DEL 2

Metallet klirrede svagt mod stoffet i Colettes kjolelomme, men i den pludselige stilhed i stuen lød det som et pistolskud.

Marc stod i døråbningen. Hans skjorte var gennemblødt af sved efter den kvælende julivarme i Nantes, og hans blik flakkede vantro mellem kufferterne i entréen, den sovende onkel Gérard på sofaen og sin mor, der stod stivnet midt i rummet. Ved siden af ham stod Monsieur Moreau, ejendommens administrator, samt en bredskuldret mand i blå kedeldragt med en tung værktøjskasse i hånden. Det var det andet opkald, Élodie havde foretaget nede fra parkeringskælderen: en akut låsesmed.

— Hvad i alverden foregår der her? spurgte Marc. Hans stemme var hæs, fanget et sted mellem chok og den velkendte frygt for at gå imod sin mor. — Mor? Du sagde, at du bare ville kigge forbi med onkel Gérard til en kop kaffe!

Colette rettede ryggen og forsøgte at genvinde sit sædvanlige overherredømme, mens hendes hånd stadig klemte krampagtigt om nøglebundtet i lommen.

— Marc, skat, din kone er gået fra forstanden, sagde Colette med en stemme, der dryppede af forurettethed. — Hun har lige smidt fjorten kuverter med hoteladresser i hovedet på os. Din egen kød og blod! Fordi vi ville tilbringe lidt tid sammen hen over sommeren.

Élodie flyttede ikke blikket fra Colettes højre lomme. En kold mistanke begyndte at sprede sig i hendes mave. Det var ikke bare de ekstra husnøgler, der normalt lå i skålen i entréen. Ringen på det nøglebundt, hun lige havde nået at skimte, var rød.

Det var nøglen til det brandsikre pengeskab inde i klædeskabet.

— Tag hånden op af lommen, Colette, sagde Élodie stille.

— Jeg finder mig ikke i den tone! snerrede Colette. — Marc, vil du virkelig stå og se på, at hun behandler din mor som en tyv?

— Hvilke nøgler er det, mor? spurgte Marc. Han trådte et skridt nærmere, mens de øvrige familiemedlemmer nu stimlede sammen i døråbningerne til værelserne. De to teenagere var kommet ud fra kontoret, og tante Sylvie stod med armene over kors ved gæsteværelset.

— Det er bare ekstranøglerne til opgangen! løj Colette uden at blinke. — Jeg tog dem, så Gérard og de andre kunne gå ned og ryge uden at skulle ringe på dørtelefonen hver gang.

Élodie gik direkte forbi Colette uden at sige et ord. Hun banede sig vej gennem den lille flok af slægtninge og gik ind på sit hjemmekontor.

Synet derinde fik det til at sortne for hendes øjne et kort sekund. På gulvet sad en seksårig kusine med en rød sprittusch og tegnede kruseduller hen over en stabel papirer, der var faldet ned fra skrivebordet. Men det var ikke det værste. Døren til det lille arkivskab i hjørnet stod på vid gab. Og på skrivebordet lå den sorte lædermappe, som normalt var låst inde i pengeskabet i soveværelset.

Mappen var åben. Og den var næsten tom.

Élodies hjerte hamrede mod ribbenene, da hun hurtigt bladrerede gennem de få tilbageværende papirer. Tre afgørende dokumenter var væk:

Det originale skøde på lejligheden med den notarielle fordeling, der fastslog, at Élodie ejede 75 procent af boligen, og Marc 25 procent.

Gældsbrevet og bankoverførslerne fra Élodies forældre, som dokumenterede de 180.000 euro, hun havde lagt i udbetaling og til den totale renovering af køkkenet.

En fuldmagt, som Marc og Élodie havde fået udarbejdet året før, da de overvejede at omlægge deres realkreditlån — et dokument, der kun manglede én underskrift for at give ret til at optage lån i friværdien eller fremleje boligen.

Élodie tog den sorte mappe i hånden og gik tilbage ind i stuen. Hendes ansigt var så blegt og roligt, at selv onkel Gérard, der nu var vågnet på sofaen, satte sig ret op uden at sige et kvæk.

— Monsieur Moreau, sagde Élodie henvendt til administratoren. — Vil De være så venlig at spærre døråbningen, så ingen forlader lejligheden? Og til låsesmeden: De kan godt gå i gang med at skifte cylinderen på hoveddøren med det samme.

— Hvad skal det betyde?! råbte onkel Gérard og rejste sig tungt fra sofaen. — Vi er ikke fanger her!

— I er ikke fanger, så længe mine juridiske dokumenter ligger på dette bord om præcis tredive sekunder, sagde Élodie og smed den tomme sorte lædermappe ned på sofabordet, lige ved siden af Gérards tomme øldåse. — Ellers ringer jeg til politiet i Nantes og anmelder et organiseret indbrud og dokumenttyveri. Og da I alle fjorten befinder jer ulovligt i min bolig, bliver I alle anholdt for medvirken.

En tung, kvælende stilhed sænkede sig over de 115 kvadratmeter. Lyden af låsesmedens boremaskine, der begyndte at gnave sig gennem metallet i hoveddøren, understregede alvoren. Ingen kunne gå, før han var færdig, og Élodie stod med telefonen i hånden, klar til at trykke 112.