Maya trådte nærmere og rynkede panden. “Er de til mig?”

Mateo tog bundtet af breve op. Afsendernavnet i hjørnet fik blodet til at fryse i hans årer: Det Kongelige Kunstakademis Talentfond og Ingrid Lind, Aarhus.

Ingrid var Elenas mor – Mayas mormor.

“Hvorfor har mormor skrevet til mig?” hviskede Maya med rystende stemme. Hendes øjne blev blanke. “Sofia sagde… Sofia sagde for et år siden, at mormor var blevet dement og ikke længere ønskede kontakt med os, fordi det mindede hende for meget om mor.”

Mateo rev det øverste brev op. Hans hænder rystede, mens han læste linjerne højt:

”Kæreste Maya. Det er nu det ottende brev, jeg sender dig, siden dit telefonnummer pludselig ophørte med at virke. Sofia fortalte mig i telefonen, at du er vred på mig og ikke ønsker at se mig mere, men mit hjerte nægter at tro det. Jeg har indsat den årlige udbetaling fra din mors mindefond på din konto, som jeg plejer…”

Mateo stoppede med at læse. Han kiggede ned i skuffen og åbnede den første plastikmappe.

Det var kontoudtog fra en bank, Mateo ikke engang anede, de brugte. Da Elena døde, havde hun efterladt en betydelig arv og en uddannelsesfond, som skulle udbetales til Maya, når hun fyldte atten år, men med en klausul om, at værgen kunne hæve midler til “særlige uddannelsesmæssige eller helbredsmæssige formål” inden da.

Med forfalskede underskrifter i Mateos navn havde Sofia over de sidste atten måneder tømt næsten fire hundrede tusinde kroner fra Mayas fond. Pengene var blevet overført til en privat konto under dække af betalinger til “privatpsykologer og specialskoler for vanskelige unge”.

Og så fandt Mateo brevet fra Det Kongelige Kunstakademis Talentfond.

Maya havde arvet sin mors enorme talent for at male. Fem måneder tidligere havde hendes billedkunstlærer i hemmelighed indsendt tre af Mayas lærreder til en national talentkonkurrence. Maya havde vundet førstepladsen – et fuldt legat til et sommerophold i Firenze og en garanteret plads på akademiets forberedelsesskole.

Men i mappen lå en kopi af et svarbrev, underskrevet med Mayas forfalskede håndskrift, hvor hun takkede nej til pladsen, fordi hun “skulle flytte til udlandet på kostskole”.

Maya sank ned på knæ på gulvtæppet med brevet i hænderne. Hun græd ikke højt; det var en lydløs, knusende smerte. “Mit maleri af mor ved klitterne…” hviskede hun. “Jeg troede, det blev kasseret i skolen. Sofia sagde, at læreren havde ringet og sagt, at det ikke var godt nok.”

Mateo lagde papirerne fra sig, satte sig på gulvet ved siden af sin datter og trak hende tæt ind til sig. En kold, ubønhørlig vrede slog rod i ham. Nu forstod han pludselig det hele.

Maya ville fylde sytten om to måneder. Ved syttenårsalderen ville banken automatisk sende en årsopgørelse direkte til Mayas digitale postkasse, som hun selv ville få adgang til. Hvis Maya var hjemme, og hvis hun havde sin telefon, ville hun opdage, at hendes mors arv var blevet stjålet.

Kostskolen, Sofia havde valgt, lå i et afsides område i udlandet og var berygtet for sin strenge disciplin: ingen mobiltelefoner, ingen uovervåget internetadgang og kun to besøgsweekender om året. Sofia ville ikke bare af med Maya, fordi hun var i vejen. Hun ville spærre pigen inde, så hun i ro og mag kunne tømme resten af arven, før Maya fyldte atten.

“Maya,” sagde Mateo, og hans stemme var stålsat. “Se på mig.”

Hun løftede sit våde ansigt.

“Jeg lover dig ved din mors minde: Hun slipper ikke afsted med et eneste øre. Og du kommer til at få dit legat tilbage, om jeg så selv skal køre til København og banke på direktørens dør i nat.”

Næste morgen klokken ni sad Mateo og Maya på advokat Henrik Vestergaards kontor. Henrik, en høj mand med sølvgråt hår og skarpe briller, gennemgik papirerne fra Sofias skuffe i dyb tavshed. Jo længere han læste, desto smallere blev hans læber.

Da han lagde det sidste kontoudtog ned, tog han brillerne af og så på Mateo.

“Mateo, det her er ikke bare en skilsmissesag. Det er groft dokumentfalsk, underslæb af betroede midler tilhørende en mindreårig og ulovlig frihedsberøvelse under forberedelse.” Henrik lænede sig frem. “Men der er noget mere. Jeg kørte et baggrundstjek på Sofia og den konto, pengene er overført til, her til morgen, før I kom.”

“Hvad fandt du?” spurgte Mateo.

“Kontoen tilhører et anpartsselskab, der er registreret i to navne: Sofia og hendes eksmand – Carlos’ biologiske far, Viktor.”

Mateo stivnede. “Viktor? Sofia fortalte mig, at Viktor forlod dem, da Carlos var spæd, og at han boede i Spanien uden kontakt til dem!”

“Viktor bor i en lejlighed i Odense,” sagde Henrik tørt og skubbede et udprintet foto hen over skrivebordet. “Og for tre uger siden købte deres fælles selskab en nybygget strandvilla syd for byen. Kontant udbetaling: fire hundrede tusinde kroner. De har aldrig brudt kontakten, Mateo. Planen har hele tiden været at malke dig og Mayas arv, skaffe Maya af vejen, og derefter søge om skilsmisse, hvor Sofia ville kræve halvdelen af dit hus.”