— Marc, det kan du ikke mene, klynkede tante Sylvie. — Vi har pakket alle vores kufferter ud i skabene! Og det er over tredive grader udenfor!

— Ti minutter! gentog Marc, og hans blik var iskoldt. — Det, der ikke er ude af døren om ti minutter, ryger direkte ud over altanen ned i containeren i gården. Og dig, mor…

Han vendte sig mod Colette, der stod helt alene midt på det plettede gulvtæppe. Ingen af de andre familiemedlemmer ville længere stå i nærheden af hende. Cédric og Nadège var allerede løbet ind på værelset for at samle deres tøj sammen i vild panik.

— Du sætter aldrig dine ben i mit hjem igen, sagde Marc. — Hvis Élodie vælger at melde dig til politiet for dokumentfalsk og indbrud, så kommer jeg til at vidne imod dig i retten. Har du forstået det?

Colette åbnede munden for at svare, men da hun mødte Élodies rolige, urokkelige blik, klappede hun kæben i igen. For første gang i sit liv stod Colette over for en kvinde, der hverken lod sig skræmme af råb, skyldfølelse eller familietraditioner — og en søn, der endelig havde klippet navlestrengen over.

De næste ni minutter var et kaotisk stormløb. Tøj blev flået ud af skabene på gæsteværelset og i soveværelset. Sko blev samlet op i favnfulde. Onkel Gérard humpede ud med sin kuffert uden at veksle et ord med nogen, mens tante Sylvie bandede lavmælt over Colette hele vejen ned ad trappen.

På vej ud greb Cédric tre af de fjorten hvide kuverter på bordet — dem med adresserne på de billigste familiehoteller ved ringvejen — og mumlede et stille “Undskyld, Élodie” uden at se hende i øjnene.

Colette var den sidste, der gik. Hun måtte selv slæbe sine to tunge kufferter hen over dørtrinnet, mens Monsieur Moreau holdt døren åben med et ubevægeligt, professionelt ansigtsudtryk.

Da hoveddøren smækkede i med den nye, tunge lås, sænkede en øredøvende stilhed sig over lejligheden.

Élodie gik ud i køkkenet, åbnede køleskabet — hvor Colette allerede havde smidt Élodies madvarer ud for at gøre plads til sine egne — og hældte endelig det glas koldt vand op, hun havde drømt om, siden hun kom hjem fra markedet i Talensac.

Marc kom langsomt ud til hende. Han lænede sig op ad dørkarmen, bleg og udmattet, med skødet og den forfalskede lejekontrakt i hånden.

— Jeg vidste det ikke, Élodie, sagde han stille. — Jeg sværger. Da hun spurgte i fredags, om hun måtte kigge forbi med Gérard, troede jeg virkelig kun, det var til en kop kaffe. Jeg anede ikke, at hun havde taget ekstranøglen og nøglen til boksen fra min jakke.

Élodie drak en slurk vand og satte glasset fra sig på køkkenbordet. Hun så længe på sin mand.

— Jeg tror på, at du ikke vidste noget om dokumenterne, Marc, sagde hun ærligt. — Men din mor turde kun gøre det her, fordi du i seks år har ladet hende tro, at dit hjem også er hendes, og at mine grænser er til forhandling.

Marc sænkede hovedet. Han vidste, at hun havde ret. Hver gang Colette tidligere havde kritiseret Élodies mad, blandet sig i deres økonomi eller var dukket uanmeldt op, havde Marc bedt Élodie om at “bære over med hende for husfredens skyld”. Den “husfred” havde næsten kostet dem deres hjem i dag.

— Hvad vil du gøre nu? spurgte Marc med en stemme, der knækkede. — Vil du gå fra mig?

Élodie tog en dyb indånding og kiggede ud i stuen, hvor eftermiddagssolen faldt ind over det væltede figentræ og de fjorten efterladte kuverter på bordet.

— Jeg tager ikke på politistationen i dag, sagde Élodie. — Men der er tre betingelser, hvis vi to skal have en fremtid sammen i den her lejlighed.

— Hvad som helst, sagde Marc øjeblikkeligt.

— For det første: I morgen tidlig tager vi hen til vores egen notar. Vi får tinglyst en ægtepagt og et tillæg til skødet, der gør det juridisk umuligt for nogen af os at udleje, belåne eller invitere gæster til at bo her i mere end 48 timer uden den andens skriftlige samtykke. Og den forfalskede lejekontrakt bliver deponeret hos vores advokat med en skriftlig tilståelse fra din mor. Hvis hun nogensinde nærmer sig os igen, bliver den sendt direkte til statsadvokaten.

Marc nikkede uden tøven. — Og de to andre betingelser?

— For det andet skal din mor betale for rensning af tæppet, en ny lås, et nyt pengeskab med digital kode, som kun jeg kender, og et nyt figentræ. Hvis pengene ikke står på vores konto inden fredag klokken tolv, anmelder jeg tyveriet.

— Det sørger jeg for i aften, sagde Marc fast. — Hvad er den tredje?

Élodie tog en af de tre nye husnøgler op af lommen og lagde den på køkkenbordet foran ham.