DEL 2 — HEMMELIGHEDEN GEMT I DE MEDICINALE JOURNALER
Camille følte sit hjerte slå hurtigere.
Hun kiggede på Sophia, der stadig var krammet ind i sin fars arme.
Derefter svarede hun:
— Hr. de Valmont… jeg er nødt til at forklare Dem noget.
Adrien rettede sig langsomt op.
— Så forklar mig det.
Camille tøvede.
— Ikke her. Ikke foran alle andre.
Adrien forstod, at det ikke blot drejede sig om en overraskelse.
Han overlod Sophia til Julien, som ledsagede hende hen for at sidde og hvile sig efter hendes anstrengelser.
Derefter førte han Camille ind i en lille privat salong.
— Jeg lytter.
Camille tog en dyb indånding.
— Deres datter burde aldrig have været berøvet visse former for pleje.
Adrien rynkede panden.
— Hvad taler De om?
Camille mærkede tårene stige op.
— Da jeg ankom hertil,
var Sophia bange for at sætte fødderne på jorden.
Hun fortsatte:
— Men jeg bemærkede, at hun bevarede en del af sine evner. Når hun legede, bevægede hun sine ben. Hun søgte nogle gange spontant støtte.
Adrien nikkede.
— Lægerne sagde dog, at hun havde brug for sin kørestol.
— Ja, hr. Og jeg betvivler ikke det, de konstaterede efter hendes ulykke.
Camille holdt en pause.
— Men hendes tilstand burde være blevet evalueret regelmæssigt.
Adrien forblev ubevægelig.
— Evalueret?
Den unge kvinde nikkede.
— Jeg opdagede, at flere genoptræningsanbefalinger aldrig var blevet fulgt.
Adrien følte sin mave snøre sig sammen.
Tre år tidligere var Sophia blevet såret i en bilulykke.
Hendes mor, Élise de Valmont, døde i kollisionen.
Sophia overlevede.
Men hun havde pådraget sig alvorlige kvæstelser.
I måneder havde hun været indlagt på hospitalet.
Derefter var hun vendt tilbage til paladset.
Adrien havde ansat dr. Victor Delcourt, en anerkendt specialist, der overvågede hendes medicinske forløb.
Han havde betroet ham organiseringen af konsultationer, undersøgelser og terapeutiske programmer.
Victor gentog regelmæssigt for ham:
— Hr. de Valmont, Deres datter skal undgå overdreven anstrengelse. Det ville være farligt at give hende falske forhåbninger.
Adrien havde troet på ham.
Han havde brugt betydelige summer.
Købt udstyr.
Finansieret konsultationerne.
Fulgt alle de anbefalinger, man sendte videre til ham.
Men Camille havde netop fortalt ham, at visse ordinationskrav ikke var blevet bragt i anvendelse.
— Hvordan ved De det? spurgte Adrien.
Tjenerinden tog en kuver fra sin taske.
Den indeholdt kopier af rapporter.
— Sophia viste mig en dag en gammel boks, hvor hun gemte sine tegninger og nogle hospitalsdokumenter.
Camille lagde arkene på bordet.
— Der fandt jeg en rapport fra en konsultation dateret fra det foregående år.
Adrien læste.
Hospitalets læge anbefalede en evaluering af gangfunktionen og en gradvis genoptagelse af tilpassede øvelser under professionel overvågning.
Dokumentet lovede ikke en helbredelse.
Men det angav klart, at Sophias evner skulle undersøges på ny.
Adrien løftede blikket.
— Jeg har aldrig set denne rapport.
Camille nikkede.
— Det var det, der bekymrede mig.
Hun fortsatte:
— Jeg spurgte den husholderske, der styrede Sophias aftaler. Hun svarede mig, at alt gik gennem dr. Delcourt.
Adrien knyttede næverne.
— Og hvad gjorde De?
— Jeg bad først om råd hos en uddannet fysioterapeut, som jeg kendte.
Camille sænkede blikket.
— Hun fortalte mig, at der var brug for en ny medicinsk vurdering, ikke bare at opmuntre Sophia til at gå.
Adrien forblev tavs.
— Jeg insisterede derefter over for den afdeling,
der havde ansvar for hendes opfølgning. Endelig blev der arrangeret en tid på hospitalet under Deres forretningsrejse.
Camille løftede blikket.
— Jeg indrømmer, at jeg burde have advaret Dem direkte. Men man gentog over for mig, at De var utilgængelig, og at dr. Delcourt var den eneste, der havde tilladelse til at håndtere sagen.
Adrien førte en hånd over sit ansigt.
— Hvad sagde hospitalet?
— At Sophia havde bevaret flere evner, end man troede. Og at et gradvist genoptræningsprogram kunne overvejes.
Han satte sig langsomt ned.
Camille fortsatte:
— I adskillige uger har hun fulgt strukturerede sessioner. I begyndelsen kunne hun kun stå op i nogle få sekunder med hjælp.
Tårer løb ned ad hans kinder.
— Derefter begyndte hun at tage nogle skridt.
Adrien stirrede på den unge kvinde.
— Mener De, at hun har gået i adskillige uger?
Camille rystede på hovedet.
— Hun har trænet i adskillige uger. I dag er det første gang, hun krydser en sådan afstand uden hjælp.
Adrien sænkede blikket.
Hans lettelse var enorm.
Men en anden følelse voksede.
Vreden.
— Hvorfor sagde Victor mig intet?
Camille tøvede.
Derefter lagde hun et andet dokument foran ham.
Det drejede sig om en faktura.
Mere end fyrre tusind euro.
For et terapeutisk program, der angiveligt var blevet udført.
Adrien rynkede panden.
— Jeg kender denne faktura.
Camille svarede:
— Den nævnte institution har bekræftet over for mig, at den aldrig har modtaget Sophia til det program.






