Hun talte med den ansvarlige sygeplejerske, og de arrangerede, at Brandon kom alene ind.
Min mor tilbød at gå udenfor.
“Vil du have privatliv?”
Jeg rystede på hovedet.
“Vær venlig at blive.”
Brandon kom ind klokken 10:06.
Han så forfærdelig ud.
Hans hår var rodet, hans skjorte krøllet, og det dyre ur, han havde brugt så lang tid på at justere aftenen før, sad skævt på hans håndled.
Han stoppede, da han så min mor.
“Hvad laver hun her?”
Jeg smilede næsten.
“Hun besøger sin datter og barnebarn.”
“Jeg troede, vi havde aftalt at tale privat.”
“Jeg indvilligede i at tale uden din mor og søster.”
Min bliver.”
Hans kæbe strammede sig.
Så kiggede han på Nora.
Et øjeblik ændrede hans udtryk sig.
“Hej, lille pige,” hviskede han.
Jeg så ham tage et skridt hen imod vuggen.
Han virkede usikker.
Det var første gang, jeg havde set ham virke usikker på, hvad han skulle gøre i nærheden af vores datter.
Han rakte ned og rørte ved kanten af hendes tæppe.
“Hun er så lille.”
“Ja,” sagde jeg.
Han kiggede på mig.
“Hvordan har hun det?”
“Sund.
Sulten.
Træt.”
“Og dig?”
Spørgsmålet overraskede mig.
Jeg havde så gerne villet høre det aftenen før.
Nu føltes det indøvet.
“Jeg er ved at komme mig.”
Han nikkede.
Så trak han den tomme stol tættere på.
“Se, Elena.”
I går aftes kom det ud af kontrol.”
Jeg ventede.
“Alle var følelsesladede.
Mor havde glædet sig til den middag i ugevis.
Courtney havde organiseret alt.
Og så pludselig—”
“Stop.”
Han blinkede.
“Hvad?”
“Forklar mig ikke, hvor svær din mor var i går aftes.”
Hans udtryk blev hårdt.
“Jeg prøver at snakke.”
“Det er jeg også.”
Min mor forblev stille ved vinduet.
Brandon kiggede på hende, tilsyneladende i forventning om støtte.
Hun tilbød ingen.
Han udåndede.
“Bøde.
Jeg er ked af, at du var ked af det.”
Der var det.
Ikke, jeg er ked af, at jeg forlod dig.
Ikke, jeg er ked af, at jeg ikke beskyttede vores datter.
Ikke, jeg er ked af, at jeg lod min mor ydmyge dig.
Bare en undskyldning for min reaktion.
“Brandon,” sagde jeg, “hvad undskylder du for?”
Han stirrede.
“Alvorligt talt?”
“Ja.”
“For i går aftes.”
“Hvad med i går aftes?”
Han gned sit ansigt.
“Elena, gør ikke det her.”
“Fortæl mig det.”
Han stod op.
“Jeg gik ud at spise middag med min familie.”
Det er det.
Jeg var dig ikke utro.
Jeg forsvandt ikke i tre dage.
Jeg gik ud og spiste middag.”
Jeg følte mit bryst snøre sig sammen.
“Du forlod mig syv timer efter fødslen.”
“Hospitalet har sygeplejersker.”
“Du lod din mor sætte spørgsmålstegn ved, om Nora tilhørte denne familie.”
“Hun lavede sjov.”
“Hun antydede, at vores datter måske ikke var din.”
“Det var ikke det, hun mente.”
“Hvad mente hun så?”
Han åbnede munden.
Lukkede den.
Kiggede væk.
Min mor rettede på Noras tæppe.
Den lille bevægelse tiltrak Brandons opmærksomhed.
Han virkede lettet over at skifte emne.
“Må jeg holde hende?”
Jeg tøvede.
Ikke fordi jeg ville straffe ham.
Fordi mine hænder rystede, og jeg stolede ikke på, at samtalen ikke ville udvikle sig til endnu et skænderi.
“Sæt dig ned,” sagde jeg.
“Mor kan hjælpe dig.”
Han satte sig.
Min mor lagde forsigtigt Nora i hans arme.
Et kort øjeblik blev der stille i rummet.
Han kiggede ned på hende.
Hun strakte den ene hånd mod hans skjorte.
Noget glimtede hen over hans ansigt.
Undre sig, måske.
Eller fortryde.
Jeg ville have, at det skulle være nok.
Jeg ville have, at synet af hans datter skulle vække den mand, jeg havde troet, jeg havde giftet mig med.
Så vibrerede hans telefon.
Han kiggede på den.
Og jeg så hans opmærksomhed næsten med det samme flytte sig væk fra Nora.
“Mor venter nedenunder,” sagde han.
Jeg kiggede på ham.
“Så kan hun vente.”
Hans mund snørede sig sammen.
“Hun er meget ked af det.”
“Hun vil overleve.”
“Elena, du bragte hende i forlegenhed foran folk, hun har kendt i tyve år.”
Jeg følte noget indeni mig blive helt stille.
“I går fornærmede din mor vores nyfødte datter.”
“Hun er gammeldags.”
“I dag er du bekymret for, at nogen så hendes kreditkort blive afvist.”
“Du fik os til at fremstå som tåber.”
“Nej,” sagde jeg.
“Jeg holdt op med at betale for forestillingen.”
Hans øjne blev smalle.
“Synes du, det her er sjovt?”
“Ikke engang lidt.”
Han gav Nora tilbage til min mor.
Så stak han hånden ind i sin jakke.
Jeg bemærkede bevægelsen med det samme.
En velkendt sort mappe dukkede op i hans hænder.
Han lagde den på min hospitalsbakke.
Min mave sank.
“Hvad er det?”
Jeg spurgte, selvom jeg allerede havde mistanke.
“Noget der vil hjælpe os med at komme igennem det her.”
Han åbnede mappen.
Der var flere trykte sider indeni.
