“Det er fordi, luften er blevet skiftet ud,” sagde han med en fast stemme.

“Hvor… hvor er de?” spurgte jeg, selvom jeg næsten frygtede svaret.

“Væk,” svarede Leo uden tøven. “Advokaten har sørget for det hele. Huset er sat til salg. Låsen er skiftet ud. Min mor og Chloé blev evakueret fra ejendommen samme aften af politiet, efter at betjentene havde gennemgået sikkerhedskameraerne i gangen, som fangede hele episoden med støbejernspanden og Agnes’ forsøg på at overfalde dig.”

Jeg spærrede øjnene op. “Sikkerhedskameraer?”

Leo smirkede let – en kold, næsten ironisk grimasse. “Ja. Da vi fik installeret det smarte alarmsystem sidste år, satte jeg et ekstra kamera op i entréen for at holde øje med budene, når jeg var i udlandet. Jeg tænkte aldrig over, at det ville blive det vigtigste stykke bevis i mit liv.”

Han klemte min hånd lidt hårdere.

“Agnes forsøgte at råbe op om, at hun var den forurettede part, men da betjentene så optagelsen af, at hun kastede en ti kilo tung støbejernsplade efter en kvinde, der lige var blevet opereret for en livstruende indre blødning, faldt hendes lille teaterstykke fra hinanden. Hun sidder i øjeblikket på et midlertidigt herberg eller hos en af sine gamle veninder, som hun endnu ikke har nået at svindle for penge. Chloé flyttede med hende. De har fået et tilholdstønde mod både mig og dig. Ingen af dem må nærme sig os, vores hjem eller mit kontor inden for en radius af fem kilometer.”

Jeg lukkede øjnene og mærkede en dyb, befriende bølge af varme brede sig gennem mit bryst. Ingen skrig fra trappen. Ingen nedladende bemærkninger om min madlavning. Ingen giftige hvisken bag min ryg, hver gang Leo var ude af landet.

For første gang i tre år var huset – eller det hus, vi nu skulle finde et andet sted – vores eget.

“Og os?” spurgte jeg blidt, mens jeg kiggede op på ham. “Hvad skal der ske med os, Leo?”

Leo bøjede sig frem, kyssede min hånd med en ømhed, der fik tårene til at brænde i mine øjne igen, og lagde sit ansigt mod min arm.

“Vi starter forfra,” hviskede han mod min hud. “Et helt nyt sted. Uden mor, uden krav, uden skygger fra fortiden. Bare dig og mig. Og hvis du nogensinde har lyst til at lære at lave mad igen, så gør vi det sammen – eller også bestiller vi pizza hver eneste aften og smider den på tæppet, hvis vi har lyst til det.”

Jeg lo svagt, en rislende, ægte lyd, der end ikke gjorde ondt i brystet.

Udenfor skinnede efterårssolen klart på hospitalets hvide mure, og for første gang i meget lang tid vidste jeg, at fremtiden ikke længere var noget, jeg skulle overleve. Det var noget, vi skulle leve.

Kapitel 2: Det nye fundament
Tre måneder senere stod jeg på terrasen i vores nye hus og kiggede ud over horisonten.

Huset lå på en lille skråning i udkanten af byen, omgivet af gamle egetræer og langt væk fra forstadens tætbefolkede rækkehuse og larmende motorveje. Det var en moderne, men varm trævilla med store glaspartier, der lukkede alt lyset ind fra morgensolen. Der var ingen kælder, ingen mørke gange, og vigtigst af alt: der var ingen ekstra nøgler i omløb.

De tre laparoskopiske ar på min mave var næsten helet og tegner sig nu kun som tynde, blegrosa streger under min bløde bomuldssweater. Min krop havde genfundet sin styrke, hjulpet på vej af ugentlige gåture i skoven og det faktum, at mit stressniveau var faldet til et absolut nulpunkt.

Leo kom ud på terrasen med to rygende kopper kaffe i hænderne. Han rakte mig den ene, og hans fingre strejfede mine, et lille, kærligt ritual, der var blevet vores daglige start på dagen.

“Posten er her,” sagde han og satte sig i en af kurvestolene ved siden af mig.

“Noget spændende?” spurgte jeg og tog en tår af kaffen. Den var præcis, som jeg bedst kunne lide den: rig på smag, uden et gran af koffeinfri tvang og helt uden andres domme.

“Et brev fra advokaten,” sagde Leo, hans stemme var rolig, men der lå et strejf af endelighed i tonen. “Agnes og Chloé har forsøgt at få rettens ord for, at vi skal betale et månedligt underholdningsbidrag til dem, fordi Agnes påstår, at hendes helbred er taget skade af det ‘psykiske pres’, vi har udsat dem for.”

Jeg kiggede på ham med et lille smil. “Og hvad sagde dommeren?”

Leo smirkede og tog en tår af sin egen kaffe. “Dommeren smed sagen ud på et kvart kvarter. Og i øvrigt har Agnes’ gamle kreditorer fundet ud af, hvor hun opholder sig, så hun har måttet flytte igen. Denne gang til en lille etværelses lejlighed i den anden ende af byen, hvor hun selv må betale for sin pebermynteslik.”