Jeg nikkede langsomt. Der var ingen triumf i mig, ingen skadefryd. Kun en dyb, rolig fred. Hun var ikke længere en storm, der kunne vælte vores vægge. Hun var bare en fjern, udblæst sky på en ellers klar himmel.
“Hvad skal vi lave i dag?” spurgte Leo og lagde armen om mine skuldre, mens vi så solen male himlen i gyldne nuancer over træerne.
“Ingenting,” sagde jeg og lænede mig ind mod hans varme bryst. “Absolut ingenting. Og det er perfekt.”
Leo lo lavt, et lykkeligt, uforfalsket grin, og kyssede mig i håret.
Og for første gang i mit liv vidste jeg, at vi ikke behøvede at bevise noget for nogen som helst andre end os selv. Huset var vores. Luften var ren. Og døren var endelig lukket for alle andre end dem, der virkelig hørte til i vores hjerter.






