Sofie rystede hurtigt på hovedet. En tåre løb ned ad hendes kind, og hun tørrede den vredt væk med ærmet. “Nej. Suspensionen har jeg fortjent. Jeg var en idiot.” Hun kiggede på Evelyn med et udtryk, der blandede dyb skam med en mærkelig form for desperation. “Jeg er her, fordi jeg så dit spring igen og igen på den video. Du var slet ikke bange. Og jeg… jeg kaster op på toilettet før hver eneste konkurrence. Jeg grinede af dig, fordi jeg ikke kunne holde ud at se nogen stå ved det springbord uden at ryste, når jeg selv er ved at gå i stykker indeni.”

Stilheden sænkede sig over parkeringspladsen. Kun lyden af fjerne biler på hovedvejen kunne høres.

Evelyn betragtede den unge pige længe. Hun så ikke en ondskabsfuld rival. Hun så et barn, der var blevet presset så hårdt af forventninger, at frygten havde gjort hende grim i munden.

“Hvorfor går du til gymnastik, Sofie?” spurgte Evelyn blidt.

Sofie blinkede forvirret. “For at vinde. For at få et stipendium. Min far siger, at hvis jeg ikke kvalificerer mig til de nationale mesterskaber i år, har de sidste ti år været spildt.”

“Så løber du ikke mod springbordet,” sagde Evelyn og låste bildøren op. “Du løber væk fra din fars skuffelse. Og man kan ikke lande sikkert, når man kigger sig over skulderen i luften.”

Evelyn åbnede bagagerummet og satte sin taske ind. Så vendte hun sig om mod Sofie.

“Mia og jeg træner her hver tirsdag og torsdag klokken fem. Hallen er gammel, måtterne lugter af kælderskimmel, og der er ingen tilskuere. Hvis du vil lære at springe uden at kaste op først, kan du låse dig ind ad bagdøren. Men du lader din telefon og din attitude blive udenfor.”

Mia stirrede vantro på sin bedstemor. “Bedste, mener du det seriøst? Hun gjorde grin med dig foran tusindvis af mennesker!”

Evelyn lagde en varm hånd på Mias skulder. “Mia, hvis vi kun tilgiver folk, når de er perfekte, bliver vi meget ensomme. Desuden har du brug for en træningsmakker, der kan presse dig, og Sofie har brug for at huske, hvorfor hun overhovedet begyndte at flyve.”

Tirsdag klokken fem minutter i fem gik bagdøren til den lille hal op. Sofie trådte ind, iført en gammel, udvasket T-shirt og shorts – intet regionslogo, ingen stram knold. Hun sagde ikke et ord, men gik direkte hen til gulvmåtterne og begyndte at varme op.

Til stede i hallen var også Klara, Evelyns gamle veninde og dommer fra konkurrencen. Efter genforeningen i arenaen var Klara begyndt at kigge forbi. Med sine årtiers erfaring som teknisk dommer og Evelyns skarpe øje for den mentale del af sporten udgjorde de to ældre kvinder et usædvanligt, men formidabelt trænerteam.

De første par uger var spændte. Mia og Sofie cirklede om hinanden som to katte i et for lille rum. De talte kun sammen, når det var absolut nødvendigt, som når måtterne skulle flyttes, eller fjedrene i afsætsbrættet skulle justeres.

Men gymnastik har sit eget sprog, og i træningshallen kan man ikke lyve med sin krop.

En torsdag eftermiddag stod Mia foran springbordet. Hun skulle for første gang siden sin skade forsøge et Tsukahara-spring – det selvsamme spring, hvor hun tre måneder tidligere havde mistet orienteringen i luften og smadret sin ankel i landingen.

Tre gange løb hun frem mod brættet. Og tre gange bremsede hun hårdt op i sidste sekund, løb udenom og endte med panden presset mod den polstrede væg bag måtterne. Hendes vejrtrækning var overfladisk og hurtig.

“Jeg kan ikke,” hviskede Mia, mens hun slog knytnæven ind i væggen. “Når jeg ser brættet, ser jeg kun mit fodled vende forkert. Jeg hører knækket!”

Evelyn rejste sig ikke fra bænken, men det gjorde Sofie. Hun gik langsomt hen til Mia og satte sig på hug ved siden af hende.

“Jeg var der den dag, du faldt,” sagde Sofie lavt.

Mia kiggede overrasket op. “Var du?”

“Det var ved den åbne samling i november,” nikkede Sofie. “Jeg stod over ved barren. Jeg hørte lyden, da du landede. Og jeg hørte dig skrige. Det var den værste lyd, jeg nogensinde har hørt i en hal. Siden den dag… hver gang jeg selv løber mod hesten, tænker jeg på din ankel. Det var derfor, jeg var så modbydelig ved konkurrencen. Da jeg så dig sidde på forreste række med den dumme støttebind-sok på, blev jeg så bange for, at det skulle ske for mig, at jeg var nødt til at lade som om, jeg var usårlig.”

Mia stirrede på pigen, hun havde betragtet som sin fjende. For første gang så hun rystelsen i Sofies hænder. Frygten var ikke kun Mias; den var et spøgelse, der hjemsøgte dem begge.

Fra bænken lød Klaras rolige, myndige stemme: “Piger, kom herhen.”