Hun ringede til et nummer, hun ikke havde ringet til siden sin mands begravelse.

“Notar Bellini? Jeg er Carmela Rinaldi. Jeg vil gerne gennemgå nogle arrangementer i morgen tidlig.”

Der var en kort stilhed i den anden ende.

“Fru Rinaldi, virkelig i morgen?”

Carmela kiggede på den marmeladeplettede serviet ved siden af ​​den stadig forseglede kuvert.

“Ja. Fordi jeg tror, ​​mine børn bare har glemt, hvem der egentlig ejer dette hus.”

Næste morgen, klokken ti i ni, sad Carmela allerede uden for notarens kontor på Via Indipendenza. Hun havde sovet lidt, men ikke på grund af smerterne. For første gang i årevis havde hun tilbragt en hel nat uden at retfærdiggøre sine børn i hovedet.

Notar Bellini bød hende velkommen med den samme diskretion, som han havde fulgt Ernestos tronfølge.

“Fortæl mig det.”

Carmela lagde den blå notesbog, kuverten og den foldede serviet på bordet.

Bellini kiggede først på hende, derefter på den nu tørrede marmeladeplet.

“Hvad er det her?”

“Det mest nyttige, nogen gav mig i går.”

Han åbnede notesbogen. Ernesto havde deri, med sin skrå håndskrift, nedskrevet alle større betalinger til hans børn i løbet af de sidste 25 år: udbetalingen på Maurizios bil, det ubetalte lån til Patrizia, to bankoverførsler til Giacomo, da hans virksomhed næsten gik konkurs. Det var ikke en bog med nag. Det var et omhyggeligt regnskab, født af Ernestos frygt for, at nogen en dag ville forveksle hengivenhed med en uendelig forpligtelse.

Kuverten indeholdt dog en kopi af en gammel privat kontoudtog. Lejligheden var ikke det eneste aktiv. Ernesto havde også efterladt Carmela en andel af et lille erhvervslokale, der i årevis var udlejet til en syartiklerforretning, og en værdipapirkonto, som ingen af ​​børnene kendte præcist til.

“Jeg vil ikke straffe dem,” sagde Carmela.

Bellini kiggede på hende over sine briller.

“Og hvad vil han?”

Carmela tænkte på sit barnebarn Elena og den stille ske.

“Jeg vil holde op med at belønne foragt.”

Notaren smilede ikke. Han nikkede blot.

Han forklarede, at hun kunne omarrangere ordningerne, samtidig med at de lovpligtige kvoter blev overholdt, fordele den tilgængelige del til hvem hun ønskede, og klart fastlægge anvendelsen af ​​visse aktiver. Carmela lyttede opmærksomt og stillede specifikke spørgsmål.

Han søgte ikke spektakulær hævn. Han søgte grænser.

Hun besluttede, at den tilgængelige del af hendes formue skulle gå til en bolognese forening, der ydede hjemmepleje til ældre, der boede alene. Den tilladte del af forretningslokalerne skulle bruges til at oprette en lille uddannelsesfond til hendes børnebørn, som skulle administreres af en ekstern professionel, indtil de blev voksne. Hvad angår lejligheden, havde Carmela ingen intentioner om at lade den stå tom, mens hendes børn skændtes om, hvorvidt væggene skulle rives ned.

“Jeg vil også gerne overveje at sælge den blotte ejerskab eller, hvis det er nemmere, en løsning, der garanterer mig, at jeg kan blive her, så længe jeg lever, og bruge pengene på mig selv.”

Bellini lænede sig tilbage.

“Dette ændrer mange ting.”

“Det er præcis, hvad jeg vil.”

To dage senere ringede Maurizio.

Ikke for at spørge hende, hvordan hun har det.

“Mor, en landmåler kommer og kigger på væggen på lørdag.”

Carmela forblev tavs et øjeblik.

“Ingen.”

Der var en lang pause i den anden ende.

“Hvad, ikke?”

“Ingen landinspektør kommer ind i mit hus.”

Maurizio lo, men det var en kortere latter end normalt.

“Dit hus? Mor, før eller siden bliver det vores.”

Carmela kiggede på den blå notesbog på bordet.

“Før eller siden er en meget lang sætning.”

Han ændrede tone.

“Hvem er det, der giver dig de idéer?”

Det spørgsmål fik hende til at indse, hvor lidt hun stadig vidste om sig selv. For Maurizio, en halvfjerdsårig mor, kunne ikke finde på en ny idé på egen hånd. Det krævede en nabo, en advokat, en ven, en eller anden til at manipulere hende.

“Ingen. Det er præcis pointen.”

Hun afsluttede opkaldet først.

Næste dag ankom Patrizia uanmeldt. Hun havde en æske med rigtigt kage og en buket blomster, hun havde købt i supermarkedet.

“Mor, kan vi snakke?”

Carmela lod hende komme ind.

Patrizia placerede blomsterne på bordet, lige der hvor den rådne kage havde ligget tre nætter før.

“Maurizio siger, at du er vred.”

“Maurizio siger mange ting.”

“Det var en joke.”

“Jeg ved det. Det sagde I alle sammen.”

Patrizia sukkede.

“Jeg mente ikke at gøre dig fortræd.”

Carmela så hende i øjnene.

“Hvem skrev sætningen på kagen?”

Patrizia kiggede ned.

“JEG.”

“Og hvem købte den udløbne creme?”

«Maurizio.»

“Og hvem besluttede at filme det?”

“James.”

“Så I arbejdede godt sammen.”

Patrizia kneb læberne sammen.

“Du får alt til at virke værre, end det var.”

Her er det andet sår. Ikke ondskab, men forsøget på at reducere det til misforståelse.

Carmela åbnede en skuffe og tog den plettede serviet ud.

“Jeg behøver ikke at få det til at ligne noget. Du lod det ligge på mit bord.”