De brugte hele weekenden i byggemarkedet og i møbelforretninger. For første gang i lang tid hørte Darius sin datters ægte, boblende latter, da hun fik lov til selv at blande malingen hos farvehandleren og valgte en nuance, der hed Lavendeldrøm. Hun fik en malerrulle på et langt skaft, og selvom der kom næsten lige så meget lilla maling på hendes gummistøvler og på Darius’ næse som på væggen, grinede de bare af det.

Da søndagen gik på hæld, var værelset forvandlet. I stedet for det kolde toiletbord stod der nu et lille, rundt træbord med bøtter fyldt med farveblyanter, tuscher, glimmerlim og papir i alle regnbuens farver. I hjørnet hang en himmelseng af tyndt, hvidt tyl med små lyskæder flettet ind i stoffet, og i loftet lyste hele Mælkevejen i grønne og gule nuancer, når lyset blev slukket.

Det var et helle. Og i takt med at værelset skiftede farve, begyndte Kayla også langsomt at få sine egne farver tilbage.

Men fortiden giver sjældent slip uden kamp.

Tre uger efter at Brittany var blevet smidt ud, kom stormen tilbage på en regnfuld torsdag eftermiddag.

Darius arbejdede hjemmefra ved det store spisebord i stuen, omgivet af arkitekttegninger. Evelyn var i køkkenet ved at bage kanelgifler, og duften af kanel, smør og kardemomme fyldte hele underetagen. Kayla sad på gulvtæppet i stuen med sine farveblyanter og tegnede et slot med tre tårne.

Pludselig lød der en skarp raslen ved hoveddøren. Ikke et bank. Ikke dørklokken. Men lyden af en nøgle, der blev sat i låsen og drejet rundt.

Darius frøs over sine tegninger. Han havde taget Brittanys nøgle den dag, hun rejste. Hun måtte have fået lavet en kopi i al hemmelighed måneder tidligere.

Døren gik op med et smæld, og ind trådte Brittany. Hun rystede regnvandet af sin dyre uldfrakke og satte sin paraply i stativet med en selvfølgelighed, som om hun blot havde været nede og handle.

I samme sekund Kayla hørte klikket fra Brittanys høje hæle mod klinkerne i entréen, forsvandt al farve fra den lille piges ansigt. Den gule farveblyant, hun holdt i hånden, knækkede midt over med et lille smæld. Uden en lyd kravlede Kayla baglæns ind under det store spisebord og trak knæene helt op til hagen.

Darius rejste sig så hurtigt, at hans stol væltede bagover.

“Hvad laver du her?” Hans stemme var ikke høj, men den var så dyb og advarende, at selv lyden af regnen udenfor syntes at forstumme.

Brittany kom ind i stuen, mens hun knappede sin frakke op. Hun så træt ud, men hendes hage var løftet i den velkendte, arrogante vinkel. “Lad nu være med at skabe dig, Darius. Jeg har givet dig tre uger til at køle ned. Jeg er kommet efter resten af mine vinterstøvler på loftet, og så tænkte jeg, at det var på tide, vi fik talt som voksne mennesker.”

Evelyn kom ud fra køkkenet med mel på hænderne. Hendes øjne smalnede øjeblikkeligt, da hun så sin datter, og uden at sige et ord til Brittany gik hun direkte hen til spisebordet. Hun satte sig ned på gulvet foran bordkanten og dannede en levende mur med sin egen krop mellem Brittany og den rystende pige under bordet.

“Du har ingen ting på loftet, Brittany,” sagde Darius og trådte frem, så han blokerede hendes vej længere ind i stuen. “Jeg sendte alt dit tøj og dine sko med et flyttefirma til din venindes adresse i tirsdags. Du fik kvitteringen på mail. Og hvordan har du overhovedet låst dig ind?”

Brittany sukkede teatralsk og rullede med øjnene. “Jeg havde en ekstranøgle i min sportstaske. Gudfader bevares, Darius, hør dog på dig selv! Du behandler mig som en kriminel på grund af en dårlig klipning! Jeg har ofret to år af mit liv på at holde styr på dit hus og dit barn, efter Claire døde!”

“Hold Claires navn ude af din mund,” sagde Darius iskoldt.

“Nogen var jo nødt til at være den voksne her!” snerrede Brittany, og for første gang krakelerede hendes polerede facade. Hendes stemme steg i toneleje. “Du var aldrig hjemme! Du begravede dig i arbejde, og mor forkælede hende bare med kager og medlidenhed! Kayla var ved at udvikle sig til en umulig, klynkende lille møgunge, der græd hver gang hun skulle i skole! Hun manglede rygrad!”

Under bordet klemte Kayla øjnene i og pressede hænderne mod sine ører. Evelyn lagde en beroligende hånd på hendes ankel og nynnede en lav, dyb melodi, men Kayla rystede over hele kroppen.

Darius mærkede raseriet koge i sine årer, men så huskede han Kaylas ord fra soveværelset tre uger tidligere: Jeg vil heller ikke være bange for dig.

Hvis han råbte nu, hvis han tabte besindelsen og skabte et voldsomt skænderi, ville han kun bekræfte den frygt, som sad i Kayla. Han skulle være klippen. Han skulle vise Kayla, at man kunne stoppe en bølle uden selv at blive til et monster.