DEL 1 — SOPHIAS FØRSTE SKRIDT
— Camille… se, jeg vil prøve!
Sophias lille stemme genlød under de enorme krystalkroner.
I den store modtagelsessal i Valmont-paladset overværede mere end to hundrede gæster en velgørenhedsaften.
Mændene bar elegante dragter.
Kvinderne bar lange aftenkjoler.
Enorme buketter af lyserøde roser og cremefarvede blomster pyntede på bordene.
Midt i lokalet sad en lille pige på seks år i en mørkeblå kørestol.
Hendes lysebrune hår nåede ned til midten af ryggen.
En stor lysegul sløjfe holdt en del af hendes hår tilbage.
Hun bar en storslået cremefarvet gul kjole med små flæseærmer og et skørt samlet af flere lag let stof.
Hendes fødder var iført elfenbensfarvede sko.
Hun hed Sophia de Valmont.
Og siden en ulykke tre år tidligere havde hun brugt en kørestol.
Ved siden af hende stod Camille Laurent.
Otteogtyve år.
Blond, med gråblå øjne, håret omhyggeligt sat i en lav knold.
Hun bar en lysegrå tjenerkjole med en rund hvid krave, hvidkantede ærmer og et lille forklæde.
Et guldskilt angav hendes fornavn.
Camille havde arbejdet på paladset i otte måneder.
Men for Sophia betød hun meget mere end blot en almindelig ansat.
Det var kvinden, der fortalte hende historier.
Som blev ved hendes side, når hun var bange.
Og som opmuntrede hende i de svære øjeblikke.
Bag kørestolen stod Julien Mercier, en mand af kraftig bygning iført sort dragt og sort skjorte.
Ansvarlig for familiesikkerheden observerede han opmærksomt Sophia.
Den lille pige lagde sine små hænder på armlænet.
Camille satte sig på hug foran hende.
— Sophia… langsomt, min skat.
Den lille pige løftede blikket.
— Du sagde, at jeg kunne prøve.
Camille smilte bevæget.
— Ja. Men kun hvis du føler dig klar.
Sophia trak vejret dybt ind.
Derefter lænede hun sig frem.
Hendes små arme strakte sig ud.
Hendes ben rystede.
Og under Juliens måbende blik rettede hun sig op.
Første gang.
Derefter helt.
Hun stod op.
Uden at nogen løftede hende.
Julien strakte instinktivt hænderne ud for at holde hende tilbage.
Men Sophia holdt balancen.
— Camille!
Hendes øjne lyste op.
— Jeg står op!
Tjenerkjolen holdt en hånd for munden.
Hendes øjne fyldt med tårer.
Sophia tog et skridt frem.
Derefter det næste.
En murmursagen gik gennem salen.
Flere gæster vendte sig om.
Den lille pige tog tre skridt.
Derefter fem.
Hendes ansigt strålede.
— Se! Jeg går helt selv!
Hun satte farten op.
Hendes små sko ramte blidt marmoret.
Hendes gule kjole løftede sig let omkring hendes ben.
Camille åbnede armene.
— Åh, Sophia… det lykkedes dig!
Den lille pige kastede sig mod hende.
Camille knælede ned og omfavnede hende.
Begge brød ud i gråd.
Gæsterne forblev tavse.
Derefter begyndte flere at klappe.
Men i den anden ende af salen var en mand netop dukket op.
Adrien de Valmont.
Seksogtredive år.
Høj, brede skuldre, brunt hår redt tilbage og et kort skæg.
Han bar et sort jakkesæt over en sort skjorte, der var åben i kraven og afslørede de mørke tatoveringer på hans bryst.
Det var Sophias far.
Da han så sin datter stå i Camilles arme, stoppede han brat op.
Hendes øjne spærrede sig op.
Han kiggede på den tomme kørestol.
Derefter på sin datter.
Derefter på Camille.
— Vent…
Hendes stemme rystede.
— Hvordan er det muligt?
Sophia vendte sig om.
Hendes ansigt lyste op.
— Far!
Hun ville løbe mod ham.
Adrien knælede med det samme.
Den lille pige skyndte sig i hans arme.
Han krammede hende tæt ind til sig.
Hans tårer flød, uden at han kunne holde dem tilbage.
— Min skat…
Sophia brød ud i en latter.
— Far, se! Jeg kan gå!
Adrien kyssede hendes pande.
Derefter løftede han langsomt blikket mod Camille.
Tjenerinden var holdt op med at smile.
Hun virkede pludselig urolig.
Adrien bemærkede det.
— Camille…
Hun sænkede blikket.
— Ja, hr.?
Han spurgte blidt:
— Hvor længe har De vidst, at hun kan gøre det?
Tavsheden faldt tilbage over salen.






