— Claire… det er længe siden.
— Godaften, Étienne.
Få meter væk drejede en finansdirektør, jeg kendte ved navn, hovedet. Så et andet bestyrelsesmedlem. Så et par investorer.
Ændringen var ikke dramatisk. Ingen holdt op med at tale. Ingen pegede fingre. Men atmosfæren i rummet ændrede sig.
Øjnene begyndte at bevæge sig rundt.
Og endelig så Antoine mig.
Han stod tæt på scenen med den ene hånd på Paulines lænd.
Hans ansigt blev tomt.
Pauline fulgte hans blik. Hendes udtryk ændrede sig, da hun genkendte Raymond.
Antoine løsrev sig næsten øjeblikkeligt fra hende.
Han gik gennem stuen med et anstrengt smil.
— Raymond. Sikke en overraskelse.
Min far rystede hans hånd.
— Jeg er aktionær, Antoine. Min tilstedeværelse burde aldrig komme som en overraskelse.
Antoine kiggede på mig.
— Claire, du kunne have advaret mig.
Det var det første, han kunne finde på at kritisere mig for.
“Du bad mig ikke om at komme,” svarede jeg.
Hendes øjne gled ned til mine slidte håndled.
– Det er ikke tidspunktet.
– For hvad?
Han kneb kæben sammen.
— At bilægge vores private problemer foran alle.
Pauline havde sluttet sig til os. Hun havde mistet smilet, men bevarede en stiv, næsten provokerende kropsholdning.
Raymond kiggede på sin halskæde.
Ikke længe. Et sekund, måske to.
“Madame Vasseur,” sagde han roligt.
— Hr. Morel.
— Et meget smukt smykke.
Pauline lagde instinktivt sin hånd på hans hals.
– TAK.
Antoine forstod det med det samme.
Jeg så det i hans ansigt.
— Raymond, hvis du kom for at snakke, kan vi gøre det i morgen på hovedkvarteret.
“Præcis,” svarede min far. “I morgen mødes revisionsudvalget klokken otte. I aften ville jeg kun tjekke én detalje.”
Pauline kiggede på Antoine.
— Hvilken detalje?
Ingen svarede ham.
En mand fra den juridiske afdeling henvendte sig til Raymond og talte lavt til ham. Min far nikkede og vendte sig derefter mod mig.
— Vil du blive?
Jeg kiggede på Antoine.
I tre år havde jeg levet efter hans reaktioner: hans dårlige humør, hans tavshed, hans behov, hans tidsplan, det billede han ønskede at projicere. Den aften, for første gang i lang tid, spurgte jeg mig selv, hvad jeg ville.
– Ja.
Antoine døde pludselig.
— Claire, vær ikke latterlig.
En kort stilhed sænkede sig omkring os.
Ikke hele rummet. Kun de seks eller syv personer, der er tæt nok på til at kunne høre det.
Mireille var der ikke til at sænke blikket denne gang.
Étienne Laroque så på Antoine med et udtryk, jeg aldrig havde set før: ikke foragt, men en kold vurdering.
Administrerende direktør havde lige talt til sin kone, som om hun var en ubelejlig medarbejder, foran flere medlemmer af hans bestyrelse.
Og de mennesker, der betød noget, som Pauline sagde, havde lige bemærket det.
Den årlige præsentation begyndte få minutter senere.
Antoine indtog scenen. Han havde genvundet sin professionelle stemme, sin sikre fremførelse og sine præcise gestik. Han talte om vækst, økonomisk disciplin, markedstillid og ledelsesansvar.
Hvert ord syntes at vende sig imod ham.
Pauline sad to rækker foran mig. Hendes halskæde fangede lyset med hver bevægelse af hendes hoved.
Ved talens afslutning var applausen høflig.
Derefter talte Étienne Laroque på vegne af rådet.
Inden vi fortsætter aftenen, vil jeg gerne informere revisionsudvalgets medlemmer om, at der vil blive afholdt et ekstraordinært møde i morgen tidlig. Flere udgifter, der i øjeblikket er under gennemgang, kræver yderligere forklaring fra den øverste ledelse.
Denne gang faldt stilheden over hele rummet.
Antoine vendte sig mod ham.
— Étienne, det var ikke planlagt.
– Nej.
– Det kan vi se på mandag.
– Ingen af delene.
Ingen hævede stemmen.
Måske var det netop det, der gjorde scenen så voldsom.
Pauline rakte ud efter sin halskæde for anden gang.
Antoine kom ned fra perronen og gik hen imod min far.
– Gør du det her på grund af hende?
Raymond bevægede sig ikke.
— Revisionsudvalget eksisterer netop for at forhindre, at en virksomhed drives på baggrund af familiekonflikter. Enten findes der dokumentation, eller også findes der ikke. Enten er udgifter forretningsrelaterede, eller også er de ikke.
— Denne halskæde er en personlig gave.
Ordet kom ud for hurtigt.
Pauline blev bleg.
Étienne, som stod ved siden af os, spurgte:
– Betalt personligt?
Antoine kiggede sig omkring.
– Selvfølgelig.
Min far svarede ikke.
Han signalerede blot til den juridiske direktør.
Han åbnede en mappe og tog en kopi af fakturaen frem.
Jeg behøvede ikke at læse den. Jeg kendte allerede beløbet.
Antoine, derimod, så på hende, som om papiret kunne forandre sig for øjnene af ham.
“Der er en fejl i imputeringen,” sagde han.
“Det er muligt,” svarede Étienne. “Vi tjekker det i morgen.”
– Det er en regnskabsfejl.
– Vi tjekker det i morgen.
– Jeg vil straks tilbagebetale beløbet.
Den sætning gjorde mere skade end noget andet.






