Marc kiggede fra den tomme mappe på bordet til sin mor. For første gang i de seks år, Élodie havde kendt ham, så hun sløret falde fra hans øjne.

— Mor… hvad har du gjort? hviskede Marc. — Hvorfor har du åbnet vores pengeskab?

Colette krydsede armene, men hendes hage rystede en anelse.

— Jeg beskytter bare dine interesser, Marc! udbrød hun. — Den her lejlighed er alt for stor til jer to, og Élodie har altid gået og spillet fandango med, at det var hendes penge, der betalte det hele. Din bror Cédric har brug for en ny start efter sit firmas konkurs. Og hvorfor skal Sylvie og Gérard betale i dyre domme for et sommerhus ved kysten, når I har fire værelser her midt i Nantes?

Élodie stirrede på sin svigermor. Puslespilsbrikkerne faldt på plads med en næsten uhyggelig præcision.

— Du er her ikke på sommerferie, sagde Élodie langsomt. — Og det handler slet ikke om stranden i Vendée. Du har taget skødet og papirerne på mit indskud. Hvor er de, Colette?

— De er et sikkert sted! sagde Colette trodsigt.

— De ligger i hendes store håndtaske inde på soveværelset, lød en spinkel stemme pludselig fra gangen.

Alle vendte sig om. Det var Cédrics kone, Nadège. Hun stod med deres yngste barn på armen og så rædselsslagen ud.

— Nadège, hold din kæft! hvæsede Colette og trådte et skridt mod hende.

— Nej! sagde Nadège og trådte tilbage mod væggen. — Du sagde til os, at Marc og Élodie havde inviteret os! Du sagde, at de skulle skilles, og at Marc havde bedt familien om at flytte ind for at hjælpe ham med at beholde lejligheden! Jeg vil ikke i fængsel på grund af dine løgne, Colette!

Marc så ud, som om nogen havde slået ham i maven med en mukkert.

— Skilles? gentog han tonløst. — Sagde du til dem, at vi skulle skilles?

Élodie ventede ikke på svaret. Hun gik direkte ind i soveværelset, fandt Colettes brune lædertaske på sin egen seng og vendte bunden i vejret på den. Ud væltede en pung, et par solbriller, et bundt nøgler med en rød ring — og en tyk, gul kuvert, der allerede var frankeret og adresseret til en notar i udkanten af Nantes, som var en gammel bekendt af Colettes afdøde mand.

Inde i den gule kuvert lå ikke kun Élodies tre stjålne dokumenter. Der lå også et fjerde papir, som Colette selv havde medbragt: En treårig lejekontrakt til en symbolsk husleje på 200 euro om måneden, udstedt til Colettes yngste søn, Cédric, og underskrevet med Marcs navn nederst på siden.

En forfalsket underskrift.

Élodie kom tilbage ind i stuen med den gule kuvert. Hun rakte den ikke til Colette. Hun rakte den direkte til Marc.

Marc læste papirerne. Hans hænder rystede så voldsomt, at papiret raslede. Jo længere han læste, desto mere forsvandt farven fra hans ansigt, indtil den blev erstattet af en dyb, mørkerød vrede.

— Du har forfalsket min underskrift, sagde Marc så lavt, at kun de nærmeste kunne høre det. — Du har stjålet nøglen til pengeskabet fra mit nøglebundt, da jeg spiste frokost hos dig i fredags. Du har bildt hele familien ind, at Élodie og jeg skal skilles, og du har forsøgt at tvinge din egen søn Cédric ind som uopsigelig lejer i vores lejlighed, mens du fjerner beviserne på Élodies ejerskab.

— Marc, hør nu på mig! forsøgte Colette og rakte ud efter hans arm, men Marc trak sig tilbage, som om hun var brændende varm. — Hvis I en dag går fra hinanden, står du på gaden! Hendes forældre har sørget for at binde det hele op på hendes navn! Jeg ville bare sikre, at familien havde brugsretten, så hun ikke kunne smide dig ud! Cédric skulle jo bare bo her på papiret!

— Jeg er ikke en brik i dit syge spil, mor! brølede Marc pludselig.

Hans stemme rungede så højt gennem lejligheden, at børnene begyndte at græde, og teenagedrengene inde fra kontoret skyndte sig at slukke for computeren.

Marc kiggede rundt på de fjorten mennesker, der havde indtaget hans hjem. Han så det knækkede figentræ ved vinduet, rødvins- og juicepletterne på det lyse tæppe, som Élodie havde sparet sammen til i månedsvis, og kufferterne, der havde ridset de nymalede vægge i gangen.

— Låsen er skiftet, fru Dubois, sagde låsesmeden fra hoveddøren og rakte tre nye, skinnende nøgler frem mod Élodie.

Élodie tog imod nøglerne. Hun gav ikke én eneste af dem til Marc endnu. Hun lagde dem i sin egen lomme, ved siden af de genfundne dokumenter.

Marc rettede sig op og pegede mod den åbne hoveddør, hvor Monsieur Moreau stadig stod vagt.

— I har ti minutter, sagde Marc til familien.