Men da hun og Miguel kørte op ad indkørslen til hytten fredagen efter med nøglerne i hånden, ventede der dem et ubehageligt syn.
En gammel, bulet sedan holdt parkeret foran indgangen. På verandaen stod Helena og Roberto med armene fulde af kasser, mens Adriano var ved at brække låsen til udhuset op med et koben, så han kunne få fat i en dyr havetraktor, som formelt set hørte med i tvangssalget.
Da Sofia steg ud af Miguels pickup, frøs Adriano midt i bevægelsen.
Månederne havde ikke været nådige ved ham. Han var ubarberet, havde tabt sig, og de dyre mærketøjsjakker var skiftet ud med en plettet hættetrøje. Hans øjne, der engang havde udstrålet en glat, overlegen charme, var blodskudte og vilde.
“Hvad fanden laver hun her?!” skreg Helena fra verandaen, så hendes stemme knækkede. Hun lignede en skygge af den velplejede matriark, der havde krammet Sofia ved morgenbordet den skæbnesvangre dag.
Roberto tabte næsten den kasse med sølvtøj, han ulovligt havde hentet ud af huset. “Har du ikke fået nok?!” råbte han mod Sofia. “Du har taget vores penge, vores omdømme, vores hjem! Er du kommet for at hovere?!”
Sofia mærkede Miguels tilstedeværelse lige ved sin venstre skulder. Han sagde ikke et ord, men han tog et skridt frem, stor, rolig og urokkelig.
Adriano smed kobenet i gruset og gik ned mod hende. “Sofia,” sagde han, og hans stemme skiftede øjeblikkeligt til den klynkende, manipulerende tone, hun kendte så godt fra hans hundredvis af beskeder. “Sofia, skat, vær nu rimelig. Mine forældre har ingenting tilbage. Vi henter bare et par personlige ejendele. Du kan da ikke være så kold. Vi var trods alt gift…”
Sofia så på ham. Hun så på hans hænder – de hænder, hun engang havde holdt i kirken, og som havde skubbet hende ud i isvandet. Hun ventede på, at frygten skulle lamme hende. Den kom ikke. I stedet mærkede hun kun en krystalklar foragt.
Hun trak det tinglyste skøde op af sin taske.
“I befinder jer på privat ejendom,” sagde hun. Hendes stemme rystede ikke. Den skar gennem den kølige forårsluft som en kniv. “Jeg købte denne ejendom inklusive alt indbo på tvangsauktionen i tirsdags. Det betyder, at den kasse, din far holder, og den traktor, du prøver at stjæle, tilhører mig.”
“Du har købt den?!” gispede Helena, som om nogen havde slået hende i maven. “Med vores penge?!”
“Med de penge, retten tilkendte mig, fordi I forsøgte at slå mig ihjel og var dumme nok til at filme det og lægge det ud i en gruppechat,” svarede Sofia iskoldt.
Adriano blev højrød i hovedet. Masken faldt fuldstændigt. “Din utaknemmelige kælling! Du ødelagde mit liv for et lille pjat! Det var en spøg! En skide spøg!”
Han tog et hastigt skridt frem mod hende med hævet hånd, men nåede kun to meter, før Miguels hånd greb fat i kraven på hans hættetrøje og standsede ham så brat, at Adriano var ved at miste fodfæstet.
“Et skridt mere,” sagde Miguel stille, så lavt at kun Adriano og Sofia kunne høre det, “og så finder vi ud af, hvor godt du selv kan svømme i marts måned.”
Adriano blegnede, da han så ind i Miguels øjne. Viceværten, som de engang havde behandlet som usynlig tyende, tårnede sig op over ham.
“Stil kasserne på verandaen,” sagde Sofia og tog sin telefon frem. “Politiet i dette distrikt kender jeres navne særdeles godt. Hvis I ikke er ude af min indkørsel om tre minutter, ringer jeg til efterforskeren og anmelder jer for indbrud og brud på tilholdet.”
Roberto satte med rystende hænder kassen ned på trægulvet. Uden et ord mere greb han fat i Helenas arm og trak hende ned ad trappen, mens hun grædende udstødte forbandelser mod Sofia. Adriano rev sig løs fra Miguels greb, sendte Sofia et sidste, giftigt blik, og skyndte sig ind på bagsædet af sine forældres gamle bil.
De kørte derfra i en sky af grus og udstødningsrøg.
Da lyden af motoren døde hen mellem træerne, pustede Sofia langsomt ud. Hun kiggede på Miguel, der stadig stod med knyttede næver.
“Er du okay?” spurgte han.
Sofia kiggede forbi huset, ned mod den rådne badebro, der stak ud i det mørkeblå vand.
“Hent dit koben, Miguel,” sagde hun. “Og en mukkert til mig. Vi begynder ved vandet.”
DEL 6: GENOPBYGNINGEN
Det første slag mod badebroen gav genlyd over hele søen.
Sofia havde taget sikkerhedsbriller og arbejdshandsker på. Da hun svingede mukkerten ned i det selvsamme plankeværk, hvor hendes hoved havde ramt træet få måneder forinden, splintrede det møre fyrretræ med et højt knald.
Hun slog igen. Og igen.
For hvert bræt, hun og Miguel brækkede løs og kastede op på bredden i en voksende bunke, føltes det som om det usynlige greb om hendes strube løsnede sig. Hun svedte, hendes muskler brændte efter måneder med genoptræning, og tårerne løb lydløst ned ad hendes kinder, men det var ikke tårer af sorg. Det var udrensning.






