— Fordi Antoine ville have dig til at tro, at du var nødt til at ændre dig for at have ret til at komme ind i dette rum. Jeg ville have dig til at se, at det var falsk.

Jeg kiggede på de slidte manchetter på kjolen, som jeg havde fået renset, men ikke repareret.

Jeg forlod dem sådan.

Ikke at dyrke såret.

At huske.

Seks måneder senere genoptog jeg mit professionelle arbejde i en uafhængig virksomhedsfond under navnet Morel Participations. Ikke hos min far. Ikke hos Apex. Et sted hvor mit navn måske kunne åbne en dør, men hvor mit arbejde måtte give mig mulighed for at blive.

Skilsmissesagen fortsatte.

En forårsmorgen kom Mireille for at drikke kaffe i min nye lejlighed i Boulogne-Billancourt. Mindre end huset i Neuilly, men også lysere. Hun satte sin taske ned ved indgangen og så mig åbne vinduerne.

“Du ser anderledes ud,” sagde hun.

— Bedre?

Hun tænkte over det.

— Fuldstændigt.

Jeg smilede.

Den midnatsblå kjole var stadig der i mit skab.

Jeg havde ikke beholdt den, fordi den havde været vidne til Antoines fald.

Jeg havde beholdt den, fordi den mindede mig om kvinden, der den nat endelig var holdt op med at tro, at det at elske nogen krævede, at man forsvandt.