Jørgen åbnede sin lædermappe med næsten ceremoniel langsomhed og lagde tre kopier frem – én til Vestergaard, én til hans jurist og én til Tiffanys advokat.

“Dette er en udskrift fra bankens tekniske logfil samt TDC’s mastdata fra den 14. november klokken 21.18,” sagde Jørgen tørt. “Som Marcus’ bankrådgiver har udleveret til ham i går som meddirektør i selskabet. Låneansøgningen på de 850.000 kroner blev oprettet og sendt fra en IP-adresse og en MacBook tilhørende Nordic Living Design ApS – Tiffanys enkeltmandsfirma – og godkendt to minutter senere via Marcus’ telefon. Samtidig viser mailkorrespondancen på selvsamme selskabsmail, som Marcus lovligt har adgang til som direktør for det pantsatte selskab, at Tiffany over for banken indsendte et referat fra en generalforsamling med både Marcus’ og Ingrids underskrifter.”

Jørgen holdt en kort kunstpause og lagde endnu et ark papir på det sorte marmor.

“Et referat dateret den 12. november. En dag, hvor Ingrid beviseligt befandt sig på et fire-dages højskoleophold på Samsø sammen med tolv vidner, og hvor underskriften på papiret er kopieret digitalt fra et gammelt fødselsdagskort.”

Lyden af airconditionanlægget i loftet var pludselig det eneste, der kunne høres i rummet.

Tiffanys ansigt mistede al farve. Hendes læber skiltes let, men de selvsikre ord var som sunket i jorden. Ved siden af hende greb hendes egen advokat papiret og læste det igennem med panderynker, der blev dybere for hvert sekund. En simpel ord-mod-ord-sag om et familielån var én ting; klokkeklar dokumentfalsk med en indscannet underskrift over for en dansk bank var fængselsstraf.

Richard Vestergaard lænede sig tilbage i sin læderstol. Hans solbrændte ansigt var blevet hårdt som granit. “Hvad foregår der her, Tiffany?” spurgte han iskoldt.

“Richard, hør nu på mig,” stammede Tiffany og lænede sig frem over bordet. “Det var bare en formalitet for at få processen til at glide hurtigere! Ingrid havde jo selv talt om, at huset var ved at blive uoverskueligt, og Camilla ved godt, hvor besværlig hun har været—”

“Jeg er så glad for, at du selv nævner fru Vestergaard,” afbrød jeg hende høfligt og nikkede mod Denise.

Denise lagde sin tablet midt på bordet, vendte den mod Richard Vestergaard og hans jurist og trykkede på afspil.

Krystalklart gennem de små højttalere lød festmusikken fra min stue, klirren af glas – og så Tiffanys stemme, lavmælt og hoverende, lige ved siden af Camilla Vestergaards smaragdgrønne skulder:

“Hun skriver endelig under i morgen. Så snart vi har fuldmagten, kan vi sætte huset til salg.””Hvad nu hvis hun nægter?” lød Camilla Vestergaards stemme tydeligt på optagelsen.
Tiffanys latter gjaldede ud i det sterile mødelokale: “Jeg fortalte Marcus, at det bare er en lægegodkendelse. Hans mor forstår ikke engang, hvad hun underskriver.”

Og derefter så man på skærmen, hvordan Tiffany gik direkte hen til kagebordet, kiggede sig over skulderen mod mig og med fuldt overlæg bankede hånden i bordkanten, så fødselsdagskagen væltede.

Da Denise trykkede på pause, så Richard Vestergaard ud, som om han havde sunket et barberblad. Hans jurist bøjede sig øjeblikkeligt over mod ham og hviskede noget intenst i hans øre. Jeg behøvede ikke høre ordene for at kende indholdet: Hvis denne sag gik i retten, ville Richard Vestergaards egen hustru blive indkaldt som vidne under ed om sit forhåndskendskab til bedrageriforsøget mod en 70-årig enke – lige midt i KystInvests store udbudsrunde med byrådet.

“Jeg tror,” sagde jeg roligt i stilheden og foldede mine hænder på bordet, “at vi alle sammen er enige om, at mit hus og min mands bådgrund ikke er til salg. Hverken i dag eller nogensinde til KystInvest.”

“KystInvest trækker med øjeblikkelig virkning enhver forhåndsinteresse i matriklen tilbage,” sagde Vestergaards jurist hurtigt og skarpt.

Richard Vestergaard rejste sig op og stirrede ned på Tiffany med en foragt så iskold, at selv jeg næsten mærkede kulden hen over bordet. “Din konsulentkontrakt hos os er ophævet pr. dags dato på grund af grov misligholdelse og vildledning af bestyrelsen, Tiffany. Vores juridiske afdeling sender et krav om tilbagebetaling af dit forskudshonorar inden mandag. Du rydder dit skrivebord i receptionen, før du forlader bygningen.”

Uden et ord mere nikkede han kort og stift til mig og Jørgen og forlod lokalet sammen med sin jurist.

Tilbage ved det enorme sorte marmorbord sad kun Tiffany og hendes advokat over for os.

Alt det polerede, alt det beregnende og uangribelige var skrællet af hende nu. Hun sad krummet sammen i den cremefarvede silkebluse med rystende hænder. For første gang i de fem år, jeg havde kendt hende, kiggede hun på Marcus uden maske – ikke med vrede, men med ren panik.

“Marcus…” hviskede hun, og tårerne brød pludselig frem i hendes øjne. “Marcus, vær nu sød. Hvis I melder mig for det med banken, kommer jeg i fængsel. Mit liv er ødelagt! Jeg kommer aldrig til at få et job igen. Jeg gjorde det jo for os! Jeg ville bare have, at vi skulle have råd til det liv, vi drømte om, i stedet for at du skulle slide dig selv op på byggepladser resten af livet!”