“Rolig, skat,” stønnede Evelyn mellem sammenbidte tænder. “Jeg sagde jo… at man skulle lære at falde sikkert.”

“Ring efter en ambulance!” råbte Klara til Sofie, mens hun hurtigt og professionelt støttede Evelyns ben med en sammenrullet måtte.

På hospitalet senere samme aften var dommen fra ortopædkirurgen klar. Det var ikke et brud, men menisken var flænset, og slidgigten i knæet var så fremskreden, at leddet endelig havde sagt stop. Evelyn skulle opereres og have et nyt, kunstigt knæled.

Da lægen var gået, sad Mia ved sengekanten og holdt sin bedstemors hånd. Tårerne løb lydløst ned ad hendes kinder. Skyldfølelsen gnavede i hende som en fysisk smerte.

“Det er min skyld,” hviskede Mia og gemte ansigtet i det hvide hospitalslagen. “Hvis jeg ikke havde været så bange, havde du aldrig behøvet at lave det spring i arenaen. Du havde aldrig behøvet at træne os i den kolde hal. Du ødelagde dit knæ for min skyld.”

Evelyn trak sin hånd fri og lagde den under Mias hage, så hun var tvunget til at kigge op. Selvom Evelyn var træt og påvirket af smertestillende medicin, brændte hendes øjne med en utrolig klarhed.

“Hør nu godt efter, Mia,” sagde Evelyn fast. “Mit knæ var slidt ned længe før dit fald. Jeg kunne have siddet i min lænestol derhjemme og sparet på det i fem år endnu, mens jeg så fjernsyn og ventede på at blive endnu ældre. Men jeg valgte at bruge de sidste kilometer i det knæ på noget, der betød noget. Jeg byttede lidt brusk og knogle for at se dig flyve igen. Og jeg ville gøre den handel hundrede gange til.”

“Men du kommer aldrig til at springe igen,” hulkede Mia. “Lægen sagde, at med et kunstigt knæ må du aldrig mere udsætte det for hårde landinger.”

Evelyn smilede blidt og strøg Mia over håret. “Mia, min tid i luften er forbi, og det er præcis, som det skal være. Jeg behøver ikke at flyve mere. Jeg har givet mine vinger til dig og de andre i den hal.”

To måneder senere fandt de regionale forårsmesterskaber sted i præcis den samme enorme arena, hvor Evelyn havde udført sit berømte spring.

Tribunerne var igen pakkede. Lyset var skarpt, og luften summede af nervøs energi, lugten af popcorn og hvidt magnesiumstøv.

Men nede på gulvet var noget forandret.

I det ene hjørne stod eliten fra de store klubber i deres dyre, glitrende dragter. Og lige ved siden af dem stod en gruppe på otte gymnaster i helt enkle, ensfarvede dragter i turkis og koral – de præcis samme farver, som Evelyn havde båret den dag, hun stilnede latteren i hallen.

Det var Sølvholdet. De stillede op som uafhængige gymnaster, anført af Mia og Sofie, der nu var uadskillelige.

Og lige uden for afskærmningen, på den første række ved gulvet, sad Evelyn i en kørestol med sit højre ben strakt ud i en kraftig skinne efter operationen. Ved siden af hende stod en blankpoleret stok med et sølvhåndtag, og ved dommerbordet sad Klara i sin mørkeblå blazer.

Det var tid til den sidste rotation: Spring over hest.

Da Mias navn blev råbt op i højttalerne, gik der et sus gennem publikum. Mange i salen kunne huske pigen fra den virale video – barnebarnet, der havde grædt på tribunen, og hvis voldsomme styrt måneder forinden havde været samtaleemne i hele gymnastikmiljøet.

Mia trådte frem til starten af den blå tilløbsbane. Hun strammede sine håndledsbeskyttere – den nøjagtig samme bevægelse, hendes bedstemor altid lavede. Hun kiggede over mod kørestolen. Evelyn nikkede blot én gang, roligt og fast.

Mia kiggede på Sofie, der stod klar ved måttekanten. Sofie klappede to gange på sit eget bryst – jeg er lige her – og lavede en stille rytme med foden i gulvet. Dunk-dunk-dunk.

Mia lukkede øjnene i et sekund. Frygten var der stadig; en lille, kold knude i maven. Men hun forsøgte ikke længere at skubbe den væk. Hun tog den i hånden, som en gammel bekendt, og åbnede øjnene.

Hun satte i løb.

Hendes første skridt var kontrollerede, men så accelererede hun med en eksplosiv kraft, hun ikke havde haft, før hun blev skadet. Hun fløj ned ad den blå løber, ramte afsætsbrættet med et tordnende smæld, der fik fjedrene til at synge, og skød op mod springbordet.

Hendes afsæt var så kraftfuldt, at hun steg næsten en meter højere op i luften end ved sine tidligere konkurrencer. I det højeste punkt, lige under arenaens projektører, strakte hun kroppen helt ud i en Tsukahara med hel skrue – et endnu sværere spring end det, der havde skadet hende.

I et magisk splitsekund så det ud, som om hun hang vægtløs i luften, båret af usynlige hænder.

Så gik hun ind til landingen. Hendes fødder ramte måtten samtidigt. Lyden var som et piskesmæld. Knæene bøjede sig for at absorbere den enorme kraft, men hendes fødder flyttede sig ikke en eneste millimeter. Hun stod som støbt i gulvet.