Maya kiggede chokeret på billedet. Det viste Sofia og en mørkhåret mand, der stod foran en moderne hvid villa og skålede i champagne. Datoen i hjørnet af mæglerens salgsopslag var den selvsamme dag, hvor Maya havde ligget syg med feber derhjemme, og Sofia havde påstået, at hun var nødt til at tage på et “todages arbejdskursus”.
“Og Carlos?” spurgte Maya straks. “Ved Carlos det?”
“Ud fra det, du har fortalt, Mateo, tror jeg, at drengen blot har været en brik i deres spil – et middel til at vække din sympati, da du mødte Sofia,” sagde Henrik. “Men det giver os en enorm fordel. Sofia er grådig, og grådige mennesker begår fejl, når de tror, de har overhånden.”
Henrik havde knap afsluttet sætningen, før Mateos telefon vibrerede på bordet. Det var en besked fra Sofia.
”Min advokat har kontaktet mig. Hvis du ikke overfører 250.000 kr. til min konto inden kl. 16 i morgen som et foreløbigt bodelingsbeløb, og hvis du ikke afleverer Carlos i aften, går jeg til pressen og politiet og anklager dig for psykisk vold i hjemmet. Vi mødes på dit kontor i morgen kl. 14 med vores advokater, så du kan skrive under.”
Mateo viste skærmen til Henrik. I stedet for at se bekymret ud, bredte et langsomt, tilfreds smil sig på advokatens ansigt.
“Hun aner ikke, at du har brudt hendes skab op,” konstaterede Henrik. “Hun tror stadig, at det eneste, I har på hende, er et billede af kostskoleformularen på Mayas telefon. Hun tror, hun kan presse dig til tavshed.”
“Hvad gør vi?” spurgte Mateo.
“Vi lader hende komme i morgen klokken fjorten,” sagde Henrik. “Men før det skal vi foretage to vigtige opkald. Det første er til politiets afdeling for økonomisk kriminalitet. Det andet er til en ældre dame i Aarhus, som vist har ventet alt for længe på at høre sin datterdatters stemme.”
Den aften skete der to ting, som forandrede stemningen i det store hus for altid.
Klokken seks holdt en taxa ind i indkørslen. Maya stod ved vinduet i stuen, da bildøren åbnede, og en slank kvinde i halvfjerdserne med varmt, hvidt hår og Elenas milde øjne steg ud.
Maya nåede ikke engang at tage sko på. Hun løb på strømpesokker ud over fliserne i den kølige aftenluft og kastede sig direkte i sin mormors arme.
“Mormor!” hulkede Maya og begravede ansigtet i kvindens frakke, der duftede svagt af lavendel og maling – præcis som hendes mor altid havde gjort.
Ingrid holdt om hende med en styrke, man ikke skulle tro, den spinkle kvinde besad. Tårerne løb frit ned ad hendes kinder. “Min lille pige. Min elskede Maya. Jeg vidste det. Jeg vidste i mit hjerte, at du aldrig ville glemme mig.”
Da Ingrid kom ind i huset og så Mateo stå i døråbningen med bøjet hoved, stoppede hun op. Mateo sank en klump i halsen.
“Ingrid… jeg har ingen undskyldning,” sagde han med hæs stemme. “Jeg var så knust efter Elenas død, at jeg lod den første, der tilbød at overtage hverdagen, styre vores liv. Jeg svigtede Elenas minde, og jeg svigtede Maya.”
Ingrid så længe på sin svigersøn. Hendes blik var alvorligt, men da hun så, hvordan Maya tog sin fars hånd og klemte den, blødte hendes ansigt op. Hun lagde en hånd på Mateos kind.
“Elena elskede dig, fordi du har et godt hjerte, Mateo – men gode hjerter kan være blinde for ondskab, fordi de ikke selv rummer den,” sagde Ingrid stille. “Det vigtigste er, at du ser klart nu. Og jeg rejser ikke herfra igen, før der er bragt orden i det her hus.”
Senere samme aften sad de alle fire – Mateo, Maya, Carlos og Ingrid – omkring spisebordet. Bordet bugnede af varm mad, som Ingrid og Mateo havde lavet sammen i køkkenet. For første gang i to år hørte man latter i rummet, da Carlos fortalte Ingrid om sin hundehvalp-tegning, og Maya viste billederne af sine malerier frem.
Men midt under middagen ringede dørklokken.
Carlos stivnede med gaflen i hånden. “Er det mor?” hviskede han skræmt.
Mateo lagde en beroligende hånd på drengens skulder. “Uanset hvem det er, Carlos, så er der ingen, der tager dig med mod din vilje.”
Mateo gik ud og åbnede døren. Udenfor stod ikke Sofia, men to repræsentanter fra den kommunale børne- og familieafdeling sammen med en civilklædt betjent.
“Hr. Mateo Lind?” sagde den kvindelige sagsbehandler høfligt, men bestemt. “Vi har modtaget en akut underretning her til aften fra din hustru, Sofia. Hun hævder, at du tilbageholder hendes tiårige søn mod hans vilje, og at din sekstenårige datter er psykisk ustabil og udgør en fare for drengen.”
Sofia havde ikke ventet til mødet næste dag. Hun havde forsøgt at slå til først i mørket for at fjerne Carlos – det eneste vidne, der kunne bekræfte, at hun havde øvet sig på at forfalske Mateos underskrift.






