“Det kan jeg godt forstå,” sagde Darius og strøg hende forsigtigt over de korte krøller ved tindingen. “Det var også ubehageligt, at hun bare kom ind.”
“Men så stillede du og farmor jer foran mig,” fortsatte Kayla, og hendes øjenlåg begyndte at blive tunge. “Ligesom ridderne foran slottet.”
Darius mærkede en klump i halsen og kyssede hende på panden. “Altid, min elskede. Vi står altid foran dig.”
Månederne gik, og efteråret blev til en hvid, glitrende vinter, der igen smeltede bort til fordel for forårets første grønne skud i haven.
Helingen var ikke en lige linje. Der var stadig uger, hvor Kayla havde mareridt og vågnede badet i sved, overbevist om at hun kunne høre lyden af en hårklipper i mørket. Der var dage i skolen, hvor en lærers lidt for høje stemme fik hende til at lukke helt i. Men forskellen var, at hun ikke længere bar frygten alene. Når hun blev bange, sagde hun det højt.
I kunstterapien hos Marianne skiftede hendes tegninger gradvist karakter. De sorte tremmer forsvandt først. Så fik pigen på papiret sin mund tilbage – først som en lille streg, senere som et stort smil. Og en dag i marts kom Kayla løbende ud fra Mariannes kontor med et stort stykke karton i hænderne for at vise det til Darius, der sad i venteværelset.
På papiret havde hun tegnet sig selv med masser af vilde, krøllede streger på hovedet i både brun, guld og lilla. Hun stod oven på en stor, grøn drage, og ved siden af hende stod Darius og Evelyn med kapper på.
“Se, far!” sagde hun stolt. “Mit hår er magisk på tegningen!”
“Det er det også i virkeligheden,” sagde Darius og løftede hende op i en stor svingtur, så hun hvinede af grin.
Og hendes hår voksede virkelig. I starten af maj var den korte side vokset så meget ud, at frisøren kunne klippe det i en sød, ensartet page af tætte, bløde krøller, der dansede omkring hendes kinder, når hun løb.
En lørdag formiddag i slutningen af maj stod der en stor begivenhed på kalenderen: Skolens årlige forårsfest og talentkonkurrence.
Sidste år havde Kayla nægtet at deltage. Hun havde haft så ondt i maven den morgen, at hun havde kastet op, og Brittany havde skældt hende ud for at være “dramatisk og ødelægge weekenden”.
I år havde Kayla selv spurgt, om hun måtte være med. Hendes klasse skulle synge en sang om foråret, og bagefter var der en lille runde, hvor de børn, der havde lyst, kunne vise et kunstværk eller sige et lille digt på scenen i gymnastiksalen.
Gymnastiksalen summede af liv. Forældre og bedsteforældre sad på lange rækker af klapstole, mens duften af kaffe, saftevand og nybagt kage hang i luften. Oppe på scenen hang guirlander af silkepapir, som børnene selv havde klippet.
Darius og Evelyn sad på allerførste række. Darius havde sit kamera klar, men hans hænder var næsten lige så svedige, som hvis han selv skulle op og præsentere et millionprojekt for en bestyrelse.
Da 0.B kom ind på scenen, fik Darius øje på Kayla med det samme.
Hun havde den lyslilla kjole på – den selvsamme kjole, hun havde båret den forfærdelige morgen for et halvt år siden. Darius havde egentlig villet smide kjolen ud sammen med spejlet, men for en uge siden havde Kayla fundet den bagerst i skabet. Med Evelyns hjælp havde de syet små, glitrende stofblomster og sølvstjerner på skørtet og ærmerne.
“Så er det ikke længere den triste kjole, far,” havde Kayla forklaret med stor alvor. “Nu er det en fe-kjole.”
Børnene sang deres forårssang med høje, lidt skæve stemmer, mens de vinkede ivrigt ned til deres familier. Kayla sang med af fulde lunger, og hendes krøller hoppede i takt til musikken.
Da sangen var slut, og klapsalverne lagde sig, trådte klasselæreren frem med en mikrofon.
“Nu er der tre elever fra klassen, som gerne selv vil sige et par ord eller vise noget, de har lavet i dette skoleår,” sagde læreren med et smil.
Først viste en lille dreng et fuglehus af træ frem, og derefter lavede en pige tre vejrmøller på stribe til stor jubel fra salen.
Så blev det Kaylas tur.
Læreren sænkede mikrofonstativet, så det passede til en seksårig. Kayla trådte frem til kanten af scenen. I hånden holdt hun en lille æske, hun selv havde dekoreret med muslingeskaller og glimmer.
I et kort sekund, da hun så ud over de mange ansigter i den store sal, stivnede hun. Hendes frie hånd gled instinktivt op og rørte ved krøllerne på venstre side af hovedet – en vane, hun stadig havde, når hun blev nervøs.
Hendes blik søgte ned mod første række.






