Samme morgen havde han modtaget svar.

Celloen var stadig i Emilia-Romagna.

Den var ikke allerede endt i udlandet, som jeg havde frygtet. Den var ikke blevet skilt ad, ændret eller sat til salg igen. Den var blevet købt af en samler gennem en mellemmand i Modena og var midlertidigt i et laboratorium til inspektion, før den endelig blev leveret.

Jeg mærkede Sofia trække vejret ind ved siden af ​​mig.

“Så kan vi tage den tilbage?” spurgte han.

Ada løj ikke for hende.

“Jeg ved det ikke endnu.”

Så kiggede han på mine forældre. “Men jeg ved, hvem der solgte ham. Og jeg ved, hvem der ikke havde ret til at bestemme.”

Min mor ændrede tonefald. Hun var ikke sikker længere, men hun fortrød det heller ikke.

“Mor, hvis du starter advokater og sager, ødelægger du denne familie på grund af én ting.”

Ada stirrede på hende i lang tid.

“Nej. Du solgte varen. Du klarede resten længe før.”

Der var ingen applaus, ingen filmlignende scene. Min tante samlede paptallerkenerne op. Børnene, kaldt af Davide, kom ind i huset. Nogen dæmpede musikken. Frokosten sluttede uden at nogen annoncerede, at den var slut.

Inden jeg tog afsted, spurgte jeg min far om navnet på mellemmanden. Denne gang gav han det til mig.

Han skrev det på en serviet sammen med et telefonnummer.

Det var den første konkrete gestus, han havde gjort, siden jeg opdagede salget.

Mandag morgen ringede jeg til en advokat, som en kollega havde anbefalet. Jeg bad ham ikke om at “tage hævn over nogen”. Jeg medbragte ham ekspertrapporten, e-mailen, fotografierne og navnet på mellemmanden. Ada kom med mig.

Advokaten fortalte os noget, der var nyttigt, netop fordi det ikke lød som et løfte: situationen skulle rekonstrueres præcist. En løsøre solgt til en tredjepart kunne give anledning til komplicerede spørgsmål, og køberens gode tro var vigtig. Før vi diskuterede resultaterne, var vi nødt til at forstå, hvilke dokumenter der var blevet indsendt i forbindelse med salget, og hvad der var blevet erklæret om ejendommen.

Han var den første person, dengang, der ikke forsøgte at forvandle alting til et simpelt eventyr.

Mellemmanden svarede om eftermiddagen. Han sagde, at han havde modtaget en erklæring fra mine forældre, der angav, at instrumentet tilhørte familien og var tilgængeligt for dem. Han var ikke blevet informeret om, at Ada gjorde krav på ejerskabet. Da han modtog en kopi af vurderingen og den gamle dokumentation, holdt han op med at være venlig og blev meget professionel.

“Indtil du har afklaret det, vil jeg råde kunden til ikke at flytte instrumentet,” sagde han.

Det var ikke en erstatning. Men det var på tide.

Tid til at forstå.

To dage senere ringede min far til mig.

“Kan vi snakke uden din mor?”

Vi mødtes på en bar i nærheden af ​​Casalecchio-togstationen. Han ankom ti minutter for tidligt og bestilte ikke noget.

“Det var min idé at kontakte mellemmanden,” sagde han.

Jeg troede ham ikke helt, og det bemærkede han.

Mirella var enig. Elena havde talt i månedsvis om poolen, at børnene ikke havde plads, og det arbejde, der skulle gøres. Jeg havde lige fundet ud af, hvor meget celloen var værd, ud fra den vurdering, Ada havde efterladt i dens kasse året før. Jeg tænkte…

Han stoppede.

“Hvad syntes du?”

“Det var absurd. Firs, halvfems tusind euro for en lille pige, der måske giver op om to år.”

“Og bedstemor?”

“Jeg troede, at hvis vi stillede hende over for et fuldbyrdet kendsgerning, ville hun protestere og så give slip på det.”

Det var den del, der gjorde mig allermest kold.

De havde ikke glemt at spørge. De havde besluttet, at hans nej ville være ubelejligt.

“Og mig?”

Min far kiggede på sofabordet. “Det er altid svært med dig.”

Jeg var lige ved at grine.

“Betyder det svært, at jeg siger nej?”

Han svarede ikke.

Da jeg kom hjem, fortalte jeg Sofia kun, hvad hun kunne klare: celloen var i sikkerhed for øjeblikket, vi prøvede at få den tilbage, og intet af det, der var sket, havde at gøre med, hvor godt eller dårligt hun spillede.

“Er bedstemor vred?” spurgte han mig.

“Meget.”

“Med mig?”

Min mave knudede sig.

“Aldrig med dig.”

Sofia nikkede og gik ind på sit værelse. Den aften spillede hun ikke musik, mens hun lavede sine lektier. Det var første gang i flere måneder.

Næste dag kom Elena uanmeldt til mig. Hun havde hævede øjne og en anden mappe, lavet af klar plastik.

“David vil vide alt,” sagde hun. “Og det vil jeg også.”

Indeni lå fakturaerne for arbejdet: udgravning, ledningsføring, beklædning, tagdækning, belægning og landskabspleje. I alt mere end halvfjerds tusind euro, inklusive allerede betalt arbejde og forskud.

“Mor foretog overførslerne direkte til virksomhederne,” sagde Elena. “Jeg betalte for nogle ting, men meget mindre.”

Jeg spurgte hende, hvorfor hun viste mig de papirer.