig, Ethan. Fordi du græd. Fordi du sagde, at hvis firmaet gik ned, ville du ikke have noget at leve for.”

Ethan slugte en spytklat. ”Ja… ja, du hjalp til. Du gav et lån. Det er bogført som et ansvarligt lån i selskabets passiver. Det bliver tilbagebetalt i henhold til amortiseringsplanen over ti år, når selskabet har overskud. Det står i årsrapporten!”

”Nej,” sagde jeg. ”Det var det udkast, din inkompetente eksterne revisor lavede. Men jeg var retsmedicinsk revisor, Ethan. Jeg har set hundredevis af mænd som dig tømme selskaber for at snyde deres kreditorer og deres koner. Tror du virkelig, jeg ville overføre tre millioner kroner af min families opsparing som et simpelt, simpelthen usikret ansvarligt lån til en mand, der knap nok kunne kende forskel på debet og kredit?”

Jeg åbnede den blå mappe.

Papirerne var trykt på kraftigt papir med det officielle stempel fra Justitsministeriets tinglysningskontor og et af landets mest respekterede erhvervsadvokatfirmaer, Kromann Reumert.

”Paragraf 4, stykke 2,” læste jeg højt med en stemme så klar og urokkelig som frossent vand. ”’I tilfælde af at selskabets egenkapital ikke er reetableret inden for fireogtyve måneder, eller såfremt stifteren træffer dispositioner, der forringer selskabets likviditetsberedskab uden skriftligt samtykke fra Kreditor, konverteres fordringen automatisk til nominelle A-aktier med stemmeret i forholdet 1:1, svarende til en kontrollerende ejerandel på enoghalvtreds procent.’”

Tavsheden i stuen blev med ét så tung, at man kunne høre den sagte summen fra flaskevarmeren ude i køkkenet.

Ethan stirrede på papiret. Hans mund åbnede sig en smule, men der kom ingen lyd ud.

”Hvad… hvad fabler du om?” hviskede han til sidst.