“Der var mere, mor,” sagde han lavt og stirrede ned i sine egne hænder. “Små beløb gennem to år fra vores fælles opsparing. Hun sagde altid, at pengene gik til forsikringer og vedligeholdelse. Men det værste er ikke pengene.” Han trak vejret dybt og så mig direkte i øjnene. “Det værste er, at jeg godt kan huske alle de gange, hun kom med små stikpiller til dig ved middagsbordet. Når hun sagde, at du glemte ting, eller at maden manglede salt, eller at du sikkert var ensom og bitter. Jeg grinede det væk hver gang og sagde til dig bagefter, at ‘sådan er Tiffanys humor bare’. Jeg hjalp hende med at gøre dig lille, så jeg selv kunne slippe for skænderier i bilen på vej hjem.”
Jeg rakte hånden ud over kurvebordet og lagde den oven på hans. Hans hånd var varm og ru af tømrerarbejde – nøjagtig som hans fars havde været.
“Det kræver mod at se sig selv i øjnene på den måde, Marcus,” sagde jeg stille. “Din far plejede at sige, at et råddent spær ikke ødelægger et tag på én nat. Det sker kun, hvis man maler hen over fugtskjolderne år efter år og lader som om, træet stadig er sundt. I morgen maler vi ikke over noget længere.”
Fredag klokken 13.55 trådte jeg ind gennem glasdørene til KystInvest Gruppens hovedsæde på havnefronten.
Jeg havde taget min mørkeblå uldfrakke på, et silketørklæde, som Henrik havde købt til mig på vores sølvbryllupsrejse i Rom, og mine pæneste lave sko. Ved min højre side gik Jørgen med sin slidte lædermappe. Ved min venstre gik Marcus i mørkt jakkesæt, rank i ryggen, uden så meget som en muskel, der sitrede i hans kæbe. Bag os gik Denise med en tablet i tasken.
Mødelokalet på tredje sal havde udsigt over hele lystbådehavnen og et seks meter langt bord i sort marmor. For bordenden sad Richard Vestergaard selv, flankeret af sin selskabsjurist. Og overfor os sad Tiffany med sin egen advokat.
Da jeg trådte ind, mødte Tiffany mit blik. Der var intet kagecreme i hendes perfekt føntørrede hår i dag. Hun bar en cremefarvet silkebluse, og selvom hendes ansigt var lagt i en alvorlig, “forurettet” mine af hensyn til rummet, så jeg det med det samme: det lille, kolde triumfsmil i hendes øjenkrog. Præcis det samme smil, som da det gyldne 70-tal snurrede hen over mit stuegulv.
Hun kiggede ikke engang på Marcus. For hende var han allerede en brugt rekvisit.
“Fru Lindholm,” indledte Richard Vestergaard med en dyb, olieret stemme og rejste sig halvt for at byde velkommen. “Jeg er glad for, at vi kan mødes i ordentlige rammer og finde en konstruktiv løsning, som gavner alle parter. Jeg forstår gennem Tiffany, at den seneste tid har været følelsesmæssigt belastende i familien, og at ejendommen efterhånden er en stor mundfuld at stå alene med.”
Jeg satte mig roligt til rette, lagde mine handsker foran mig på marmorbordet og så direkte på ham.
“Lad os spare hinanden for høflighederne, hr. Vestergaard,” sagde jeg klart. “Min ejendom fejler intet, og det gør min hukommelse heller ikke. Hvad er det præcis for en aftale, De mener, vi skal underskrive i dag?”
Tiffanys advokat rømmede sig og skubbede et sæt dokumenter over bordet. “Som vi har skitseret over for advokat Hald, overdrager anpartsselskabet bådgrunden til KystInvest for 1,4 millioner kroner. Heraf indfries selskabsgælden på 850.000 kroner straks, og overskuddet tilfalder selskabet. Samtidig underskriver begge parter en gensidig erklæring om, at der ikke rejses civilt søgsmål eller politianmeldelse vedrørende personangrebet ved festen i lørdags, og enhver tvist om fuldmagter frafaldes.”
Tiffany sukkede stille og så ned i bordet med en indøvet, såret mine. “Jeg ønsker virkelig ikke, at politiet skal blandes ind i noget, der skete i affekt, Ingrid. Vi har trods alt været familie i fem år.”
“Hvor storsindet af dig, Tiffany,” sagde jeg blidt. “Så hvis jeg skriver under her, glemmer du alt om, at jeg trykkede dit ansigt ned i en citronfromage – og til gengæld glemmer Marcus og jeg, at du stjal hans digitale identitet, stiftede gæld for næsten en million kroner bag hans ryg og forsøgte at svindle dig til salget af mit hus?”
Richard Vestergaard rynkede brynene let og skævede over mod Tiffany. “Stjal digital identitet? Tiffany, du oplyste over for mig, at erhvervslånet i anpartsselskabet blev optaget i fuld enighed med din mand som forberedelse til byggemodningen.”
En svag rødme steg op ad Tiffanys hals. “Det blev det også! Marcus er bare sur og bitter over vores brud lige nu og lader sin mor styre hele fortællingen.”
“Virkelig?” sagde Marcus. Det var de første ord, han udtalte i lokalet, og hans dybe, rolige stemme fik alle hoveder til at dreje sig. “Jørgen, vil du være venlig at lægge bilag ét på bordet?”






