Hun havde ikke bare boet hos os. Hun havde taget kontrol over vores hjem, vores økonomi og vores frygt.
Virksomheden Asteria Conseil var baseret i Bordeaux. Dens leder hed Julien Vasseur .
Navnet sagde mig ingenting.
Camille blev for sin del rasende.
“Jeg kender ham.”
“Hvem er det?”
“Notaren, der forvaltede min fars dødsbo.”
Jeg kiggede på hende.
“Hvorfor skulle Monique give ham penge?”
Camille svarede ikke.
Vi ringede til notarens kontor. Den nuværende notar gennemgik sagen og ringede tilbage en time senere.
“Hr./Fru, Julien Vasseur har ikke været notar i fire år. Han blev frataget retten til at være notar efter en sag om forfalskede dokumenter.”
“Hvorfor er min sag knyttet til ham?” spurgte jeg.
En forsigtig stilhed sænkede sig.
“Han blev ansat af din svigermor, dengang hun påstod at hjælpe dig med at købe lejligheden.”
Jeg vendte mig mod Camille.
“Monique påstod, at hun ikke kendte detaljerne om din arv.”
“Hun løj.”
Notaren tilføjede:
“Vasseur anmodede også om en fuldstændig kopi af din ægteskabskontrakt og dine lægedokumenter vedrørende graviditeten.”
Rummet syntes at skrumpe ind omkring os.
“Medicinske dokumenter?”
“Jeg kan ikke fortælle dig mere over telefonen. Kom til kontoret.”
Vi tog derhen samme dag.
I en arkivmappe opdagede vi, at Monique seks måneder tidligere havde anmodet om en kopi af en lægeerklæring til Camille. Hun havde vedlagt en fuldmagt med Camilles underskrift.
En forfalsket underskrift.
Dokumentet indikerede, at Camille led af en alvorlig angstlidelse og nægtede enhver lægelig opfølgning.
“Hun ville fabrikere en sag mod dig,” hviskede jeg.
Camille forblev ubevægelig.
“Hun mente, at jeg ikke var i stand til at tage mig af barnet.”
Notaren lagde endnu et dokument på bordet.
Det var en konvention forberedt af Vasseur.
Den fastsatte, at barnet i tilfælde af “moderens umyndiggørelse” midlertidigt skulle betros Monique Delorme , som også skulle blive administrator for den nyfødtes aktiver.
Jeg genlæste sætningen tre gange.
Monique ville ikke have vores lejlighed tilbage. Hun ville have vores datter tilbage.
Det værste ventede endnu: hvorfor havde hun planlagt dette i flere måneder, før hun slog Camille?
Om aftenen, da vi kom hjem, ventede en mand på os foran bygningen.
Omkring halvtreds år gammel, iført en mørk frakke, med et lukket udtryk.
“Hr. Morel? Frue? Jeg er kaptajn Arnaud Girard. Vi har fundet Deres svigermor.”
“Hvor er hun?” spurgte jeg.
“Vi afhørte hende. Hun benægter volden. Hun hævder dog, at din kone er ustabil og farlig for barnet.”
Camille udstødte en glædesløs latter.
“Selvfølgelig.”
Kaptajnen gav mig et fotografi.
Hun repræsenterede Monique foran en privatklinik i Lyon.
“Vi opdagede, at hun havde besøgt hospitalet flere gange. Hun stillede spørgsmål om fødegangen, udskrivelser af patienter og procedurer for overdragelse af nyfødte.”
“Hun ville kidnappe vores datter?”
“Det kan vi ikke bekræfte endnu. Men hun havde booket et værelse på et hotel, der lå mindre end to kilometer fra fødeklinikken. Under et falsk navn.”
Mit blod løb koldt.
“Hvilket navn?”
Kaptajnen kiggede på mig.
“Claire Delorme.”
Camille tog et skridt tilbage.
“Klar…”
Jeg vendte mig mod hende.
“Kender du det navn?”
Hendes læber dirrede.
“Det er min mors navn.”
For første gang siden begyndelsen af denne historie var Monique ikke længere bare en voldelig, manipulerende og grådig kvinde.
Hun var ved at blive en af dem, der havde orkestreret vores barns forsvinden.
Vi indgav en supplerende klage. Politiet fandt klinikkens overvågningsoptagelser, kontoudtog og forfalskede dokumenter. Monique blev sat under retsligt tilsyn med et strengt forbud mod at kontakte os.
I et par dage troede vi endelig, at vi kunne trække vejret.
Så modtog Camille en besked.
En videofil.
Hun tøvede, før hun åbnede den.
På skærmen sad Monique i et mørkt rum. Hun kiggede ind i kameraet med et ansigt, jeg ikke genkendte. Ikke en fornærmet mors. Ikke en vred kvindes.
En person, der længe havde ventet på øjeblikket til at fortælle sandheden.
“Camille, hvis du kigger på det her, betyder det, at Thomas har opdaget dokumenterne. Du skal nu fortælle ham hele historien.”
Camille blev hvid.
Monique fortsatte:
“Du fik ikke en spontan abort for otte år siden. Du fik et barn. En lille pige. Hun levede i tre dage.”
Jeg kiggede på Camille.
Hun rystede over det hele.
“Det er ikke sandt,” hviskede hun.
Videoen fortsatte.
“Din far betalte, så du aldrig ville få det at vide. Han ville undgå en skandale. Barnet havde en hjertefejl. Hun døde på hospitalet. Men hun blev aldrig registreret i dit navn. Filen var forfalsket.”
Camille førte hænderne til munden.
“Nej…”
“Du tror, jeg flyttede ind hos dig for at stjæle dit liv. I virkeligheden kom jeg for at genvinde det, der tilhørte mig. Du bar mit barnebarn uden at vide, hvem hun var. Og denne gang vil ingen tage hende fra mig.”
Videoen stoppede.
Vi forblev tavse.
“Camille…”
Hun trådte tilbage.
“Jeg vidste det ikke. Jeg sværger, jeg vidste det ikke.”






