“Åbn den ikke.”

Hendes stemme var blevet svagere. Den havde ikke længere den tørre selvtillid, hun havde udvist et par sekunder tidligere.

Jeg lagde en hånd på Linas hoved og gik hen mod indgangen.

“Hvorfor? Venter du på nogen?”

Julien stillede sig foran mig.

“Nora, stop. Du har lige født. Du er træt, du ved slet ikke, hvad du taler om.”

Det var præcis den reaktion, jeg havde forventet: at forvandle min forsigtighed til forvirring, min ro til skrøbelighed, min beslutning til en krise efter fødslen. I ugevis havde han gødet jorden ved at gentage, at jeg var “for følelsesladet”, at jeg “dramatiserede alt”, at graviditeten gjorde mig “paranoid”.

Jeg kiggede på ham uden at hæve stemmen.

“Træd til side.”

Han bevægede sig ikke.

Dørklokken ringede for anden gang.

Så blev der slået tre slag mod træet.

En mandestemme, dæmpet ved døren, råbte:

“Fru Benali? Det er Marc Vidal.”

Julien vendte langsomt hovedet mod mig.

Monique blev rasende.

Jeg gik uden om min mand og åbnede døren.

På dørtærsklen stod Marc og Élodie Vidal, som havde købt huset to uger tidligere. Marc var iført en simpel marineblå frakke og holdt et sæt nøgler. Élodie havde for sin del en mappe under armen uden det mindste smil. Bag dem, i indkørslen stadig fugtig af novemberregn, ventede Maître Claire Renaud.

Jeg havde ikke forventet, at Claire selv ville komme. Jeg havde bare sendt hende en besked, da jeg forlod fødegangen: “Jeg tager hjem. Jeg tror, ​​de har gennemført det.”

Hun forstod, at jeg måske havde brug for et vidne.

Marc hilste blidt på mig.

“Hej, Nora. Undskyld at forstyrre dig så kort efter fødslen. Vi ville bare lige tjekke stedets tilstand inden den endelige nøgleoverdragelse.”

Så bevægede hans blik sig bag mig, mod kasserne, den tomme konsol, de nedtagne rammer og de to fremmede, der opførte sig, som om de ejede stedet.

“Er der et problem?” spurgte han.

Julien fik endelig sin stemme tilbage.

“Ja. Hvem er du egentlig?”

Marc blinkede.

“Ejeren.”

Ordet forblev svævende i indgangen.

Julien lo kort.

“Nej. Dette hus blev solgt i går.”

Så gik Claire ind og lukkede sin paraply.

“Nej, hr. Delmas. Dette hus blev solgt for to uger siden. Af dets eneste retmæssige ejer.”

Monique henvendte sig til Julien og hviskede noget til ham, som jeg ikke hørte. Han holdt blikket rettet mod mig.

“Gjorde du det bag min ryg?”

Jeg svarede næsten med det samme, men holdt mig så tilbage.

Scenen var nærmest obskøn i sin vending. Tre minutter tidligere havde han forklaret mig, at jeg skulle finde et værelse med to hundrede euro. Nu bebrejdede han mig, at jeg ikke havde informeret ham om et salg af en ejendom, der ikke tilhørte ham.

“Bag din ryg?” gentog jeg. “Taler du om det hus, du prøvede at sælge, mens jeg lå på fødegangen?”

Marc og Élodie udvekslede et blik.

Claire rørte sig dog ikke.

Julien vendte sig mod hende.

“Hun snakker vrøvl. Vi havde en aftale.”

“Hvilken aftale?” spurgte Claire.

Han åbnede munden, men ombestemte sig så.

Monique blandede sig.

“Julien håndterede salget, fordi Nora ikke var i stand til at gøre det. Der måtte træffes en beslutning.”

Élodie så koldt på hende.

“En beslutning om en andens hus?”

Dette var den første synlige revne i deres selvtillid. Indtil da havde Julien og hans mor opført sig som én. Alt, hvad de sagde, syntes at blive forstærket af hinandens tilstedeværelse. Men når de stod over for mennesker uden for deres tætte bånd, begyndte deres ord at lyde som det, de var: improviserede retfærdiggørelser.

Jeg spurgte:

“Hvem solgte du den til?”

Julien kneb kæben sammen.

“Det angår ikke længere dig.”

Marc reagerede med overraskelse, næsten vantro.

Claire svarede før mig.

“Hvis du har underskrevet noget, hvor du præsenterer dig selv som ejer eller agent, vedrører det os alle.”

Ordet “mandataire” ændrede noget i Juliens ansigt.

Jeg så det.

Og Claire så det også.

Hun satte sin taske på konsollen.

“Brugte du en fuldmagt?”

Julien svarede ikke.

Monique krydsede armene igen, men gestussen havde ikke længere den samme kraft.

“Vi vil ikke foretage et afhør i entréen med en baby.”

“For en gangs skyld er jeg enig,” sagde Claire. “Nora skal sætte sig ned.”

Élodie hjalp mig med at tage min frakke af. Denne lille gestus rørte mig mere end noget andet. Siden jeg vendte tilbage, havde ingen i dette hus spurgt mig, om jeg havde smerter, om Lina havde spist, eller om jeg havde brug for vand. Min mand rakte mig en kuvert. En kvinde, jeg knap nok kendte, spurgte mig, om jeg ville sidde ned.

Vi gik ind i stuen.

Det var da jeg opdagede, hvor langt Julien var nået.

En del af hylderne var tomme. Min fars billeder var væk. Den gamle brune fløjlslænestol, hvor han plejede at læse om søndagen, var der ikke længere. I et hjørne var flere kasser dækket med farverige klistermærker.