Hun bestilte en taxa til stationen Paris-Montparnasse. Klokken 21.35 rullede det sidste TGV-tog mod Tours ud fra perronen. Madeleine sad ved vinduet i 1. klasse, mens Paris’ lys gled forbi i mørket.

Præcis kl. 21.44 vibrerede hendes telefon.

En automatisk besked fra hendes bank poppede op på skærmen:”Afvist transaktion: 348,50 EUR hos Restaurant L’Écume. Årsag: Kortet er spærret.”

To minutter senere kom endnu en besked:”Afvist transaktion: 348,50 EUR hos Restaurant L’Écume. Forsøg nr. 2. Kortet er ugyldigt.”

Trediver sekunder efter ringede hendes telefon. Julien stod der på skærmen. Madeleine kiggede på navnet. Hun mærkede et kort stik i hjertet – mindet om den lille dreng med de skrammede knæ, hun engang havde trøstet – men så kiggede hun ned på tasken ved sine fødder, hvor post-it-sedlen med hans håndskrift lå: ”Efter hendes indlæggelse, find papirerne på Tours og se, hvordan vi sælger lejligheden.”

Hun satte telefonen på lydløs og lod den ringe ud.

Så ringede Claire. Så Julien igen. Så tikkede beskederne ind.”Mor, hvad foregår der med kortet?? Vi står i restauranten!” (Julien, 21.48)
”Madeleine, tag nu den telefon, det er pinligt det her, Juliens kort er overtrukket!” (Claire, 21.51)
”Hvor er du? Vi er lige kommet hjem, dit værelse er tomt??” (Julien, 22.34)
”Mor, ring til mig med det samme! Hvor er din kuffert? Hvor er dokumenterne fra Claires skrivebord?!” (Julien, 22.41)

Madeleine slukkede telefonen, lænede hovedet tilbage mod sædet og lukkede øjnene, mens toget susede gennem natten mod Loire-dalen.

DEL 3

Klokken 23.10 stod Madeleine foran døren til sin lejlighed i Rue Nationale i hjertet af Tours. Hun havde ikke været der i to år, men hendes nabo og gamle veninde, Colette, havde luftet ud og passet planterne hver uge. Da Madeleine drejede nøglen i låsen, duftede der af bivoks, lavendel og fortid – en fortid, hvor hun var et menneske med et navn og en værdighed, ikke en gratis tjenestepige, man gemte væk, når der var gæster.

Næste morgen kl. 08.30 – præcis en halv time før Julien og Claire havde planlagt at læsse hende ind i en bil og køre hende til plejehjemmet – sad Madeleine på et kontor med høje paneler og udsigt over Tours’ domkirke.

Over for hende sad Maître Henri Delcourt, familiens notar gennem tre årtier, og ved siden af ham hans niece, Maître Camille Delcourt, en skarp advokat med speciale i familieret, økonomisk kriminalitet og ældres rettigheder.

Madeleine lagde indholdet af sin kuffert på det blankpolerede mahognibord. Hun talte i tyve minutter uden at ryste på stemmen.

Da hun var færdig, herskede der en tung stilhed i rummet. Henri Delcourt tog sine briller af og gned sig over øjnene.
— Jeg har kendt Julien, siden han gik i korte bukser, sagde den gamle notar lavmælt. Hvis André havde set det her, ville det have knust ham.

Camille Delcourt derimod lænede sig frem med et blik som en høg. Hun holdt Dr. Renaud Vasseurs geriatriske erklæring op mod lyset.
— De har begået en fatal fejl, fru Morel, sagde Camille. Når grådige mennesker tror, at deres offer er svagt, bliver de sjuskede. Denne lægeerklæring hævder, at De blev undersøgt på klinikken i Neuilly den 14. i sidste måned kl. 14.00. Hvor var De den dag?

Madeleine tænkte sig om et øjeblik og åbnede sin kalender.
— Den 14.? Der var jeg i Tours fra kl. 10 til kl. 18. Jeg var til et årligt tjek hos min gamle øjenlæge, jeg spiste frokost med min nabo Colette på Brasserie de l’Univers og betalte med mit eget kort, og kl. 15.30 var jeg her på kontoret for at underskrive en fuldmagt til ejerforeningen sammen med Henri!

Henri Delcourt slog hånden i bordet.
— Det er rigtigt! Jeg har det daterede og tinglyste dokument lige her i arkivet, med tre vidners underskrift på, at De var ved Deres fulde fem og fysisk til stede i Tours præcis på det tidspunkt, hvor denne læge i Neuilly påstår, at De sad på hans kontor i Paris i en tilstand af svær demens!

Camille smilede koldt.
— Det kaldes faux et usage de faux – dokumentfalsk af en autoriseret læge i forening med forsøg på ulovlig frihedsberøvelse og groft bedrageri. Dr. Vasseur risikerer ikke bare at miste sin autorisation; han risikerer fængselsstraf.

— Hvad med de 120.000 euro? spurgte Madeleine. Julien vil helt sikkert hævde, at det var en frivillig gave fra en mor til sin søn.

— Og det er her, fransk lovgivning er på Deres side, forklarede Camille og trak en tyk lovbog frem. Artikel 953 og 955 i Code Civil. En donation – selv til ens eget barn – kan tilbagekaldes ved domstolene på grund af ingratitude (utaknemmelighed) eller manglende opfyldelse af betingelserne. Når en søn tager imod 120.000 euro under løfte om at tage sig af sin mor, men i stedet bruger hende som ulønnet arbejdskraft, isolerer hende fra familien og fabrikkerer falske medicinske dokumenter for at få hende umyndiggjort og stjæle resten af hendes formue, er det et klokkeklart tilfælde af grov utaknemmelighed og misbrug af en sårbar person (abus de faiblesse).