Da hun drejede ind på grusvejen ved hans værksted, ramte duften af frisksavet cedertræ og fyrretræ hende, så snart hun åbnede bildøren. I baggrunden glitrede søen gennem træerne. Synet af det åbne vand fik hendes hjerte til at hamre mod ribbenene, og hendes hænder klemte hårdt om bilnøglen.

Træk vejret, sagde hun til sig selv. Du står på fast grund.

“Sofia?”

Miguel kom ud fra værkstedet med en høvl i hånden og savsmuld på sine slidte flannelsærmer. Hans ansigt lyste op i et varmt, oprigtigt smil, men da han så hendes blege ansigt og blikket, der var låst fast på vandkanten fyrre meter væk, forsvandt smilet. Han lagde straks værktøjet fra sig og gik hen til hende.

Han rørte hende ikke – han syntes instinktivt at vide, at pludselig berøring ikke var det, hun havde brug for – men han stillede sig præcis, så hans brede skuldre blokerede hendes direkte udsyn til søen.

“Kig på mig,” sagde han med sin rolige, dybe stemme. “Kig på savsmuldet i mit skæg. Det ser åndssvagt ud, ikke?”

Sofia blinkede, revet ud af sin trance, og et lille, ufrivilligt snøft af et grin undslap hende. Der hang faktisk en lang krølle af lyst træspån i venstre side af hans mørke skæg.

“Jo, en smule,” indrømmede hun, og hendes skuldre sank et par centimeter.

“Godt. Kom med ind i værkstedet. Der lugter af lak og gammel kaffe, og man kan kun se trævægge.”

Indenfor var der lunt. En brændeovn knitrede i hjørnet, og langs væggene lå smukke, håndbyggede robåde og kanoer i forskellige stadier af færdiggørelse. Miguel skænkede to krus kaffe fra en termokande og skubbede en træskammel hen til hende.

“Jeg arbejder ikke længere for hytteforeningen derovre,” sagde han, mens han lænede sig op ad sit høvlbænk. “Efter det, der skete… jeg sagde op samme uge. Jeg kunne ikke holde ud at gå rundt og vedligeholde ejendomme for folk, der betragter andre mennesker som legetøj.”

“Det er jeg ked af at høre,” sagde Sofia. “Du mistede en indtægt på grund af mig.”

Miguel rynkede panden og rystede bestemt på hovedet. “Sig aldrig det. Jeg mistede ikke noget. Jeg slap fri for et job, jeg alligevel hadede, og fik tid til at bygge mine både færdige. Men hvad laver du herude, Sofia? Jeg troede aldrig, du ville sætte dine ben i nærheden af dette postnummer igen.”

Sofia kiggede ned i sin sorte kaffe. “Hytten på den anden side af søen er til salg. På tvangsauktion.”

Miguel stirrede på hende. “Deres hytte?”

“Ja. Banken sælger den på tirsdag for en brøkdel af prisen, fordi hele fundamentet mod vandet og badebroen er råddent og ulovligt opført. Ingen almindelige købere vil røre den med en ildtang på grund af renoveringsomkostningerne – og på grund af rygtet om, hvad der skete der.”

“Og hvorfor fortæller du mig det?” spurgte Miguel langsomt, selvom der tændtes et glimt af forståelse i hans brune øjne.

Sofia løftede blikket. “Fordi jeg er arkitekt, Miguel. Og fordi jeg har fået udbetalt en betydelig erstatning fra de mennesker, der ejede den. Jeg vil købe den.”

Der blev helt stille i værkstedet, bortset fra brændeovnens knitren.

“Du vil købe stedet, hvor de…” Miguel stoppede sig selv.

“Jeg vil ikke købe deres hytte,” rettede Sofia ham, og hendes stemme genvandt den styrke, hun engang havde haft på tegnestuen, før Adriano langsomt havde pillet hendes selvtillid fra hinanden. “Jeg vil købe grunden. Jeg vil rive den forbandede, rådne badebro ned, brænde hvert et bræt, de har stået og grinet på, og bygge stedet helt om. Jeg vil skabe et refugium – et rehabiliteringscenter for kvinder og mænd, der har overlevet vold og svigt i nære relationer. Et sted, hvor stilheden ved søen skal heale i stedet for at skræmme.”

Hun holdt en lille pause og trak vejret dybt.

“Men jeg kan ikke gøre det alene. Jeg kender intet til det praktiske arbejde herude, og… jeg kan ikke engang gå ned til vandkanten endnu uden at gå i panik. Jeg har brug for en byggeleder og en håndværker, jeg kan stole på med mit liv. Og der er kun én person i verden, der har bevist, at jeg kan det.”

Miguel stod længe uden at sige noget. Han kiggede på hende – ikke med medlidenhed, som alle andre havde gjort siden ulykken, men med dyb respekt.

“Den badebro,” sagde han til sidst og krydsede armene, “har irriteret mig i fem år. Roberto nægtede at betale for ordentligt tømmer, da isen skubbede til pælene. Det vil være mig en udsøgt fornøjelse at rive den ned med mine egne hænder.”

DEL 5: DET FØRSTE SLAG

Tirsdag eftermiddag vandt Sofia auktionen. Der var ingen andre bydere. Da fogeden slog hammeren i bordet, føltes det som om en knude i hendes bryst løsnede sig en smule.