De gik begge hen til de to ældre kvinder. Evelyn tog en rulle hvid sportstape op af sin taske og rakte den til dem.

“Da Klara faldt før den store finale i 1972,” begyndte Evelyn og kiggede varmt på sin gamle veninde, “troede jeg heller ikke, at jeg nogensinde kunne gå på bommen igen. Selvom det ikke var min krop, der gik i stykker, var det min tryghed, der brast. Vet I, hvad vores daværende træner tvang os til, da Klara kom ud af gipsen seks måneder senere?”

Pigerne rystede på hovedet.

“Han bandt vores håndled sammen med et reb,” grinede Klara og rystede på hovedet ved mindet. “Og så bad han os om at løbe ned ad tilløbsbanen i præcis samme tempo. Hvis den ene tøvede, faldt vi begge to. Det tvang os til at holde op med at lytte til vores egne tanker og i stedet lytte til den andens fodtrin.”

Evelyn rejste sig, stadig lidt stiv i det højre knæ, men med rank ryg. “I skal ikke bindes sammen. Men I skal løbe i skyggen af hinanden. Sofie, du løber først og laver et simpelt overslag. Mia, du starter dit tilløb tre sekunder efter hende. Du skal ikke tænke på dit spring. Du skal kun lytte til rytmen i Sofies skridt og kopiere den.”

Det lød vanvittigt, men der var ingen vej udenom. De to piger stillede sig klar ved starten af den 25 meter lange tilløbsbane.

“Træk vejret sammen,” instruerede Evelyn. “Pust ud. Og… løb!”

Sofie satte i løb. Et, to, tre, fire. Hendes fødder ramte den blå løber med en fast, rytmisk kadence. Tre sekunder senere satte Mia af. Hun tvang sine øjne væk fra det skræmmende springbord og fokuserede udelukkende på Sofies ryg og lyden af hendes fødder. Dunk-dunk-dunk-dunk.

Sofie ramte brættet – klonk – satte af, fløj gennem luften i en ren bue og landede sikkert på måtten, hvor hun straks rullede til side for at give plads.

Mia var allerede for tæt på til at stoppe. Hendes krop fulgte Sofies usynlige spor i luften. Hendes fødder ramte fjedrene på præcis det punkt, Sofie havde ramt. Hendes hænder satte af på bordet, skuldrene skød fra, og før hendes hjerne nåede at registrere, hvad der skete, roterede hun i luften.

En kvart skrue. En baglæns salto.

Verden snurrede rundt, loftets lysstofrør flimrede forbi, og så ramte hendes fødder måtten.

Bump.

Mia tog et enkelt skridt bagud for at fange balancen, og så stod hun helt stille. Hendes hjerte hamrede så hårdt, at hun kunne mærke det i tænderne. Hun kiggede ned på sine fødder. Så kiggede hun over på Sofie, der sad på knæ i kanten af måtten med åben mund.

“Du gjorde det!” råbte Sofie og sprang op. Uden at tænke sig om løb hun hen og krammede Mia så hårdt, at de begge næsten væltede omkuld på den bløde måtte. Mia begyndte at grine – en høj, boblende, befriende latter, der gav genlyd under hallens bliktag.

På bænken udvekslede Evelyn og Klara et stille blik. Klara tørrede diskret en tåre væk fra øjenkrogen.

“Du har stadig grebet, gamle pige,” mumlede Klara.

“Det har vi begge,” svarede Evelyn og mærkede en dyb varme brede sig i brystet.

Ugerne gik, og det lille, glemte træningscenter i udkanten af byen blev langsomt forvandlet. For rygtet spredte sig.

Det startede med, at en tidligere holdkammerat til Mia dukkede op en tirsdag – en dreng på seksten år, der havde udviklet en pludselig, lammende svimmelhed midt i sine øvelser på reck efter et grimt styrt. Ugen efter kom en tolvårig pige, som var blevet vraget fra talentcenteret, fordi hun var blevet “for høj og klodset” efter en vækstspurt, og som havde mistet al tro på sin egen krop.

Evelyn og Klara afviste ingen. De krævede ingen betaling, kun en simpel regel: I denne hal var der ingen medaljer, ingen ranglister og ingen hån. Hvis man grinede af en andens fald, var døren derovre.

De kaldte det ikke en klub, men blandt de unge gymnaster fik stedet hurtigt et navn: Sølvholdet – opkaldt efter farven på Evelyns og Klaras hår.

En aften i marts, mens forårsregnen piskede mod de høje, matte ruder i hallen, skete der dog noget, der sendte rystelser gennem det lille fristed.

Under en gennemgang af gulvøvelserne skulle Evelyn demonstrere en simpel vægtoverføring i en balanceøvelse. Hendes højre knæ – det knæ, der havde båret hende gennem halvtreds års liv og tusindvis af landinger – gav pludselig et skarpt, hørligt smæld.

Evelyn nåede ikke engang at udstøde et skrig, før hun sank sammen på gulvet med ansigtet fortrukket i en grimasse af hvidglødende smerte.

“Bedste!” Mias skrig skar gennem hallen.

Alle ti gymnaster og Klara styrtede til. Evelyn lå på siden og holdt krampagtigt om sit knæ. Hendes ansigt var ligblegt, og der perlede koldsved på hendes pande, men da Mia kastede sig ned ved siden af hende i panik, tvang den 74-årige kvinde alligevel et svagt smil frem.